Mest læste
[Litteraturessay]

1 - Litteraturessay
Alsidighedens affektion
2 - Litteraturessay
Krimi, viden og kultur
3 - Litteraturessay
Interview med Theis Ørntoft
4 - Litteraturessay
At finde en form til sin vrede
5 - Litteraturessay
»Jeg har ikke matematiske evner nok til at skrive en krimi«
6 - Litteraturessay
Den Litterære Rebel
7 - Litteraturessay
Interview med Sofie Kluge
8 - Litteraturessay
Hur kommer man på nånting sånt här?
9 - Litteraturessay
Ernesto Dalgas; Modernitetens apokalypse
10 - Litteraturessay
Mosaikkens fortælling

Nøgen ned ad Ballerup Boulevard

- Nøgen ned ad Ballerup Boulevard

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

I 2015 blev Karen Fastrup psykisk syg. Forfatteren fik en voldsom  psykose udløst af flere livskriser, og de efterfølgende to år gik hun ud og ind af det psykiatriske system i Danmark.

  I dag er hun rask.

I sin nyeste bog, Hungerhjerte, blotter hun sig helt og totalt og det med noget så tabubelagt som en psykisk sygdom. Bogen er autofiktion og blander dermed fiktion og fakta. Den er kendetegnet ved at være en mellemting mellem en skønlitterær roman og en selvbiografi i klassisk forstand.

Men - og der er et ‘Men’: Hovedpersonen i bogen hedder Karen.

- Det var ikke noget nemt valg at træffe, siger Karen Fastrup.


Karen Fastrup - foto: Hans Christian Davidsen (c)

- Jeg havde kunnet skjule mig selv ved at give hovedpersonen et andet navn. Men det valgte jeg helt bevidst ikke at gøre. Når hovedpersonen har mit eget navn, er jeg meget mere presset til at fortælle hudløst og ligefrem. Jeg er nødt til at gå ‘all in’, og det tror og håber jeg, at der er kommet en bedre bog ud af, siger Karen Fastrup.

Privatliv
Karen Fastrup beretter om, hvordan hun har skrevet sig ud af en skamfølelse.

  - Skammen blev en motor. Ved at give romanens hovedperson mit eget navn opstod der noget forpligtende. Der var ikke noget filter. Jeg kunne give den fuld gas, siger Karen Fastrup.

Bogen begynder med, at hovedpersonen Karen løber nøgen ud på Ballerup Boulevard. Vred, bange og forvirret. Hun har fået ‘en hvinende kugle i hovedhøjde’. Hun kan ikke trække vejret, og hun kan ikke længere holde sit indre vilddyr nede under den udspændte hud.

Karen er ankommet til den psykiatriske akutmodtagelse.

Hun havde håbet at få en af de ‘finere’ og accepterede diagnoser som bipolar, men endte med at blive diagnosticeret for borderline og dermed mangle en identitet. Det værste, der kunne ske for hende. Hun havde netop brug for en identitet.

Lægejournaler med i romanen
I Hungerhjerte inddrager hun autentiske passager fra de psykiatriske journaler, med stavefejl, forkert kommatering og hele moletjavsen. Hendes eget sprog kommer dermed til at stå som en stærk og virkningsfuld kontrast til det kliniske og kølige lægesprog. Kontrasten viser, hvor forskellige opfattelse, der kan være af det samme. Den syge ser det anderledes end lægerne.

- Jeg er ikke ude i noget antipsykiatri her, for jeg mener, at psykiatrien kan noget. Den har nogle hensigtsmæssige kategorier. Når psykiatrien opererer med bestemte kasser, er det nemmere at forstå og behandle. Men psykiatrien er også reduktionistisk. Den kan godt være en spændetrøje, siger Karen Fastrup.

Knausgård har en pointe
Selvfiktionen er oppe i tiden. Det skyldes blandt andre den norske forfatter Karl Ove Knausgårds bøger, hvor han én til én skildrer sig selv og sin samtid. Knausgård mener, at nutiden er så gennemfiktionaliseret, at det ikke længere er en forfatters opgave at skrive fiktion. Alt er fortalt i film og romaner, at vi næsten ikke kan komme længere ad den vej. Karen Fastrup mener, at nordmanden har en pointe.

- Vi har så mange skabte fortællinger, og vi kan alligevel aldrig putte virkeligheden ned i en bog. Den vil altid være filtreret alene af den grund, at der findes så mange bevidstheder. Der er dog også masser af fiktion i min bog. Jeg er for eksempel aldrig løbet nøgen ned ad Ballerup Boulevard, siger Karen Fastrup.

Skrivekrise
Efter at have været to år i Tanzania ramlede Fastrup ind i en skrivekrise. En overgang frygtede hun, at hun havde mistet sproget og aldrig ville kunne skrive igen.

Da hun begyndte på Hungerhjerte, var hun endnu ikke rask.

- Angst er ufattelig vanskeligt at beskrive for mennesker, der ikke har prøvet at have haft angst. Store dele af bogen er skrevet, mens jeg var indlagt og bare det at få hul på sproget, har været helende i sig selv.

Da Karen Fastrup på Flensborg Bibliotek drøftede sin bog med publikum, ville en af tilhørerne vide, om hendes bog havde gjort indtryk på mennesker, der repræsenterer det psykiatriske system.

- Der kommer faktisk mange fra psykiatrien og siger til mig, at bogen har gjort et stort indtryk på dem. Det føler jeg mig næsten helt skamfuld ved at sige. Skønlitteraturen kan bidrage til noget, som faglitteraturen ikke kan - for eksempel med fortællingen om, hvordan det føles at have angst, og hvordan det føles at være psykisk syg. Det har psykiatrien brug for at forstå, mener forfatteren.

Stempel i panden
Et spørgsmål, som mange rejser: Er der sket en over-patologisering? Har vi efterhånden diagnoser for alt?

- Man er blevet bedre til at stille diagnoser, og mange flere mennesker får hjælp. Alligevel findes et stort tabu omkring psykisk sygdom. Det er ikke noget, man udbasunerer i offentligheden. Med et diagnosestempel i panden risikerer man let, at mennesker lægger afstand til én. Jeg var på et tidspunkt ved at date på Tinder, og da stemningen var sådan lidt oppe at køre, tænkte jeg, at nu var lejligheden til at sige det: Jeg fortalte så, at jeg havde haft en psykisk sygdom. Det fik ham til at bakke ud. Han sagde ligeud til mig, at her måtte vi stoppe, for ‘det turde han ikke binde an med’, husker Karen Fastrup.

Når psykisk sygdom er et et tabu, er der ingen gruppe, der stiller sig op offentligt og taler sin sag højt i den offentlige debat. Det er nok også en væsentlig grund til, at psykiatrien er så underprioriteret, mener hun.

pil op
Forrige essay
« Jeg var vred på Danmark «
Næste essay
Ikke flere essays