Inden for de seneste fem-ti år er en bølge af skønlitteratur om grænselandet skyllet ind over det danske bogmarked.

Man behøver blot at nævne forfattere som Pernille Juhl, Karsten Skov, Anna Elisabeth Jessen, Erling Jepsen, Keld Conradsen og Hans Schmidt Petersen på den sønderjyske side. Rolf Erbst, Kirstin Deckert, Dorothea Petersen og Helga Küssner har skrevet om deres opvækst syd for grænsen, og Finn Egeris Petersen og Dorothea Petersen har skrevet et par historiske romaner, der foregår i Sydslesvig.

En af de forfattere, der ligger pænt på salgslisterne, er Linda Lassen. En søgning på bibliotekspenge.dk viser, at hun i 2019 fik fik udbetalt et beløb, der kun blev overgået af Erling Jepsen.

Linda Lassen og Pernille Juhl er de to eneste af de nævnte forfattere, der ikke er vokset op i grænselandet. I 2009 flyttede Linda Lassen til Sønderjylland efter i en årrække at have boet i Grønland med sin ægtefælle. Parret havde tidligere boet på Fyn, og Jylland trak.

Valget faldt på Gråsten.

Er I hjemmetyskere?
- Jeg erfarede, at det at flytte til Sønderjylland var noget helt andet end at flytte til andre områder i Danmark. Jeg har flyttet en del i mit liv, så jeg har noget at sammenligne med. I Slagelse kan man godt bo uden at kende byens historie. Det samme med Nyborg, Odense og så videre. Sådan er det ikke i Sønderjylland. Her er koder, som det er en fordel at kende, siger Linda Lassen.

Da hun og husbonden havde boet i Gråsten i et par uger, fik de besøg af naboen, der kom med en flaske vin og ville hilse på.

- Naboen blev budt indenfor, og da han trådte ind, pegede han på vores dørmåtte, som vi netop havde købt syd for grænsen, udbrød han: “Nå, I er fra det tyske mindretal!”, fortæller Linda Lassen - hun spurgte forbavset, hvad han dog mente: “Jo, moin er jo den tyske stavemåde for mojn”, forklarede naboen.

Familiehistorierne
- Noget andet, der fylder, er familiehistorierne. Man kan ikke tale med en eneste fra Sønderjylland uden, at der i vedkommendes familie fandtes én, der faldt i “den store krig”, deserterede, gemte sig eller kom hjem fra krigen som invalid. Eller en bedstefar, der var på “den forkerte side.” Under Anden Verdenskrig eller sad som »”landsforræder” i Faarhuslejren efter 1945. Der var heltehistorier, man gerne fortalte om, og der var alt det, man tav om. Derfor var noget så uskyldigt som en dørmåtte alligevel ikke helt så uskyldigt alligevel, og jeg blev nysgerrig efter at knække koderne, siger Linda Lassen.

Med “den store krig” mener sønderjyderne Første Verdenskrig.

Sønderjysk debut
Men sko må jeg ha’ (Hovedland, 2014) blev hendes sønderjyske debut. Bogen en en semi-dokumentarisk roman om vandrerlærerinden Henriette Gubi, der i preussertiden gik fra hjem til hjem i Nordslesvig og underviste børn i dansk sprog og kultur.


Efter at have udsendt en række børnebøger og voksenromaner - blandt andet Håbets år (Hovedland, 2011) om Gertrud Rask og Hans Egede, der rejste til Grønland som missionærer - blev hun af forlæggeren Steen Piper fra Hovedland spurgt, om hun havde mod på at skrive endnu en historisk roman, der havde referencer til Sønderjylland.

“Det tør jeg ikke”, var hendes første reaktion. Den sønderjyske historie var for kompliceret, mente hun.

Uvidenhed gav et puf
Men “lige dele uvidenhed, nysgerrighed og skrivetrang” gav hende alligevel et puf til at skrive Men sko må jeg ha’.

- Jeg mærkede hurtigt, at man ikke kunne bo i Sønderjylland uden at have en nogenlunde viden om landsdelens historie. Derfor gav jeg mig til at læse - mest fagbøger. Undervejs stødte jeg på Henriette Gubi og syntes, at hun kunne være spændende at udforske, siger Linda Lassen.

