700 kilometer er der mellem Lübeck i Slesvig-Holsten og byen Gdansk i Polen. Engang lå de to byer i det samme land, Tyskland. Dengang hed Gdansk Danzig. Efter Første Verdenskrig blev Danzig udskilt fra Tyskland og oprettet som en selvstændig bystat med 400.000 tyske indbyggere og 16.000 polske. Det sluttede i 1945.

Alle tyskere blev fordrevet fra byen - hver og én. Medmindre de fralagde sig den tyske identitet og søgte tilbage til deres kasjubiske rødder - hvad en del af dem gjorde. Kasjuberne er et vestslavisk folk, der i moderne tid blev assimileret i enten den polske eller den tyske kultur. Günter Grass’ mor var af kasjubisk oprindelse.

Den unge Grass var en af de 400.000 tyskere, der efter 1945 blev erklæret for fremmede i deres egen hjemby. Da Nazi-Tyskland brød sammen i foråret 1945, var Günter Grass indkaldt det tyske luftvåben, og han endte i amerikansk fangenskab i Bayern. I 1946 blev han løsladt og først ansat som landarbejder. Derefter kom han i lære som stenhugger i Düsseldorf.

Sine forældre genså han først to år efter krigen. De boede på det tidspunkt - ligesom millioner af andre flygtninge fra de tyske østprovinser - under kummerlige forhold i det vestlige Tyskland. Et lille utæt værelse ved siden af en stald på en gård ved Rhinen. Her betragtede de lokale rhinlændere Danzig-flygtningene som udlændinge.

Fra 1948 til 1952 studerede Günter Grass på det renommerede kunstakademi i Düsseldorf, og fra 1953 til 1956 var han elev på Hochschule für Bildende Künste. Senere landede han i Lübeck, og det var ikke helt tilfældigt.

Hanseatiske gavlhuse
“Lübeck har altid været den by i efterkrigstidens Tyskland, der mindede mig mest om det gamle Danzig. Teglstensgotikken, de hanseatiske gavlhuse, beliggenheden lidt inde i landet med en beskyttet havn og vandveje forbi middelalderkernen. Her har jeg altid følt mig hjemme”, sagde Günter Grass til journalister, da Günter-Grass-Haus åbnede for snart 20 år siden.

Der findes mange permanente markeringer af tyske forfattere rundt omkring i Tyskland. Langt de fleste er blevet oprettet posthumt - altså efter forfatternes død. Det unikke ved Günter-Grass-Haus i det indre Lübeck er, at det blev etableret, mens Günter Grass stadig var i live og langtfra havde kulmineret rent kunstnerisk. Det var i 2002.

Man finder Günter-Grass-Haus på adressen Glockengiesserstrasse 21 - inde i en af de baggårde, som Lübeck er kendt for. Det er en attribut, som Lübeck deler med Flensborg. Uden at fornærme byer som Kiel, Neumünster eller Norderstedt kan man vel nok tillade sig at sige, at Lübeck og Flensborg er de kønneste i klassen i kategorien med de største byer i delstaten Slesvig-Holsten.

Lübecks baggårde ligger gemt bag husenes facader ud til gaderne Engelswisch, Engelsgrube, Glockengiesserstrasse og rundt omkring domkirken i den game bykerne.

Som i filmen
Günter-Grass-Haus fortæller en grundig historie om den alsidige kunstner, der var leverandør af både litteratur og kunst. Her Glockengiesserstrasse 21 opbevares og udstilles over 1400 illustrationer bestående af litografier, raderinger, tegninger, akvareller og manuskripter fra Grass’ rejseskrivemaskine eller pen. Her er også et omfattende forskningsbibliotek, et mediearkiv og håndskrifter af forfatteren, der døde i 2015 i en alder af 87 år. 

Før man kommer ind i den litterære afdeling, kommer man gennem en købmandsbutik, en “Tante Emma-Laden”, som tyskerne lidt nostalgisk kalder en gammeldags kolonialhandel. En henvisning til den lille forretning, Günter Grass’ forældre drev i Danzig-bydelen Langfuhr, der i nutidens Gdansk hedder Wrzeszcz og er noget sværere at udtale for os, der har et germansk sprog som modersmål.


Kendere vil huske købmandforretningen fra Günter Grass’ litterære gennembrud Bliktrommen fra 1959 med beretningen om dværgen Oskar Matzeraths opvækst i Hitler-tidens Tyskland. Eller fra filmatiseringen knap 20 år senere. Her ligger en stabel kopier af Oskars bliktromme. Her findes Danzigs byvåben. En “Danziger Einwohnerbuch” fra 1942 med familien Grass noteret under Labesweg nummer 13. I dag hedder gaden Ulica Lelewela, men huset, hvor Günter Grass boede, står endnu, og der står en mindetavle foran huset. Også i det nu polske Gdansk markerer man det berømte bysbarn, der - siden han forlod det tyske Danzig i 1944 - blev både æresborger i byen og nobelprismodtager litteratur.


