Moren var maniodepressiv, og faren var en tyran, der gav sine unger tæsk. Hjemmet lå under for den stemning, som begge forældre spredte.

Anne-Cathrine Rieb­nitz­sky voksede op på en gård på Sydfyn, og her skete groteske ting. Groteske af den slags, som læsere uden for København forstår  - lidt a la det skæve, sønderjyske univers i Erling Jepsens bøger. Anne-Cathrine Riebnitzsky husker en dag, da hun og hendes bror lå og var småsyge. “Hvad fanden er I for nogle skravl??!!”, råbte faren og gik ud i stalden efter grisemedicin.

Tilbage kom han - og beordrede Anne-Cathrine og hendes bror at åbne munden, så han kunne stoppe svinemedicinen ind i dem.

- Jeg tænkte: “Hvad pokker er det her for noget? Det kan man da ikke give mennesker”. Min far gjorde gældende, at svinet er det dyr, der genetisk ligger tættest på mennesket, og siden medicinen havde virket på hans svin, måtte den også virke på os. Han insisterede på, at vi skulle sluge medicinen, og da jeg åbnede munden, tænkte jeg: “Gad vide. om vi dør??!!”. Og da havde jeg ligesom beredt vejen for min bror, var han nødt til at følge efter, husker Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Hun lever endnu - og har med “Forbandede ynge” skrevet den ringeste bog af alle - det mente i hvert fald hendes mor, der formentlig genkendte lidt for meget fra Anne-Cathrine Riebnitzskys selvbiografiske roman. Den handler om en barsk, overbelånt opvækst på landet, en voldelig sociopatfar og en ulideligt selvmedlidende, konfliktsky mor. Jeg-fortælleren Lisa, den næstældste i en kuet og psykisk arret søskendeflok på fire, har som voksen søgt tilflugt i forsvaret og er udsendt til Afghanistan.

De Gyldne Laurbær
“Den ringeste bog af alle” vandt Politikens Romankonkurrence, da den udkom i 2013, og De Gyldne Laurbær, der uddeles af de danske boghandlere. Efter udgivelsen væltede det ind med emails fra afsendere, der havde læst bogen. Tre søstre fra Østjylland havde læst bogen uafhængigt af hinanden og mente, at det var deres mor, der blev beskrevet i romanen. Nogle mente, det måtte være en beskrivelse af Køge og omegn, andre sagde, at det var Kolding på kornet. Morskab over det absurde.

- Min mor er en meget gavmild person, så jeg videresendte 300 taknemmelige e-mails fra læsere, der havde oplevet meget af det samme som jeg - og siden har min mor forsvaret bogen. Forbandede yngel er sådan en bog, som læsere uden for København kan grine ad, fordi den er så absurd. Det kan jeg tydeligt mærke, når jeg kommer rundt og præsenterer bogen ved foredrag på provinsens biblioteker. Hvis jeg i Holte læste den op for kvinder iklædt egnsdragten - de dyre pelse -  ville de ikke kunne le ad bogen. Der ville de nok nærmere organisere en indsamling for at hjælpe mig, siger Anne-Cathrine Riebnitzky.

Anne-Cathrine Riebnitzsky drager med jævne mellemrundt og præsenterer sit forfatterskab på biblioteker og i kulturhuse rundt om i Danmark.

Riften om den prisbelønnede forfatter har været så stor, at hun i perioder har talt så meget om sine bøger, at hun ikke fik tid til at skrive nye.

Næste roman
Næste roman udkommer i september og får titlen Smaragdsliberen. Den handler om en gammel jødisk ædelstensliber i smykkebyen Idar-Oberstein i Sydtyskland. Den jødiske sliber har været død, men bliver genoplivet og kommer tilbage til det jordiske liv. En fortælling geografisk og tematisk langt væk fra hendes selvbiografiske roman, der for Anne-Cathrine Riebnitzsky har været en hjælp til at kunne tilgive.

