Dorthe Nors kunne være irriterende i dansktimerne i skolen. Hun spurgte og spurgte og ville altid diskutere. Når Dorthe Nors tænker tilbage, har hun forståelse for sin tidligere dansklærer. Nogle gange var den yngre Dorthe måske lige lovlig emsig.

- Min lærer sagde til mig, at jeg var dygtig til at skrive, men at jeg manglede dannelse. Det blev jeg først vældig fornærmet over at høre. Men hun havde jo ret, siger Dorthe Nors i dag som 49-årig succesfuld forfatter.

Dorthe Nors var en af forfatterne på litteraturfestivalen Ord fra Nord, der hvert år finder sted på biblioteker i det dansk-tyske grænseland - både i Sønderjylland og i Slesvig-Holsten. Her mødte jeg den danske forfatter, der som få andre har fået et internationalt litterært gennembrud. Det var dog ikke noget, der lå i kortene.

- Jeg kom fra et hjem, hvor der ikke var særligt mange bøger på hylderne. Derfor var det ikke forkert, hvad min lærer sagde til mig: Jeg var ikke vokset op med litteratur. Jeg manglede dannelse, og for at blive dygtig til at skrive skal man selv læse, læse og læse. Men jeg var til gengæld fyldt med nysgerrighed og begær efter litteratur, siger Dorthe Nors.

Efter opvæksten i en lille landsby nord for Herning flyttede Dorthe Nors til Aarhus for at studere litteratur og kunsthistorie. Hun debuterede med romanen soul i 2001 og har senere fået et internationalt gennembrud.

- Hvis man gerne vil respekteres, kræver det, at man respekterer andre og lytter til andres stemmer. Det er egentlig en slags simpel form for karma. På samme måde skal man læse andre forfattere for selv at blive en god forfatter, siger Dorthe Nors.

Hendes store gennembrud kom med novellesamlingen Kantslag i 2008. Få regnede med, at hendes noveller skulle blive til ret meget andet end noget, der kunne læses i gymnasiet. En brite, der havde været ansat på Copenhagen Business School, spurgte Dorthe Nors, om det ikke var en ide at få novellerne udgivet i USA. Her er genren novelle langt mere elsket og respekteret end i Danmark. En væsentlig grund er, at der i USA udgives magasiner i massevis - og i disse blade passer novellen perfekt ind.

Alle døre åbnede sig
Dorthe Nors fik en novelle trykt i tidsskriftet The New Yorker, og så skete det lige pludselig ting og sager. Dorthe Nors’ litteratur blev anmeldt i hele USA og siden solgt til mange lande. Alle døre sprang op for hende. Hendes noveller er i mellemtiden blevet oversat til omkring 30 sprog, blandt andet arabisk, russisk og persisk. Hendes seneste roman, Spejl, skulder, blink fra 2016, er udkommet i 21 lande - deriblandt også Kina, hvor befolkningstallet borger for et vist potentiale.

Nors bor i dag i Ringkøbing. I det vestjyske kan hun gå ture i naturen og lukke alt andet ude, når der er brug for det. Inspirationen kommer sjældent bag en computer, men under en vandretur i den fri luft. Hun har i flere perioder opholdt sig i New York og betragter sig som dobbeltsproget, når det kommer til det at skrive. Al litteratur skriver hun på dansk. Journalistik og essays til udenlandske aviser og tidsskrifter skriver hun på engelsk. For der er forskel. Det danske sprog har cirka halvt så mange ord som det engelske. Engelsk er langt mere præcist, fordi der findes et ord for alting. Det behøver ikke at være en ulempe i den danske litteratur - nogle gange tværtimod, mener Dorthe Nors.

- På dansk har et ord bruges i flere betydninger. Ordets betydning afhænger af den sammenhæng, det indgår i. Det er jo netop vidunderligt i litteratur, når et ord kan tydes på flere måder, siger hun

- En roman skal man som forfatter kunne leve med i mange år, fordi den kræver så megen research. Derfor skal man til en roman vælge en hovedperson, som man kan holde ud af at være sammen med i længere tid. Vælger man en psykopat som hovedperson, skal man huske, at man kommer til at leve med figuren i tre til fire år. Jeg kender forfattere, der har låst deres manuskript med en usympatisk person inde i et skur for at komme på afstand af den. Sådan er det ikke med novellen. Her kan man hurtigere lægge teksten fra sig og derfor ikke blive så påvirket af den, siger Dorthe Nors.

Hun bruger sig sanseapparat hele tiden, siger hun. At det ikke blot er en påstand, får jeg sandsynliggjort, da jeg går ud i september-solskinnet med hende. Foran A. P. Møller Skolen i Slesvig får jeg lokket fem minutters fotosession ud af hende, og hun bemærker med det samme, at træerne foran skolen er bundet op med tov.

- Det er pudsigt. Da jeg boede i København, gik jeg ofte en tur forbi A.P. Møllers hovedsæde, og her var  alle træerne også bundet op. Gad vide, om det var noget skibsrederen ville have? Det er som om, træerne er bundet fast, så de ikke skal løbe nogen steder. Det vil man kunne bruge i et budskab til de elever, der går på skolen. Jeg vil sige til dem: “I har lov til at vokse frit. I skal ikke lade jer binde fast ligesom træerne udenfor, men finde jeres egen vej her i livet.”

Liv kan ikke planlægges
Et liv kan ikke planlægges. Det går som regel en anden vej end det, man lige syntes var meningen, mener Dorthe Nors. Tiden er et fænomen, som hun flere gange vender tilbage til.

- Vi er født i tid. Vi bliver født som babyer, vokser op, bliver unge, så voksne, måske forældre og bedsteforældre, og en dag skal vi bort. Sådan er det. Vi er hele tiden i forskellige situationer, og tid er mere vigtig, end vi går og tænker på. Mennesker, der ikke har en fremtid foran sig, er mere triste. De har ikke noget at miste. Fortiden spiller også en væsentlig rolle. Mennesker, som bare bevæger sig fremad uden at bruge deres erfaring, ender som oftest med at ødelægge sig selv. Så tiden er en væsentlig faktor, siger hun.

Dorthe Nors springer tilbage til dengang, hun var 15 år. Da besøgte hun Slesvig for første gang. Med skolen var hun på besøg på museerne på Gottorp Slot, hvor hun kan huske, at der lå en død mand - et moselig. Mere kan hun ikke huske.

- I den tid havde jeg som 15-årig nogle helt andre ting i tankerne: Er jeg god nok? Er jeg med i gruppen sammen med de andre? Er mit tøj tjekket nok? Fortvivl ikke. Med alderen bliver man mere og mere ligeglad med den slags ting. Litteraturen beskæftiger sig gerne med mennesker, der ikke passer ind, og der jo ingen mennesker, der passer 100 procent ind. Vi skjuler det bare for hinanden for ikke at blive udskammet af de andre. Men i litteraturen kan vi få det ud. Her er mulighed for at fortælle om alle mennesker, der på en eller anden måde ikke passer ind i samfundet eller samspillet med andre mennesker. Vi tænker nok ikke så ofte på, at det vi hver især har inde i hovedet af erindringer, er vi alene med. Der er ingen andre, der kender alle de erindringer, der er med til at forme og og gøre os til de mennesker, vi er, siger Dorthe Nors.