På hylderne i købmandsforretningen i Günter Grass-Haus står også emballage og indpakning fra Palmin-stegefedt, Schwan-Seife og Persil-vaskepulver, som det tog sig ud i 1930erne og 1940erne.

Skulpturer i gården
En særlig attraktion er den lille skulpturhave i baggården med Grass’ bronzeskulpturer, hvor man blandt andet finder værkerne Sieben Vögel og Der Butt im Griff. Det sidste er en udgave af den 2,30 meter høje hånd, der holder en helleflynder, og den vil mange i det dansk-tyske grænseland sikkert kende fra Sønderborg, hvor skulpturen står ved Sønder Havnegade.

Historisk rum
I 2012 kom et nyt udstillingsrum til i huset i Lübeck. I 2007 udsendte Günter Grass ungdomserindringerne Beim Häuten der Zwiebel (Steidl Verlag), der i 2007 kom i den danske oversættelse Når løget skrælles (Gyldendal).

I bogen gik Grass til bekendelse: Som 15-årig havde han meldt sig frivilligt som soldat, og som 17-årig blev han optaget i de nazistiske elitetropper Waffen-SS. Bevares, Günter Grass har formentlig været en naiv yngling på det tidspunkt, men mange fandt det ejendommeligt, at Grass først fortalte om denne del af sin fortid på så sent et tidspunkt.

Især på den baggrund, at Grass i et halvt århundrede ikke havde haft noget imod at være Tysklands moralske fyrtårn og havde angrebet landsmænd, der ikke blot havde været på den forkerte side, men også på den rigtige side. Konrad Adenauer for eksempel, Forbundsrepublikkens første kansler. Grass sammenlignede Konrad Adenauer med DDRs førstemand Walter Ulbricht. I modsætning til Grass havde Adenauer dog aldrig været fedtet ind i nationalsocialismen.

Walesa i offensiven
Det var ikke kun Grass’ landsmand, der syntes, at det var for meget af det gode, at Grass havde været med i Waffen-SS - eller i det mindste ikke havde lagt det frem tidligere. Lech Walesa - grundlæggeren af Solidarnosc, den første frie fagforening i den tidligere østblok - var leder af 1980-strejken blandt værftsarbejderne på værftet i Gdansk og dermed en slags bysbarn med Günter Grass. Walesa var ligesom Grass blevet udnævnt som æresborger i Gdansk og ligesom Grass også nobelprismodtager.


Lech Walesa udbad sig en forklaring fra Grass: Hvorfor søren der var gået så lang tid, før Grass havde hostet op med sandheden? Til den polske tv-station TVN24 sagde Walesa, at han umuligt kunne være æresborger i en by på linje med en mand, der aktivt havde taget del i det nazi-tyske terrorregime. Waffen-SS var skyld i Lech Walesas fars død, så derfor måtte enten Walesa selv eller Grass give afkald på æresborgerskabet, lød beskeden.

Günter Grass sagde dog, at han ikke havde til sinds at aflevere sit æresborgerskab. Grass’ begrundelse i ARD-udsendelsen Wickerts Bücher var, at han allerede på et meget tidligt tidspunkt havde engageret sig i forsoningen mellem polakker og tyskere. Og Walesa gjorde heller aldrig alvor af sine trusler.

I det nyeste udstillingsrum i Lübeck fortælles om Grass’ mange politiske aktiviteter, også nogle af de skandaler, hvor han kom i søgelyset. Og her diskuteres Grass’ eget forhold til nationalsocialismen.

Det virker ekstra slående, når man i Günter-Grass-Haus kan læse et citat fra romanen Im Krebsgang (Steidl Verlag, 2002) - dansk oversættelse: I krebsegang (Gyldendal, 2002):

Historien er - skrev Grass som “et forstoppet lokum. Vi skyller og skyller, men lortet kommer op alligevel”. I Gdansk tog man dog aldrig æresborgerskabet fra Grass. Dertil var hans kunstneriske og tysk-polske fortjenester for store. Grass blev endda æresprofessor på universitetet i sin fødeby.

Elskede Møn
Israel fik Grass til gengæld et noget anstrengt forhold til, da han i digtet Was gesagt werden muss i 2012 fra en tysk vinkel kritiserede, hvad han opfattede som Israels atomare trussel mod Iran.

Nej, så gik det mere fredeligt til i forholdet til Danmark. I et bindingsværkshus med stråtag ved Ulvshale Strand på Møn holdt Günter Grass i mange år sine sommerferier. Her lejede han sig ind i det gamle bondehus på stedet og var dejlig fri for offentlig bevågenhed. Her fik kun få journalister adgang til et interview med ham. En af de få var Jens Martin Roelsgaard fra Møns Tidendes lokalredaktion i Stege.

“Min redaktør og jeg snakkede om, at vi ville prøve at lave et interview med ham, når nu vi alligevel havde fået melding om, at han var til stede. Så jeg tog derud. Mit tysk var under al kritik, men vi forstod hinanden alligevel”, fortæller Jens Martin Roelsgaard.