I romanen optræder bondesønnen Knud, der i 20 år gemmer sig på sin fars gård, forelsker sig i tjenestepigen og får børn med hende. Knud var optant - det vil sige en af de nordslesvigere, der for at undgå preussisk militærtjeneste valgte at tage dansk statsborgerskab, men blive boende i Nordslesvig. Hver femte nordslesviger var optant, og mange blev i stort omfang udvist til kongeriget Danmark i årtierne efter 1864.

Linda Lassen læste om Knud i den sønderjyske politiker og redaktør H.P. Hanssens erindringer. - H.P. Hanssen kalder ham for “en forkælet bondesøn”, men jeg blev så berørt af hans skæbne, at jeg bare måtte gøre ham levende.

Faglitteraturens begrænsning
Som tilflytter har Linda Lassen læst sig gennem flere hyldemeter faglitteratur om historien i Sønderjylland og Sydslesvig. Efter Men sko må jeg ha' udsendte hun i foråret 2019 Tysklandsarbejderen - Frederiks valg og et halvt år senere Jens og Marie - en genforeningsroman (begge på Hovedland). Tysklandsarbejderen - Frederiks valg er en roman om en ung mand, der under besættelsen fra 1940 til 1945 var en af de 100.000 danske mænd, der tog arbejde i Nazityskland i perioden. Den anden roman er en dokumentarisk skildring af Flensborg Avis' redaktør Jens Jessen (1854-1906) og hans hustru, Marie (1859-1935).


- Jeg synes, skønlitteratur giver noget, faglitteraturen som regel ikke gør. Jeg overlader ikke til faghistorikerne at skrive om historiske temaer og tidsperioder. Efter min mening udvikler man via fiktionen en forståelse for det enkelte mennesker i en bestemt tid. Der er større mulighed for at øge refleksionerne om for eksempel krigens (u)nødvendighed, hvis man har ladet sig følelsesmæssigt involvere, siger Linda Lassen.

Hvorfor tror du, at vi lige nøjagtigt nu oplever den bølge af skønlitteratur om og fra det dansk-tyske grænseland?
- Der er jo nogle historiske markeringer. Der var 1864 og Første Verdenskrig og nu 100-året for genforeningen. Det har naturligvis været med til at skærpe opmærksomheden, siger Linda Lassen - og tilføjer et mere generelt aspekt:
- Måske begyndte det med tvillingetårnenes fald i 2001. Den ydre fjende, som vestligt orienterede demokratier pludselig så sig truet af, fik mennesker til at rykke sammen om det, de kendte og var trygge ved. Dermed steg behovet måske også for at kende det, der var “vores”, og det, der adskiltes sig fra “de andres”. Hvis man ikke kendte sin egen historie, kunne man ikke så godt argumentere mod, at de “fremmedes” kultur og historie var en trussel eller argumentere for, hvad det var, vil ville beskytte.

Søger du bevidst at nuancere begreberne “dansk” og “tysk” i dine bøger?
-Jeg vil nærmere sige, at det er omvendt: At jeg troede, det var enkelt, og da jeg så begyndte at undersøge forholdene nærmere, viste det sig, at det var alt andet end enkelt. Jeg er jo ikke sønderjyde. Jeg plejer at sige at jeg uddanner mig til at blive det. Jeg læser og lytter og forsøger at forstå kompleksiteten.

Min mand og jeg blev ofte spurgt, hvorfor vi valgte at bosætte os i Sønderjylland. Jeg svarede blandt andet: Fordi naturen mindede om den fynske, og fordi her var så mange historier. Hvis folk så lidt forundrede ud, plejede jeg at tilføje: “Min farfar er også fra Als”. Så kom der gerne et smil frem. Men faktisk kendte jeg intet til Als eller min farfars familie. Jeg regnede med som en selvfølge, at han kom fra en dansksindet familie, der havde stemt dansk i 1920 og været mod tyskerne under Anden Verdenskrig. Jeg blev klogere.

