Danmark er både en bondenation og en søfartsnation.

Forfatteren Carsten Jensen mener, at en bondes horisont går til skellet på hans mark. Sømænd derimod - de kommer hjem fra de store have med en viden om, at der findes andre måder at leve på end den, de selv er flasket op med hjemme på land.

Men var der ikke lige andelsbevægelsen og højskolebevægelsen og andre særligt danske fænomener, der udvidede den danske bondes udsyn og demokratiforståelse ganske gevaldigt?

Jo, det er der da, erkender Carsten Jensen. Men han mener nu alligevel, at en sømands udsyn generelt er noget større end en bondes, og selv om Danmark ofte bliver betegnet som en bondenation, så er landet også en søfartsnation. Det er - ifølge Carsten Jensen - bare forsvundet ud af danskernes kollektive bevidsthed.

Betyder det overhovedet noget i dag?

Ja, det mener Carsten Jensen, at det gør. Han kalder det for “et historisk trist hukommelsestab”, når vi glemmer, at Danmark har været en betydelig søfartsnation. Globaliseringen i den tid, vi lever i nu, har et bud til danskerne - et kategorisk imperativ for at udtrykke det som Immanuel Kant (der i øvrigt aldrig satte sine ben uden for sin hjemby, Königsberg):
- Hvad enten vi kan lide det eller ej, er vi nødt til at leve med de fremmede, siger Carsten Jensen.

Lykkelig tid i Marstal
Hans digre roman Vi, de druknede foregår i Marstal på Ærø og fortæller blandt meget, meget andet om en lille by, der havde et vindue på vid gab til den store verden. Mændene drog til søs og kom hjem og havde set noget andet end lillebyen og øen.

Vi, de druknede blev af mange i den litterære offentlighed i Danmark betragtet som et sporskifte i Carsten Jensens forfatterskab. Før bogen udkom i 2006, havde Carsten Jensen primært forfattet rejseskildringer, essays og debatbøger.

Carsten Jensen er født i Marstal og tilbragte en stor - og den lykkeligste - del af sin ungdom i byen, hvor faderen var sømand. Vi, de druknede er 700 siders tætpakket handling fyldt med sømandsskæbner, skrøner og anekdoter om døden, kærligheden og livet i Marstal i det sydfynske øhav og på verdenshavene fra slaget ved Egernførde i 1849 til Anden Verdenskrigs afslutning i 1945.

“Der skal komme en dag, da alle verdens kvinder skal ligge i grøften og skrige på pik, og så skal der ikke gives dem så meget som en tomme!”. Denne sætning overhørte en 17-årig Carsten Jensen i Marstal, da en fordrukken sømand var kommet hjem fra byen uden at få bid på krogen. Sætningen står på side 659 i romanen.

- Den sætning er blevet hængende, og det var den, der satte mig i gang med bogen. Jeg tænkte: Sådan et sprog kunne jeg virkelig godt tænke mig at bruge i min bog. Det fantastiske ved en by som Marstal har været, at livet rykkede tættere på. Sømændene vidste aldrig, om de kom hjem igen, og på den måde blev livet tydeligere, siger Carsten Jensen.

Nogle der har været lige så udsatte som historiens danske sømænd (under Anden Verdenskrig var der 6000 danske sømænd, der sejlede i konvojer på de farlige verdenshave - 1000 kom aldrig hjem), er de “fortvivlende unge og uerfarne” danske soldater, der har gjort tjeneste for den krigsførende nation Danmark i Afghanistan.

Desillusioneret
I romanen Den første sten er hovedærindet en udforskning af, hvad krigen gør ved mennesker og sjæle. Den første sten følger en flok danske soldater, der har meldt sig som frivillige til krigen i Afghanistan, fra ankomsten til Camp Price til den fuldstændige desillusion ved slutningen af det store krigs- og antikrigs-epos.

Carsten Jensen har været en skarp kritiker af Danmarks engagement i Afghanistan. På det danske bibliotek i Flensborg kaldte han Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen for “vores lokale krigsherre” og sagde, at Fogh Rasmussen - da hans regering sendte tropper til det kaotiske land - havde brug for at kunne skrive noget stort på sit cv med henblik på den toppost, han senere fik som Natos generalsekretær.

Før Carsten Jensen drog til Afghanistan - den første gang efter årtusindeskiftet - var han ikke afvisende over for Danmarks deltagelse i krigen mod de lokale Taliban-militser. Men det blev han, da han så, hvad de danske tropper sammen med blandt andre amerikanerne og englænderne var med til at føde af miskmask, korruption, lokumsaftaler og beslutninger vendt mod lokalbefolkningens vilje. Han skrev kritiske artikler først og fremmest i dagbladet Information.