Kantareller
Under interviewet opdagede Jens Martin Roelsgaard mennesket Grass, som viste sig at være glad for svampe. Han kunne godt lide at komme til Møn, når svampesæsonen var på sit højeste, og favoritten var Karl Johan og kantareller, kunne Ekstra Bladet oplyse i forbindelse med Grass’ død i 2015.

“Han fortalte os, at han vidste et rigtig godt sted, men han ville sgu ikke ud med præcis hvor”, siger redaktør Svend Klarskov fra Stege.

I Günter-Grass-Haus bedrives der videnskabelig forskning, og aktiviteterne var - mens Grass endnu levede - uafhængige af forfatteren og personen Günter Grass. Før stedet blev indrettet til et museum og et dokumentationscentrum, havde Günter Grass sit sekretariat og sit omfattende arkiv i huset. Selv boede han aldrig i selve hansestaden Lübeck. Fra 1986 til sin død i 2015 holdt han til i landsbyen Behlendorf lige syd for Lübeck.

I dag er huset en del af Lübecks offentlige museer, der drives af Kulturstiftung Hansestadt Lübeck.

Digital udstilling
En digital udstilling tager gæsterne med ind i universet i Günter Grass’ debutroman Die Blechtrommel (Steidlel Verlag, 1959 - på dansk: Bliktrommen, Gyldendal). Her kommer vi helt tæt på romanens hovedperson, Oskar Matzerath, der vender sig mod de voksnes vanvittige verden og nægter at blive stor. Han slår på tromme og skriger, så spejle og vinduer går i stykker. Vi oplever nazismen gennem barnets øjne - alt sammen meget absurd. Men det var jo det, der var. Absurd.


Og inden man ser sig om, kan man komme til at forlade det aflange by-grundstykke, der rammer et andet grundstykke, som huser endnu et museum for en nobelpristager, der blev født i Lübeck - nemlig den afdøde SPD-politiker og forbundskansler Willy Brandt. Willy-Brandt-Haus ligger i et patricierhus på Königstrasse 21.

  Som de fleste litteraturinteresserede vil vide, kan Lübeck mønstre endnu en nobelprismodtager, forfatteren Thomas Mann, hvis biografi og historie fortælles i Buddenbrookhaus i Mengstrasse 4. Dette museum er dog ved at blive renoveret og udvidet og genåbnes efter planen tidligst i 2024. Indtil da vises en del af den permanente Thomas Mann-udstilling i Museum Behnhaus Drägerhaus, Königstraße 89.

I øvrigt findes i gaden Engelsgrube “Haus Hansestadt Danzig” med et museum, der fortæller om Danzigs historie frem til 1945 og giver et indtryk af den by, Günter Grass kom fra.

  Günter-Grass-Haus
Glockengiesserstrasse 21
Lübeck

Åbent mandag til søndag klokken 10-17 (fra 1. april til 31. december) og tirsdag-søndag klokken 11-17 (fra 1. januar til 31. marts).

  Biografi
• Günter Grass, 1927-2015, tysk forfatter og grafiker. Med sin første roman, Die Blechtrommel (1959, dansk: Bliktrommen, 1961), slog Grass sin og den tyske efterkrigslitteraturs betydning fast. Günter Grass blev født i den dengang overvejende tyskorienterede fristad Danzig (Gdansk), var en kort tid soldat og blev siden billedhugger og grafiker.

• Som kunstner koncentrerede Günter Grass sig om akvareller og skulpturer. Som forfatter var han lyriker, dramatiker og prosaist, mest berømt som det sidste. Bliktrommen, Katz und Maus (1961, dansk: Kat og mus, 1963) og Hundejahre (1963, dansk: Hundeår, 1965) dannede tilsammen Danzigtrilogien, der i en blanding af naturalistisk præcision og grotesk fabuleren berettede om Tysklands katastrofale historie i 1900-tallet.

• Danzig-universet følger Günter Grass i senere romaner, også når deres handling er mere aktuel - som i Örtlich betäubt (1969, dansk: Lokalbedøvet, 1970) om studenteroprøret eller Unkenrufe (1992, dansk: Ildevarsler, 1992) om visse følger af den tyske enhed - eller når handlingen vider sig ud til historiske panoramaer som i Der Butt (1977, dansk: Flynderen, 1978), en slags kønnenes og ernæringens kulturhistorie, eller Die Rättin (1986, dansk: Rottesken, 1986), en vision af menneskets selvforskyldte undergang.

• Med Ein weites Feld (1995, dansk En længere historie, 1996) forlod Günter Grass for første gang Danzig og henlagde handlingen til Berlin efter den tyske genforening 1990, dog ikke uden igen at trække linjer tilbage til forfatteren Theodor Fontane.

• Fra 1960erne engagerede Günter Grass sig i politik, især som anbefaler af socialdemokraten Willy Brandt. En beretning om denne indsats er Aus dem Tagebuch einer Schnecke (1972, dansk: Af en snegls dagbog, 1973).