Anna Elisabeth Jessen har fået en romandebut, mange førstegangs-forfattere blot kan drømme om. På bibliotekerne er der ofte ventelister til hendes roman Om hundrede år, der er udkommet i flere nye oplag. I hundrede små kapitler beretter hun fra Sønderjylland, den nordlige del af grænselandet mellem Danmark og Tyskland - eller Nordslesvig, som flere af romanens personer kalder deres hjemegn.

For 100 år siden var Nordslesvig en gængs betegnelse for den egn, vi i dag kender som Sønderjylland - området syd for Kongeåen og grænsen, som den blev trukket i 1920. Møder man i dag en person, der siger, at han eller hun er “nordslesviger”, vil vedkommende opfatte sig som en del af det tyske mindretal. De fleste dansksindede i området vil sige, at de er sønderjyder. Men Anna Elisabeth Jessen siger, at hun inden for de seneste år har mødt flere og flere dansksindede sønderjyder, som siger, de er nordslesvigere.

- Min egen far har også sagt det for dermed at fremhæve, at man i Sønderjylland ikke er dansk på den samme måde som danskere i resten af landet. For de gamle i området er det en måde at sige på, at man hverken er helt dansk, tysk, sønderjysk, men noget andet. Jeg tror, det hænger sammen med, at man især i København har den opfattelse af Sønderjylland som et stykke udkantsdanmark. Sådan opfatter sønderjyderne ikke selv det område, de bor i. Her har man en åbning mod Europa og mod Tyskland, og der er ikke særlig langt til Hamborg. Den holdning, man møder i København, er i virkeligheden dybt provinsiel, siger Anna Elisabeth Jessen.

- Sønderjyder synes generelt ikke, at de i resten af Danmark forstår, hvad det vil sige at bo i et grænseland, tilføjer hun.

Gemt væk på loftet
Anna Elisabeth Jessen har i mange år boet og arbejdet i København - blandt andet som filmdokumentarist og medarbejder ved Danmarks Radio. Men da der for godt 20 år siden ingen andre arvinger var til slægtsgården i Hoptrup syd for Haderslev, overtog Anna Elisabeth Jessen gården sammen med sin mand - der er københavner.

På gårdens loft fandt hun noget, der havde været gemt væk i mange år. På inderloftet fandt Anna Elisabeth Jessen et stort skab, som hun først troede var loftspaneler. Her gemte familien krigskorrespondance fra Første Verdenskrig sig. Bedstemoren havde gemt korrespondancen væk. Den skulle ikke ses eller hentes frem, men heller ikke smides ud.

Det var denne stak breve, der satte Anna Elisabeth Jessen i gang med at skrive den sønderjyske slægtsroman, der begynder ved verdenskrigens udbrud i 1914 og slutter nøjagtigt 100 år senere. Hvert afsnit i bogen er en beretning fra hvert år og ofte med forskellige personers synsvinkel.

Der er noget, der er større
I romanen dør den dansksindede soldat Hans i tysk krigstjeneste på slagmarken, og hans person hænger i de efterfølgende årtier som en skygge over familien. Slægtsgården tilfalder i stedet for søsteren Helene, der gifter sig med Marius, der er både døv og blind af krigen.

- Ham skal resten af familiemedlemmerne hele tiden forholde sig til. Der er hele tiden noget, der er større, nemlig “den store krig”, og derfor kommer børnene til at forkrøble. Kun et af børnene bliver gift. De fire øvrige forbliver ugifte. En af dem, Aage, er et rigtigt krigsbarn. Han er utryg og tisser i sengen. De to søstre har lyst til noget andet end det lokale samfund. Den ene bliver bibliotekar, og den anden vil rejse. Niels bliver fysisk handicappet, men tager revanche, da han involverer sig i Anden Verdenskrig. Jeg husker det fra min egen familie, hvor der hang et portræt af familiens faldne soldat: “Han kåm it hjem”, blev der bare sagt, når vi blev ført ind til portrættet af ham. Og så behøvede man ikke sige mere, husker Anna Elisabeth Jessen.

Man holder det for sig selv
Det dansk-tyske er det gennemgående aspekt i romanen, men der er også landbrugshistorie, danmarkshistorie og kvindehistorie i bogen. Ofte er det romanens kvinder, der åbner sig mod verden uden for Sønderjylland. Mændene bliver i lokalmiljøet og kommer ikke ud af det. Man taler helst ikke om sig selv, og de alvorlige sider af livet er da slet ikke noget, man delagtiggør andre i. Det holder man for sig selv. Noget har ulmet i mange år, for under en herrefrokost helt fremme i 1981 eksploderer det. Der bliver lige pludselig talt lige ud af posen, da familiens herrer bliver inviteret til snaps, øl og mad på en gård, der i generationer har tilhørt medlemmer af det tyske mindretal. Her var der aldrig nogen flagstang.

- Det er nok ikke noget, danskere fra resten af landet har lagt mærke til. Men det har altid spilet en stor rolle i Sønderjylland, hvilke hjem der havde en flagstang og hvilke, der ikke havde. Var der ikke en flagstang foran gården, så var den beboet af hjemmetyskere. Det vidste alle, siger Anne Elisabeth Jessen.

Hemmeligheder
Hendes roman er skrevet i nutid og scenisk. Ting sker her og nu. Dagligdagens fred og fordragelighed kan hurtigt vende.

- I det daglige har dansk og tysk eksisteret side om side og oftest også under fredelige forhold, hvor nationalitet ikke var noget problem. Man vidste, hvem der var hvem, og kom ud af det med hinanden. Men så har det politiske og den store verdens konflikter taget styringen og skåret sig ned gennem hverdagen i landsdelen, siger Anna Elisabeth Jessen.

Hendes Sønderjylland gemmer på hemmeligheder. Der er lig i lasten. Men nye generationer kommer til. I romanens slutning er den næstyngste generation, Johanne, gift med østtyskeren Heinrich, og de har adopteret Loulou fra Kina. Det globale støder sammen med det lokale.

Loulou vil uddanne sig og er allerede langt væk fra Sønderjylland. - Men bedstefaren mener, Loulou “er en af os”. Hun er heller ikke som de andre danskere, siger han. Hun er også nordslesviger, siger Anna Elisabeth Jessen - og lader endnu mere være usagt.

Bogen er også indtalt som podcast med små lydklip, som man kan gratis kan høre på nettet. Om hundrede år er udkommet på Rosinante.