Min farmor var vred

Linda Lassen huskede sin farfar som en stilfærdig mand, der passede sit fabriksarbejde. I sin fritid var han ude at stange ål, eller han sad i kælderen og kiggede på ålene, der gik rundt i to stenkar. Han kom mest op fra kælderen, når hendes farmor slog på vandrørene som tegn på, at der var mad, og han virkede uendelig melankolsk.

- Min farmor var altid vred på ham. Hvorfor? Ud over at han var fra Als, vidste jeg to ting om ham: At han havde arbejdet i Tyskland en del af tiden under Anden Verdenskrig, og at han havde en bror, der var faldet på tysk side under Anden Verdenskrig. Men da Men sko må jeg ha’ udkom og blev anmeldt, fik jeg en mail: “Jeg er datter af din farfars lillebror, og min far sagde altid, at din farfar var sådan en livsglad mand, der spillede på violin, og pigerne sværmede om ham”. Det passede bestemt ikke med min erindring om min farfar. Jeg blev nysgerrig, fortæller Linda Lassen.

Hun søgte oplysninger i kirkebøger og folketællinger. Det hun fandt, forklarede hverken hendes farmors vrede eller hendes farfars melankoli. Noget var sket - men hvad?

- Kunne det virkelig være, fordi han havde været tysklandsarbejder? Eller hang det sammen med hans opvækst på Als. der jo foregik i “tyskertiden?”

En gang havde jeg spurgt min farmor om, hvad hun huskede fra Anden Verdenskrig. Hendes svar havde været kort og vredt: “Det vil jeg ikke tale om. De kaldte os forrædere.” Jeg spurgte aldrig igen, men da jeg flyttede til Sønderjylland, kom jeg i kontakt med en gammel dame fra Lys­abild. Da hun hørte, hvem min farfar var udbrød hun: “Familien Lassen var jo tysksindede.” Tysksindede! Det var der aldrig nogen, der havde fortalt mig. Jeg vidste, at en af min farfars brødre var faldet på tysk side, men han var familiens sorte får - og dermed bare en beklagelig undtagelse.


Den gamle dame fra Lysabild havde mange historier om Linda Lassens familie. Hun fortalte om tiden før under og efter Anden Verdenskrig, om det dansk-tyske, om misbilligelsen hvis en dansksindet giftede sig ind i en tysksindet familie, handlede hos en hjemmetysker og hvad, der ellers fandtes af historier i grænselandet.

- Jeg læste erindringer og interviews om og med tysklandsarbejdere. Jeg talte med historikere og fik en fornemmelse af den kompleksitet, der var baggrundstæppet for personer, der som min farfar valgte at blive tysklandsarbejder. Efterhånden begyndte jeg at ane en historie, der var almen interessant, og så gik jeg i gang med at skrive Tysklandsarbejderen - Frederiks valg.

Familiestridigheder
Bogen handler om en hjemmetysk familie, der talte dansk eller alsisk, men ikke tillagde spørgsmålet om det nationale tilhørsforhold den helt store betydning. Skulle det være så hellere det store Tyskland end det lille Danmark.

- Der var mange ting jeg ikke anede. For eksempel at der op til 1920 var der både danske og tyske konfirmationer. Jeg vidste heller ikke meget om, hvor meget det dansk-tyske betød i hver enkelt familie, om hvordan betydningen af at være dansksindet skiftede over tid. Jeg opdagede også, at det med at være nazist havde mange former fra som i Frederiks tilfælde, at man egentlig bare blev medlem af nazistpartiet, fordi de andre rundt omkring var det, til gennemført at sympatisere med nazisternes ideologi.

I Frederiks alsiske familie er der stridigheder. Den yngste bror Laurits og søsterens mand er begge aktive nazister. De andre forholder sig neutrale. Laurits melder sig til Frikorps Danmark - og falder. Frederik bliver på grund af arbejdsløshed og en stor familie, der skal forsørges, tysklandsarbejder. 14 dage efter befrielsen i 1945 bliver han anholdt. Nogle naboer har meldt ham for tyskvenlig virksomhed.

