Man kan stadig tage en sporvogn på linjen fra hovedbanegården i Gdansk centrum til bydelen Wrzeszcz som dengang, forfatteren Günter Grass var barn. Både linjeføring og sporvognens nummer er de samme som i mellemkrigstiden. Linje 2 fører fra Gdansks middelalderkerne parallelt med østersøkysten frem til bydelen, hvor den senere tyske nobelpristager voksede op.

Dengang hed Wrzeszcz Langfuhr, og Gdansk bar det tyske navn Danzig. Grass boede med sine forældre i Ulica Lelewala nummer 13 - eller Labesweg, som gaden i Langfuhr hed indtil 1945.

Det er svært at besøge Gdansk uden, at Grass følger med - selv om han allerede har været død i næsten seks år. Grass var Danzig, og Danzig er Grass. Det er her, at hans fantastiske hovedperson i romanen Bliktrommen, Oskar Matzerath, vender sig mod de voksnes vanvittige verden og nægter at blive stor. Han slår på tromme og skriger, så spejle og vinduer går i stykker. Vi oplever nazismen gennem barnets øjne - alt sammen meget absurd. Men det var jo det, der var. Absurd.

Grass er i byen endnu, og han gæstede den også flere gange i sit voksne liv, selv om han aldrig nåede at blive voksen i Danzig. Hans lidt slæbende intonation under hvalrosskægget følger mig - og sikkert mange andre - på vej rundt i nutidens Gdansk.

“Danzig war deutsch, ist deutsch und bleibt deutsch”, sagde Hitler igen og igen - slet ikke bange for at sige noget, han allerede havde sagt mange gange. Han var helt på det rene med, at det vigtige ord i budskabet skulle lægges ind flere gange i en sætning, så det kunne trænge ind hos modtageren for til sidst at blive accepteret som en almengyldig sandhed.

Men fra 1945 var det endegyldigt slut med tyskheden i Danzig. Byens tyske flertal flygtede i Anden Verdenskrigs sidste måneder fra byen én for én med kurs mod det vestlige Tyskland.

En af dem var Günter Grass.

Mange år efter - i 1993 - oplevede Grass ikke blot at blive udnævnt som æresdoktor på byens traditionsrige universitet, men også som æresborger i en by, der nu var 100 procent polsk.

Efter krigen boede Günter Grass flere steder i det nye Tyskland. Han gik på kunstakademierne i Berlin og Düsseldorf, men endte i Lübeck, hvor der i dag findes et litterært museum, Günter-Grass-Haus, i Glockengiesserstrasse i byens centrum.

Jeg nåede to gange at opleve Günter Grass på nært hold. Den første gang var i Alter Kursaal i Vesterland på Sild, hvor over 500 mennesker var kommet for at høre forfatteren læse op af sin roman I krebsegang.


Grass kom ind ad en dør til scenen, læste op af bogens sjette kapitel og gik igen.

Der var ikke plads til spørgsmål fra salen. Ingen debat eller uventede indspark. Man oplevede blot forfatteren læse sine egne ord. Det hele foregik med stor afstand og meget stift.

Den anden gang var på den nu lukkede Højskolen Østersøen i Aabenraa, hvor formerne var uhøjtidelige. Publikum måtte stille spørgsmål, og Grass lod sig involvere i en lokal litterær debat om Knud Romers bog Den der blinker er bange for døden, der dengang var blevet genstand for en lidenskabelig diskussion i Flensborg.

Efter oplæsningen satte Günter Grass sig ud på højskolens terrasse med et glas rødvin, og på en ganske almindelig hvid plaststol, som de findes på tusindvis af private parcelhusterrasser.

Grass tændt sig en pibe tobak, nød udsigten over Aabenraa Fjord og behøvede naturligvis ikke frygte, at han ville komme til at sidde alene.

Alle, der enten ville fotograferes sammen med ham, eller drøfte noget intellektuelt, skyndte sig at besætte de få stole, der var omkring ham.

Jeg nåede at spørge ham om, hvorfor han havde valgt at slå sig ned i og senere ved Lübeck. Var der en eller anden forbindelse mellem de to byer, der engang havde ligget i det samme rige, men som under den kolde krig havde været adskilt af endda to landegrænser?

Grass svarede, at Lübeck var det nærmeste, han kom Danzig i det nye Tyskland - altså Tyskland uden de gamle østprovinser, hvor han selv kom fra.

