Ligblomst er navnet på en plante, der kun vokser vildt i junglen på Sumatra i det vestlige Indonesien. Den lugter fælt, når den blomstrer. Af rådne dyr simpelthen.

Sådan skaber planten en illusion af et kadaver i forrådnelse og lokker på den måde ådselsædende biller ind i blomsten, så den bliver bestøvet. Ligblomsten er også titlen på Anne Mette Hancocks debutroman , der i 2017 udkom på forlaget Lindhardt & Ringhof. Ud over det morbide i at bruge en ekstremt stinkende plante som titel på en kriminalroman er blomsten et billede på et vigtigt element i bogen: At man udgiver sig for noget, man ikke er, for at lokke nogen ind.

- Jeg så engang en udsendelse på National Geographic om ligblomster og blev vildt fascineret af fænomenet. Det er jo en udspekuleret plante, der lugter af død. Den er ulækker og spændende på én og samme tid. Jeg tænkte, at jeg var nødt til at få flettet sådan én ind i fortællingen, og at det ville være en god titel til en krimi, siger hun.

Anne Mette Hancock stammer fra Gråsten, hvor hun er vokset op i det, hun betegner som “en almindelig dansk kernefamilie”. Forældrene var dengang tandlæger og ved siden af også kunstmalere. Faren, Per Anders, drev i mange år galleri på Benniksgaard i Rinkenæs.

Ligblomsten har fået fine anmeldelser, og Anne Mette Hancock ved, hvad hun skal lave de næste fem år. Hun har allerede kontrakt på fem bøger.

Katastrofetanker
I Ligblomsten gør Anne Mette Hancock alle sine katastrofetanker til fiktion. Det er en nervepirrende psykologisk fortælling om udspekuleret hævn, retfærdighed og den svære tilgivelse. Journalisten Heloise Kaldan har problemer på sin avisredaktion, fordi hun har refereret til urigtige dokumenter i en artikel. Hun forsøger, at kæmpe sig tilbage, da hun får et brev fra en Anna Kiel, der i flere år har været efterlyst for et mord på en ung advokat. Kiel blev dengang afsløret foran advokatens hus indsmurt i blod og med en kniv i hånden. Heloise ved ikke, hvem Anna Kiel er, men modtager senere et brev med endnu et hint. Hun finder det mystisk og begynder selv at efterforske sagen uden at dele sine oplysninger med nogen. Samtidig efterforsker politiet sagen, som Schäfer er efterforskningsleder på.

Anne Mette Hancock er selv uddannet journalist på Roskilde Universitetscenter og har siddet på en avisredaktion, da hun var journalistpraktikant på Berlingske, men allerede tidligt sin journalistkarriere fandt hun ud af, at hun ikke skulle arbejde på en avis.

Spild af tid
- På uddannelsen fik vi at vide, at vi skulle skrive kortfattet, faktuelt og præcist. Alt det overflødige skulle skæres væk. Jeg tænkte: Hvor har jeg dog spildt livet på en uddannelse til noget, som ikke er det, jeg troede, det var. Jeg oplevede nyhedsjournalistikken som uinspirerende. Som journalist har jeg mest arbejdet med reportager og portrætinterviews, hvor der er mere plads til at arbejde med sproget, siger Anne Mette Hancock.

Hun erkender, at hun skriver om ting, der er så modbydelige, at hun ikke ville bryde sig om at læse om dem i avisen. Anne Mette Hancock har døjet med panikanfald, og de har indirekte været en motor i forfatterskabet.

Totalt terapeutisk
- På et tidspunkt kom jeg på Bispebjerg Hospital i København for angst­anfald. Lægerne konstaterede her, at der hverken var noget fysisk eller psykisk galt med mig. De kunne ikke finde noget. Men af mine veninder fik jeg at vide: “Jo, du er lidt neurotisk og angstfyldt”. For mig har det været totalt terapeutisk at sætte mig ned og skrive. Det havde jeg brug for for at blive distraheret fra neurotiske tvangstanker, siger Anne Mette Hancock.

Det ligger i hendes gener at være bekymret, siger hun. For nogle år siden var hendes tanker begyndt at sætte sig som en grundlæggende uro i kroppen. Hun spurgte sin psykologveninde til råds.

- Det var hende, der foreslog mig at kanalisere min frygt over i noget andet. At tage mine katastrofetanker og gøre dem til fiktion, siger Anne Mette Hancock.

Plottet er vigtigst
Idéen til Ligblomsten opstod for nogle år siden i den lille by Buis les Baronnies i Provence, hvor hun en overgang boede og ofte tilbragte sine sommerferier som barn.

- Jeg var på markedet og så en kvinde, der sad på en fortovscafé på den modsatte side af gaden. Hun stirrede på mig, og jeg kunne se i hendes ansigtsudtryk, at hun genkendte mig uden rigtigt at kunne placere mig. Det viste sig at være en bekendt fra min barndom. Det fik mig til at tænke på en scene i en krimi: En kvinde på flugt bliver genkendt i en lille by i Sydfrankrig og stikker af. Jeg vidste hverken, hvad kvinden var på flugt fra, eller hvem hun var, og hvor hun skulle hen. Samme aften skrev jeg åbningsscenen til Ligblomsten, fortæller Anne Mette Hancock.

Plottet udviklede sig så langsomt, inden hun i slutningen af 2015 gik i gang med at skrive resten af bogen.

- Jeg kan selv godt lide at løse gåder, når jeg læser kriminal- og spændingsromaner. For mig er plottet derfor også det vigtigste. For min veninde, Katrine Engberg, der også er krimiforfatter, er det mere lyrikken og sproget, der tæller. Men jeg har aldrig rigtig dyrket danske spændingsforfattere. Jeg boede på et tidspunkt halvandet år i Florida, og her var det forfattere som Patricia Cornwell og Michael Connelly, der optog mig. Der er nogle ting, der er så store og så vilde, at de ikke rigtig passer ind i det lille Danmark, siger Anne Mette Hancock.

Ubådssagen Men sådan har det vel kun været lige indtil ubådssagen med Peter Madsen, der er tiltalt for et bestialsk drab på den svenske journalist Kim Wall om bord på sin ubåd sidste sommer…

- Ja, erkender Anne Mette Hancock, men skynder sig at tilføje:
- Med Peter Madsen er det jo sådan, at det ville overraske os alle, hvis det ikke var ham, der har slået Kim Wall ihjel. Med kriminalromanen forholder det sig omvendt. Den skal ikke være så åbenlys. Her skal vi helst overraskes. Jeg drages i øvrigt ikke af Peter Madsen-typer, når jeg skal skrive en kriminalroman. De mennesker, der går ud og myrder for sjov, er slet ikke interessante. Det er derimod mennesker, der har et motiv. Selv om hævn og selvtægt ikke er noget, jeg selv ville praktisere, kan jeg godt sætte mig ind i de mennesker, der begår en forbrydelse med hævn som motiv, siger hun.

Den næste roman fra Anne Mette Hancocks hånd får også en titel sammensat af to ord, der ikke umiddelbart hører sammen - ligesom ligblomst. Ordene “lig” og “blomst” kender vi alle betydningen af hver for sig, men sammensat får de som to ord fra hver sin ende af spektret en ny betydningen.

Nummer to kommer til at hedder Mercedessnit opkaldt efter Mercedes-stjernen. Stjernens mønster bruger retsmedicinerne nemlig, når de skal skære et lig op for at tage hjertet ud.