Hovedpersonerne i dine romaner har primært været dansksindede og vinklen har været et dansk syn kontra det tyske - hvorfor?
- Henriette Gubi er ren dansksindet, men Frederiks familie er det jo langtfra. og Jens og Marie - en genforeningsroman handler nok om de dansksindede i den sydlige del af grænselandet, men ikke dem med datidens “politisk korrekte” meninger. Så efterhånden fandt jeg jo ud af, at “dansksindet” var mange ting - dengang som nu. Hvad skete der efter nederlaget i 1864, hvor Danmark blev reduceret til en lilleputstat med en tilsvarende krænket selvopfattelse? I de første år var det protestlinjen, der dominerede, edsnægterne og de, der udvandrede for ikke at komme i preussisk militær.

Unge mænd manglede
- Senere, da en hel generation af unge dansksindede mænd manglede i landsdelen, måtte man sadle om. I 1888 blev det helt forbudt at tale dansk i skolen også i frikvartererne. Men hvis børnene ikke fik lært dansk, ville danskheden dø ud. Noget måtte gøres. Der blev oprettet foreninger, hvis hovedopgave var at bevare det danske sprog: Blandt andet ved at skaffe penge så nordslesvigske børn kom på danske efterskole, og unge kom på danske højskoler. Der blev udgivet danske læsebøger, Børnebladet og Den blå sangbog. Og der blev sendt vandrelærere rundt i Sønderjylland.

Sproget ikke eneste indikator
En af dem var Henriette Gubi, der havde sproget i fokus. Men sproget var ikke den eneste indikator på, om man er dansksindet eller ej. Redaktøren for Flensborg Avis Jens Jessen mente for eksempel, at der i tyskprægede familier også kunne være dansksindede. De vidste det bare ikke - endnu. Derfor var de nødt til at blive oplyst om danske værdier og om preussernes overgreb, men det måtte nødvendigvis ske på det sprog, de forstod, og det var hos mange af dem tysk.

- Da min mand og jeg arbejdede i Nuuk, oplevede vi det samme dillema. Der var grønlændere, der ikke kunne tale grønlandsk, men nok forstå det. Der var andre, der kun kunne tale grønlandsk og måske kunne forstå dansk, men ikke skrive og læse det. De var vokset op under forskellige sprogrestriktioner - nøjagtig som i Slesvig i årene mellem 1848 og 1864, hvor det var danskerne der - det mente blandt andre Jens Jessen - alt for hurtigt og ufølsomt tromlede et krav om at blive dansksproget igennem, til årene efter 1871 hvor preusserne indførte de første sprogrestriktioner for i 1888 helt at forbyde det danske sprog som undervisningssprog.

Jessens fortjeneste

- Nu har der i Danmark været planer om at tvinge nydanske forældre til at tale dansk med deres børn også i hjemmet uanset, om modersmålet er tyrkisk, arabisk, somali eller noget andet. Sproget bliver altså sat lig med sindelag i hvert fald i den politiske kamp. I Grønland gav det sig udslag i, at unge nyvalgte veluddannede landdagsmedlemmer blev mobbet, fordi de ikke kunne tale og skrive på grønlandsk. De blev ikke anset for at være rigtige grønlændere, siger Linda Lassen.

Hvad kan den tids nationalitetskamp sige os i dag?
Foreningsdanmark sejrede. Det, der gjorde, at så mange holdt ved i så mange år, var fællesskabet, og det er vel også årsagen til, at der stadig findes et levende dansk mindretal syd for grænsen. Uden Jens og Marie Jessens arbejde var der nok ikke blevet talt dansk i Flensborg endnu i dag. Jeg tænker, at måske var grænsen også kommet til at gå nordligere, end den gør i dag. De ansatte på Flensborg Avis sad på Jens Jessens tid på en uriaspost, med tyskerne lige uden for døren og i tyskdominerede egne såvel sprogligt som med sindelagsmæssigt. Hvis ikke de havde mobiliseret danskheden via Flensborg Avis, havde der jo ikke været “et mentalt Dannevirke”, der havde holdt danskheden i live i de sydligste og mest truede egne.