Teglstensgotikken, den hanseatiske byggestil med de store gavle vendt ud mod gaderne, de store gamle købmandspalæer og beliggenheden ved en flodudmunding med en havn beskyttet et stykke inde i landet - Lübeck blev for Grass et stykke af det Danzig, der var gået tabt.

I Langfuhr - i dag Wrzeszcz, hvis udtale er et godt udgangspunkt for at øve lidt polsk - er huset i Lelewela-gaden nummer 13 markeret med en diskret mindetavle. Her drev Günter Grass’ kasjubiske mor og tyske far en købmandsforretning, som også dukker op i Bliktrommen.

I forfatterens fodspor
Man kan tage i forfatterens fodspor gennem barndommens og ungdommens land: I Ulica Leczkowa (‘ulica’ betyder gade) lå fødeklinikken, hvor Grass blev født den 16. oktober 1927. I Ulica Pestalozziego står bygningerne, der i Grass’ barndom husede hans grundskole. I dag er her gymnasium. I Ulica Zator-Przytockiego finder man den katolske nygotiske kirke, hvor han blev døbt i Herz-Jesu-Kirche. Og ved et stort springvand på Wybickipladsen sidder Günter Grass på en bænk i en samtale med sin egen figur Oskar Matzerath fra Bliktrommen - begge støbt i bronze.


Skulpturen blev først rejst et halvt år efter Günter Grass’ død. Han var nemlig ikke selv så lun på ideen. Nutidens Gdansk har dog ikke helt kappet forbindelserne til fortidens Danzig. Men grænsen mellem glemsel og erindring er ikke altid til at få øje på i denne by. På den ene side skulle byens tyske fortid hvis ikke slettes, så i hvert fald kraftigt dæmpes. Som alle andre steder i de tidligere tyske områder øst for floderne Oder og Neiße blev de tyske stednavne og gadenavne hurtigt byttet ud med polske. Men i Gdansk/Danzig kunne man jo ikke bare sådan ignorere, at tyskere som opfinderen Daniel Gabriel Fahrenheit og filosoffen Arthur Schopenhauer var født i den gamle hansestad - i henholdsvis 1686 og 1788. Med med Günter Grass var det alt sammen lidt lettere.

Blandingsægteskab
Grass var ud af et blandingsægteskab, halvt tysk og halvt kasjubisk.

Kasjuberne er et vestslavisk folkeslag, der den dag i dag findes på egnen vest for Gdansk, faktisk lige i det område, der i tiden mellem Første og Anden Verdenskrig blev kendt som “Den polske Korridor” - den tynde landstrimmel, der gav den polske stat adgang til Østersøen, da næsten hele det nuværende Polens kystlinje tilhørte Tyskland.

Hen imod Anden verdenskrigs slutning gik kunsthistorikeren Willi Drost, der var født i Danzig, sammen med en gruppe andre idealister i gang med systematisk at dokumentere byens historiske bygninger på fotos og tegninger. Interiør og kunstværker blev smuglet ud af Danzig i sikkerhed længere vestpå i Tyskland.

De anede, hvor det bar hen ad og fik desværre ret.

Jævnet med jorden
I Anden Verdenskrigs slutfase blev hele den indre middelalderby Danzig lagt i ruiner. Pragtfuldt dekorerede renæssancefacader, patricier-gavlhuse og smukke gotiske teglstenskirker blev fuldstændig ødelagt i bombe- og granatregnen. En smuk gammel hansestad, hvis herlighedsværdi kunne sammenlignes med den, man finder i Venedig, Brugge eller Rothenburg ob der Tauber var næsten forsvundet fra jordens overflade.


Efter 1945 gik de kommunistiske magthavere i Polen i gang med stykke for stykke at rekonstruere den middelalderlige bykerne blandt andet på grundlag af de dokumenter og fotos, som Willi Drost sad inde med. En omfattende og minutiøs genopbygning af byen tog fart i 1950erne.

Den gamle Rechtstadt med arkitektoniske perler som rådhuset, det verdensberømte Uphagenhaus, byportene, Artushof, Frauengasse og Marienkirche, verdens største gotiske teglstenskirke - alle disse bygninger stod i 1960 som tro kopier af førkrigstidens originaler. De polske kommunister havde kunnet vælge den billigste løsning som Sovjetunionen gjorde i det tidligere Königsberg, fra 1946 Kaliningrad: Simpelthen at plastre det hele til med deprimerende betonblokke. Men med genopførelsen af det historiske centrum, genopførtes også arkitektur fra en borgerlig forhistorie. Ikke ligefrem noget der rimede på de kommunistiske fremtidsvisioner.