Som en cirkusartist - Jeg følte mig som en cirkusartist, der rider rundt i manegen med en fod på hver hest. På den ene side skrev jeg journalistik og var debattør og stillede spørgsmål på læsernes vegne. På den anden side var jeg romanforfatter og stillede spørgsmål direkte til læserne. I romanen inviterer jeg læserne til at prøve at være i de danske soldaters krop, siger Carsten Jensen.

I den danske debat er Carsten Jensen især af politikere, der taler for engagementet i Afghanistan, blevet bebrejdet at krænke de pårørende til dræbte danske soldater eller være illoyal over for de danske soldater i felten.

“Jeg er ikke pacifist”
- Jeg er ikke pacifist. Jeg mener, der er krige, der kan være nødvendige. Det var for eksempel krigen mod Nazi-Tyskland. Det var også nødvendigt til sidst at stoppe serberne i 1990ernes Balkan-krig, efter at de gentagne gange af det internationale system havde fået påbud, som de ikke rettede ind efter. Men når det gælder Afghanistan, kan jeg blot bruge den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischers ord “Ich bin nicht überzeugt”. Jeg forholder mig kritisk, siger Carsten Jensen.

Han ved, at han kan være hårdtslående og ofte også polemisk.

- Det er min strategi for at kunne trænge igennem i medierne. Jeg regner ikke med at kunne nå politikerne med den, men jeg håber, at mine budskaber når nogle mennesker derude. Når jeg stiller op til debatter i tv med politikere, er jeg da ofte meget nervøs på forhånd, og jeg bruger som regel mindst en dag på at forberede mine argumenter. Politikerne har jo deres spindoktorer, der minutiøst forberede politikerne på, hvad de skal sige. De vil gå efter mine svage punkter, men jeg kan ikke andet end at bruge det, jeg ved, det jeg har set og oplevet i Afghanistan.

Carsten Jensen kom under de danske styrkers beskyttelse. Han holdt lav profil med romanskriveriet og profilerede sig hellere som journalist. Det affødte større respekt. Måske ikke så meget på grund af en respekt for journaliststanden i sig selv.

- Den danske hær har dygtige presseofficerer, der er gode til at få tegnet et glansbillede a la danske soldater, der hjælper skolebørn over vejen, siger Carsten Jensen.

- I virkeligheden gider de ikke civilister. Som civilist er man som et spædbarn i Afghanistan. Du aner i virkeligheden ikke, hvad du foretager dig, tilføjer han.

En bog åbner døre
Men kunst kan noget. Vi, de druknede har åbnet flere døre for Carsten Jensen.

Det var en belæst militærmand der gav Carsten Jensen idéen til at skrive en krigsroman. Den danske kontreadmiral Niels Wang havde læst Carsten Jensens Vi, de druknede om sømænd fra Ærø, der også drager i krig for Danmark.

- Jeg spurgte ham, om jeg ikke kunne komme til kaffe på Holmen. For jeg havde aldrig mødt en admiral før. Under en lang og spændende samtale sagde han pludselig, at de eneste, der i dag levede lige så udsat som mine sømænd fra 1800-tallet, var vore dages professionelle soldater, der også risikerede, at deres arbejdsplads blev deres gravplads. Og det blev en slags åbenbaring for mig.

Mens Carsten Jensen opholdt sig Helmand-provinsen, gik han op og ned ad de danske soldater. Han så dem for eksempel dagligt i lejrens kantine. Her overhørte han samtaler, hvor en gruppe soldater drøftede kunst - blandt andet filminstruktøren Lars von Trier, som de mente, er venstreorienteret - og billedkunstneren Per Kirkeby, der i gruppens optik også er venstreorienteret.

Nedladende tone
- På et tidspunkt var der en Peter, der henvendte sig til mig, og spurgte, hvem jeg var. jeg svarede, at jeg var journalist, og at jeg skrev for Information og - skyndte jeg mig at tilføje - en række norske og svenske aviser. Han havde en nedladende tone over for mig. Det var ikke til at mærke, at jeg havde en alder, så jeg kunne være hans far. Han spurgte mig så, om jeg også skrev på norsk og svensk. “Næh”, svarede jeg, “bladene i de andre nordiske lande sørgede selv for oversættelsen”, fortalte jeg ham. “Nåh, sådan noget lærer I heller ikke på journalisthøjskolen!”. Kommentaren var ikke til at misforstå. Den var fyldt med ringeagt, husker Carsten Jensen.

En dag havde Peter fået en helt anden attitude. Der var lys i øjnene, og han var pludselig venlig over for Carsten Jensen: “Hvorfor har du ikke sagt med det samme, at du var Carsten Jensen?”, ville Peter vide.

- Han havde læst Vi, de druknede og sagde, at det var den bedste bog, han nogensinde havde læst. Da tænkte jeg, at man virkelig kan komme langt med en roman. Jeg var nået helt frem til Peter. Måske havde jeg ikke ændret så meget inde i Peter, men jeg havde dog i det mindste nået noget inde i ham.