Eva Tind følte sig hæslig, da hun voksede op i Låsby i Jylland. Hun var anderledes end alle de andre og fik en gang at vide, at hun skulle rejse tilbage til det sted, hvor hun kom fra.

Men hvor hun kom fra, vidste hun knap nok selv. Hun havde aldrig været i Korea og anede ikke, hvordan der var i landet, hvordan det så ud, og hvilke mennesker der boede der. Hvad var ´hjem´?

“Min hud, mir hår og mine øjne var anderledes - de var ikke blå og store ligesom de fleste andres, men smalle og brune. Som barn vil man jo gerne passe ind i omgivelserne. Jeg opfattede mig selv som grim”, fortæller Eva Tind.

Selv om hun er uddannet arkitekt, er hun i mellemtiden ved en ren og skær tilfældighed blevet forfatter. Hun har aldrig stræbt efter at skrive bøger, men det kom efter en stærk omgang stress, der sendte hende så meget til tælling, at hun ikke engang vidste, om hun kunne bevæge sig uden for en dør og gå på arbejde.

For at prøve det af, meldte hun sig til et malekursus. Hun begyndte senere at skrive billedtekster til en stribe fotos, hun havde taget. Midt i det hele fik hun at vide, at hendes biologiske far i Korea var død, og tankerne og spørgsmålene om hendes koreanske ophav formerede sig. Teksterne voksede og voksede, og en bekendt i hendes kolonihave bad om at se det, hun havde skrevet.

“Jeg vil gerne tage det med,” sagde den bekendte i kolonihaverne. Vedkommende arbejdede på et forlag.

Det endte med, at Eva Tinds vildtvoksende digte blev antaget og udsendt i digtsamlingen do. Eva Tind følte sig dog slet ikke som forfatter.

“Der hører jeg ikke til”
- Da jeg så forlagets lange hylde med bøger af Suzanne Brøgger og alle de andre store, sagde jeg: “Jeg hører ikke til på den hylde,” siger Eva Tind. Det mente redaktionsgruppen på forlaget Gyldendal dog, at hun gjorde.

Siden er det blevet til otte bøger på dansk, og den niende i rækken udkommer den 10. oktober 2024. Min Kim hedder bogen, der undersøger, hvad der sker med et barn, der bliver skilt fra sin familie og sat ind i en ny familie. Et tema, der ikke ligger langt fra Eva Tinds egen baggrund som et barn, der blev adopteret fra Korea af en dansk landbofamilie.

Eva Tind besøgte i september 2024 litteraturdagene Ord fra Nord, der er en lille litteraturfestival i det dansk-tyske grænseland. Her besøgte hun flere af grænselandets biblioteker og var også på besøg på gymnasier for at fortælle om og diskutere blandt andet temaet identitet og identitetsdannelse.

En væsentlig del af Eva Tinds litterære temaer er ikke umærkeligt begreber som identitetsforvirring og mødet mellem forskellige kulturer.

På Ord fra Nord fortalte hun gymnasieeleverne om, hvordan hun opsøgte sine rødder og sin familie i Sydkorea.

Efter at have fundet frem til sin biologiske familie i Sydkorea besluttede hun sig for at rejse ud til landet. Hun var hundeangst, da hun steg på flyvemaskinen. Hvad ville der ske med hendes identitet? Ville der bliver vendt op og ned på hendes verdensopfattelse? Ville hun selv blive opløst så at sige?

Underlig oplevelse
En af de mest underlige oplevelser var, at hun pludselig var helt normal af udseende, da hun stod i Seoul. Hvor hun i den lille jyske by, som hun kaldte sit hjem, stak ud, forsvandt hun i mængden i Sydkorea.

“Der blev taget et billede af mig i et stort koreansk vandland, hvor jeg stod blandt en masse andre koreanere. Det var en lidt skræmmende oplevelse at se dette fotografi. Det var som at lege ´Find Holger´. Jeg var vant til, at jeg altid hurtigt kunne finde mig selv på et foto. Men her skulle jeg lede efter mig selv i lang tid. Jeg lignede alle de andre”, siger hun.

Hendes debut fra 2006 hedder også Find Holger Danske, og i den omskriver hun janteloven og genbruger et spørgeskema fra et typisk kulørt ugeblad til at stille 20 spørgsmål sil både sin adoptivmor i Danmark og sin biologiske mor i Sydkorea.

Når hun rejser til Sydkorea, lukker hun en dør til Danmark, og når hun rejser hjem til Danmark, lukker hun en dør til Sydkorea.

“At have en identitet drejer sig meget om at føle sig genkendt i andres øjne. At andre genkender os er supervigtig for vores identitetsdannelse”, siger hun.

Eva Tind skulle fare med lempe i sit biologiske hjemland, hvor man ikke altid siger, hvad man mener. Man er høflig. Det er upassende at sige “nej” til en anden person.

“Det var noget helt andet, end det jeg fra barnsben har været vant til i Danmark”, siger hun.

“Da min biologiske far var syg og fik at vide, at han snart skulle dø, fik jeg det at vide af min biologiske familie. Men da han så var død, fik jeg ikke noget at vide”.

Den triste nyhed var ikke noget, man ville belemre Eva Tind med. Hun måtte selv opsøge den.