Polsk fortid
En forklaring på dette tilsyneladende paradoks kan kun være, at regeringen i Warszawa valgte at bygge bro tilbage til byens polske fortid, understrege den regionale identitet og give næring til en fortælling om polsk suverænitet.

Det nye Polen valgte eksempelvis konsekvent at prioritere bygningsværker fra før 1793, altså fra tiden da Danzig hørte under den polske konge - godt nok med en tysk flertalsbefolkning, men dog tyske købmænd, der var loyale over for den polske krone. Fra 1793 hørte Danzig under Preussen, og hvad der var opført i denne tyske periode brugte regimet ikke kræfter på at rekonstruere.

Det var i denne fantastiske kulisse, at filmatiseringen af Günter Grass’ debutroman Bliktrommen blev til. Romanen er fra 1959, og filmen havde premiere 20 år senere.


Ved Rechtstädtisches Rathaus (Ratusz Glownego Miasta) knuser Oskar Matzerath byteatrets vinduer med sin skingre stemme. I Strandbad Brösen (Brzezno) indleder han det prekære forhold til nabodatteren Maria. Og i Frauengasse (Ulica Mariacka) følger Oskar optoget til ære for den “julemand”, som de voksne troede på: Føreren Adolf Hitler.

Volker Schlöndorfs allegoriske film om nazismen er for størstedelens vedkommende også filmet det sted, romanens handling udspiller sig - hvilket ikke altid er nogen selvfølge. Havde jeg haft tid, tænker jeg, ville jeg have affotograferet scener fra den film, jeg har set, jeg ved ikke hvor mange gange.

Senest da den i 2010 udkom i en remasteret 4K-udgave i høj opløsning. På vej rundt gennem byen finder jeg dog ud af, at det næsten ikke behøves at have stillbilleder fra filmen med i hånden.

Sidder i hukommelsen
Scenerne dukker i små bidder fra hukommelsen. For eksempel fra molen ved Østersøen, hvor ålene snor sig og æder et halvråddent hestehoved i sig. Om aftenen serverer Alfred Matzerath, Oskars far - spillet af Mario Adorf - ål for sin hustru og Oskars mor, Agnes Matzerath (spillet af Angela Winkler).

På byens åbne pladser ser jeg for mig den kosteligescene, hvor Oskar gemmer sig under tribunen og forvandler et nazistisk masseoptrin til én stor wienervals.

De historiske bygninger i det indre Danzig har bundfældet sig i erindringen. Er det fordi, filmen er indspillet i en tid, da der var tid? Dengang det hele gerne måtte gå lidt langsomt? Det er nok vanskeligt at sige. Vi vænner os til meget - især til den såkaldte tidsånd.

Den dengang 11-årige David Bennent var et fund til rollen som Oskar, drengen med de store, stirrende øjne, det genstridige blik og den lettere forvrængede fortællerstemme, der nok er et barns, men alligevel for dyb til at være et barns.

Oskar ser på de voksnes verden og nægter at være en del af den nazistiske komedie. Hans tromme og hans stemme bliver hans eneste forsvar mod de voksnes forskruede ideer. Oskar holder op med at vokse, da han er tre år, og forbliver så lille, at han ser alt det, de voksne ikke ser.

Et bizart talent
Hans bizarre talent - at kunne splintre glas med sin stemme - bliver hans svar på de voksnes bizarre verden, og som byen Gdansk/Danzig er han både tysk og polsk.

Hans mor, der er kasjub, elsker både tyske Alfred Matzerath og polske onkel Bronski. I grænselandet er der nogen, der har noget kørende med to på én gang.

Om familien Matzerath bliver der sagt, at den ikke er polsk nok til polakkerne og ikke tysk nok til tyskerne. Oskar vedkender sig sine slaviske rødder, men er alligevel nødt til at flygte til vestpå efter 1945.

I dag er den tysk-polske dobbeltkultur væk i Gdansk. Det var sådan, det skulle være.

Byen bestod ikke det 20. århundredes eksamen. Men gæsten kan glæde sig over, at det polske efterkrigsregime i det mindste lod byen vende tilbage til sin fortid.