- Jeg er troende og vil på den ene side gerne ære min far og min mor, men også kunne tilgive. Jeg nåede til den erkendelse, at jeg gerne ville hjælpe min mor, der i henved 30 år havde båret på en bitterhed. Enten var jeg dårlig til at hjælpe, eller ville hun ikke hjælpes. Det lykkedes aldrig. Men så måtte jeg i hvert fald kunne hjælpe mig selv. Det har jeg gjort ved at skrive bogen - og jeg har fundet ud af, at den også har hjulpet en hel masse andre mennesker. Ved at kunne tilgive hjælper man primært sig selv, siger Anne-Cathrine Rieb­nitzsky.

- Når vi tænker tilbage på vort liv, er der mange spørgsmål, vi aldrig har fået svar på. Men det er jo det, litteraturen kan, siger hun.

Atypisk forfatterskab
Både Riebnitzskys løbebane og forfatterskab er atypisk. I en hverdagsrealistisk prosa fortæller hun om udsatte børn i fattige, danske familier og kvinders liv i det krigshærgede Afghanistan og sætter  fokus på børn og kvinders vilkår. Debutromanen Den stjålne vej fra 2012 handler om almindelige menneskeskæbner i et Afghanistan præget af krig og terror. Hun trækker på sin egen barndom og erfaringer fra Helmand-provinsen, når hun i sin fiktion problematiserer familieforhold, fattigdom og seksualitet.

Riebnitzsky blev uddannet fra Forfatterskolen i København i 1998. Senere gik hun ind i hæren, hvor hun uddannede sig sprogofficer og arbejdede ved ambassaden i Moskva, før hun i 2007 blev udsendt til Afghanistan som soldat og rådgiver for det danske udenrigsministerium.

Håbet om at blive forfatter har altid ligget der, fortæller hun. Som 15-årig sendte hun rejsebreve hjem til Jyllands-Posten, da hun opholdt sig i Spanien som udvekslingsstudent. Rejsebreve der blev illustreret med tegninger af Kurt Westergaard - ham der tegnede Muhammed med bomben i turbanen i de berømte eller berygtede satiretegninger.

I skolen spurgte hun, hvor lang en dansk stil måtte være, når de andre spurgte, hvor langt den skulle være. Hun fik det højeste gennemsnit på sproglig linje på Faaborg Gymnasium.

Hun får som regel bedre anmeldelser i Jyllands-Posten end i Politiken, og den bog, der har fået den bedste kritik, Orkansæsonen og stilheden fra 2016, har aldrig fået nogen priser. Anne-Cathrine Riebnitzsky tager typisk to år om at skrive en bog og forsøger at lade være med at skrive mere end to timer om dagen, fortæller hun.

Hjernen på stand-by
- Hjernen skal også have lov til at slappe af. Sådan får man også nye ideer og indfald. For mig minder det at skrive en roman om at samle en puslespil, hvor låget er smidt væk. Jeg kasserer til gengæld ikke særlig meget. En forfatter som Christian Jungersen skrotter let 1200 sider for hver bog, han skriver. Men jeg skriver lige så kaotisk som for eksempel Leif Davidsen. Det fandt jeg ud af, da jeg sad ved siden af ham ved et litteratur-arrangement. Vi har alle sammen nogen inde i os, der gerne vil spænde ben for os, og derfor er jeg ofte nødt til at råbe “ti stille!!!” til den stemme, der forsøger at ødelægge mit forehavende. Jeg trøster mig med, at jeg for to måneder siden havde skrevet nul sider og i dag har immervæk 60 sider, siger hun.

Anne-Cathrine Riebnitzsky nyder at læse andre forfattere alene for deres sprog. Ida Jessen for eksempel. At Jessen skriver blændende fandt Riebnitzsky først ud af for nylig. Men ellers har hun svært ved at engagere sig i andres bøger.

- En mor kan også bedst engagere sig i sine egne børn. Jeg kan ikke sige, jeg bliver inspireret af andres forfatterskaber, men jeg kan sagtens blive ramt af en stor beundring. Det er fantastisk, hvordan en Jens Christian Grøndahl kan skildre en usympatisk person på en måde, så vi alligevel kommer til at sættes os i personernes sted, siger hun.