Den milde tyran
- Den milde tyran
« TilbageDen norskfødte forfatter Kim Leine har med romanen Rød Mand/Sort Mand ikke blot dristet sig ud i en beskrivelse af det ulige kulturmøde mellem dansk og grønlandsk, men også endnu engang grebet tilbage til historisk stof. Vi kommer næsten 300 år med tilbage i tiden, da den danske konge Frederik den Fjerde sender et skib til Grønland med en udtrykkelig ambition om at gøre øen til en dansk koloni.
Den sorte mand i romanen er den dansk-norske præst Hans Egede, der missionerede blandt inuitterne i Grønland. Den røde mand er åndemageren Aappaluttoqs, der først sætter sin syge søn i pleje hos familien Egede, og som siden må kæmpe for at få sønnen tilbage fra den fordanskning, familien Egede er begyndt på med ham.
Kim Leine folder i bogen Hans Egedes dagbøger ud. Nok er citaterne fra dagbøgerne korrekte, men der er også lagt til og trukket fra. Er Kim Leine ikke bange for det ansvar, der følger med, når han griber ned i den historiske bagage og fiktionaliserer den?
Kim Leine besøgte i september 2019 den fire dage lange litteraturfestival Ord fra Nord, der fandt sted på biblioteker i Sønderjylland og det nordlige Slesvig-Holsten - fra Slesvig i syd til Haderslev i nord. Her fortalte han om arbejdet med Rød Mand/Sort Mand.
Farvet syn på historien
Historikere er som regel skeptiske, når historiske temaer behandles i film eller litteratur. Nok er fiktion netop fiktion, men den kan også være med til at farve seernes eller læsernes syn på historien.
- Jeg er som udgangspunkt romanforfatter og gør, hvad der passer mig. At skrive en roman er dog en årelang proces, så jeg må jo også sige, at jeg altid flytter mig under processen. Hovedparten af handlingen i min bog er taget direkte ud fra kilderne. Der er stort set ikke nogen ting i min roman, som ikke er sket i virkeligheden, siger Kim Leine.
Han erkender i samme åndedrag, at han ikke har brugt synderlig megen faglitteratur i sin research. De primære kilder - især Hans Egedes dagbog - er for Kim Leine langt mere interessante.
Kim Leine har boet 15 år i Grønland. Hans ophold var et litterært projekt. Han tog arbejde som sygeplejerske for at have noget at leve af, men med det mål at vende tilbage til Danmark som en grønlandsk historiefortæller. Karen Blixen drog til en britisk koloni i Afrika. Kim Leine drog nordpå til en tidligere dansk koloni og var ligesom mange andre dansker ikke upåvirket af en underliggende dansk skyldfølelse - en forestilling om, at danskerne har været “rigtig onde” i Grønland. Det mener Kim Leine ikke er tilfældet. Kim Leine hælder mere til, at Danmark var “den milde tyran” i Grønland.
Skyld svær at placere
- Den danske kolonialisme i Grønland kan slet ikke sidestilles med for eksempel den britiske kolonialisme i Afrika, og det er på flere måde det tricky ved det hele. Danskerne tvang ikke inuitterne til at blive kristne. Der fandt ingen systematisk afstraffelse sted i Grønland. Den danske kolonisering af Grønland skete ud fra en devise: I kan beholde jeres sprog og kultur og gøre, som I har lyst til. Men det med lovene og forvaltningen skal vi nok klare. Og det er i virkeligheden det pokkers ved det hele. Hverken grønlænderne eller danskerne ved rigtigt, hvad de skal gøre ved den der “milde tyran”. Det er vanskeligt entydigt at placere en skyld, siger Kim Leine.
Rød Mand/Sort Mand udkom i 2018 og er oplagt at give sig i kast med her i 2019, hvor den amerikanske præsident, Donald Trump, tilbød at købe Grønland - af Danmark.
- USA's magt i Grønland kan ikke stoppes. Amerikanerne optrapper både militært og civilt i landet, hvor det - som det er lige nu - er blevet stort set umuligt at erklære uafhængighed af Danmark. De grønlandske politikere er så bittesmå ved siden af mastodonter som Putin og Trump. Trumps udmelding har både bragt danskerne og grønlænderne tættere sammen og samtidig splittet de to parter inden for rigsfællesskabet. Oftest er det jo sådan i de store internationale forhandlinger, at de små grønlandske politikere sidder bag embedsmændene fra København, som har know-how og ved, hvordan forhandlingerne skal føres - og har de en følelse af lidt at være kørt ud på et sidespor, siger Kim Leine.