Der er en krise, der er langt værre end finanskrisen: Danskerne har simpelthen glemt at være ordentlige mennesker.

Teologen K.E. Løgstrup kaldte det for “formløshedens tyranni”, og historikeren og forfatteren Henrik Jensen mener, at den konstante jagt på lykke gør det moderne menneske til et uordentligt menneske. For alt for mange af os drejer det sig alt for meget om os selv - og kun os selv. Der er ingen autoriteter, der står over os. De er røget ud med badevandet i 1968.

Det ordentlige menneskeer titlen på en bog af historikeren Henrik Jensens. I bogen svinger han svøben over et selvfedt og selvforskrækket Danmark, og prøver at slå et slag for tidligere tiders anstændighed.

Henrik Jensen var marxist i 1970erne. I dag kalder han sig selv for “værdipolitisk konservativ”. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at han ville stemme på Det konservative Folkeparti, men nærmere på kulturarvs-bevidste mennesker overalt, hvor de findes i de forskellige partier.

Smålig, indbyrdes konkurrence
Henrik Jensen mener, at det store individuelle frigørelsesprojekt, der i virkeligheden begyndte i oplysningstiden i 1700-tallet, er endt i en blindgyde. Det ellers så store projekt med individets frihed er endt i smålig, indbyrdes konkurrence. Dag og nat dyster moderne mennesker næsten paranoidt om mediernes opmærksomhed, penge og succes.

- Med ungdomsoprøret i 1968 blev vi vænnet af med at vende blikket opad. I stedet for kigger vi nu afbrudt til alle sider for at holde øje med, hvordan alle de andre gør. Tidligere tiders menneskers moral var forankret i en forestilling om, at livet bør leves i en vekselvirkning mellem menneskets egen individuelle udfoldelsestrang og hensynet til en højere orden. Før var der en vertikal autoritetsorden. I dag står mennesket alene i en horisontalt kultur, hvor det næsten udelukkende påberåber sig sine egne rettigheder, siger Henrik Jensen.

Hans bog er ikke ment som et videnskabeligt-historisk værk, men som en debatbog. Bogen er formet som en dialog med en kat, Henrik Jensens egen kat Freja, der svarer igen ved at sige, at hun mener, hendes herre er lidt for pessimistisk, fordømmende og selvretfærdig. Dialogen er til for, at det hele ikke skal blive for entydigt.

Umodenhedskultur
Henrik Jensen mener selvets kultur er en stor umodenhedskultur, hvor alt for mange mennesker vægrer sig mod at blive voksne. Pligt er trængt i baggrunden til fordel for rettigheder.

- Det, der kendetegner vor tid, er, at alt skrælles ned til den enkelte. Der er ikke noget, der begrænser den enkelte. Staten er ikke en autoritet. Den udøver magt, men den manglercivilsamfundets autoritet. Interaktionen i samfundet er blevet til et spil mellem velfærdsstat og individer, siger Henrik Jensen - der mener, fænomenet er særlig udtalt i Danmark. Danskerne er sig selv nærmest og har ingen respekt for autoriteter.

- Vi er i Danmark aldrig kommet ud af kølvandet på det antiautoritære oprør. Vi har ikke fået det rullet tilbage, som man har gjort andre steder som for eksempel Tyskland og Sverige, hvor formerne ikke er eroderet så stærkt som i Danmark. Formløsheden som attitude er vel også nået særlig dansk. I Danmark hersker en speciel form for kammeratlighed. Alligevel havde vi til langt op i 1960erne mange af de stramme omgangsformer, som man har i for eksempel Tyskland. De blev opløst, og der kom aldrig en modreaktion, siger Henrik Jensen.

Han er selv vokset op med 68-generationen og har med egne ord selv svømmet i “oprørets vand” - og flyttet sig siden.

Dagbladet Politiken har kaldt ham for »en sur gammel stodder«. Bogen titel Det ordentlige menneske kan i øvrigt opfattes som en replik til Thomas Blachmanns Det kolossale menneske, Thomas Blachmann, en af dommerne i talentshowet X-Factor og dermed en eksponent for en verden, hvor hvert enkelt menneske kan promovere sig selv.

Rådvilde og bange
Henrik Jensen mener, at der i gamle dage var en kerne, en hellig orden, som man navigerede efter. I dag står vi rådvilde og bange tilbage som børn, der er blevet glemt af forældrene i et stormagasin. Og børn er de voksne netop også blevet over for deres børn - coach med pibestemmer i stedet for autoriteter med røst. Bør har brug for forældre, der elsker dem, men som også tør være en stærk og pålidelig autoritet for dem under opvæksten. Det giver børnene ro til at udvikle sig selvstændigt og gøre sig fri fra forældrene, når den tid kommer, siger han.

Henrik Jensen vil ingenlunde tilbage til den sorte skole, og han mener ikke, at de gamle dage pr. definition var bedre. Tiden kan aldrig skrues tilbage, ved han som historiker.

- Vi kan ikke gå baglæns. Vi bliver skubbet fremad af udviklingen og af teknologien. Men jeg interesserer mig for, hvad der faldt af undervejs. Der var også ting, som gjorde livet bedre, og det tilskriver jeg den ordentlighed, der prægede samfundet førhen. Engang var det sådan, at en lærer i skolen også repræsenterede de andre lærere og forældrene. Børnene kunne ikke bare gå hjem og klage til deres forældre og få dem til at skrive en klage-mail over læreren. Jeg vil ikke skønmale fortidens autoriteter. Vel var der lærere, der slog, men de var netop ikke respekterede. Der findes ingen autoritet uden sanktioner, men lærere, der brugte for megen vold havde netop ikke autoritet. Derfor er jeg ikke villig til at købe udsagnet, at “vi er nået så meget videre i dag”. Vi afstår fra at påvirke vore børn alt for entydigt i retning af høflighed, respekt, pligt og ansvarsfølelse. Vi pakker dem ind i kærlighed, vat og forståelse, lukker øjnene, smider dem ud i livet og håber at de får raget de nødvendige kompetencer til sig. Men det gør de ikke. Og det er den krise, der er større end finanskrisen, siger han.

Utilpassede bliver fejret som helte
Underholdningsmedierne er næppe en årsag, men formidler og understøtter den udvikling, som Henrik Jensen skitserer. Her får man næsten lov til alt. Og det er ofte marginaliserede grupper med mangel på pli, der får fri bane til at udstille sig selv her. Og oven i købet får prestige og klap på skulderen for det.

- Noget af det, jeg har beskæftiget mig nøjere med, er det voksende element af unge mænd, der er orienteringssvage i forhold til det samfund, de lever i. De siver ud i lommer og subkulturer, og samtidig bliver de båret frem i medierne. Jovist er det underholdningsmedier, men det er de medier, folk bruger, og der kan de så læse om en morders “karrierebevægelser”, om Jønke, om Stein Bagger og andre. Skidt med, at du får en dom og ryger i fængsel. Bare skriv en bog om det!

I statistikkerne kan man se, at mændene taber terræn inden for uddannelse og bliver marginaliseret. Enlige kvinder er begyndt at få børn ved hjælp af insemination, og mænds rolle i familien bliver svækket. I den moderne familie er der nærmest to mødre. Det kommer til at foregå på det ene køns betingelser, siger Henrik Jensen.

Forældreautoriteten er væk. I stedet for er der kommet en forhandlingskultur, som man kan være vidner til i supermarkedet, hvor man kan høre mor eller far forhandle med barnet om, hvad der skal til for, at middagsbordet bliver hyggeligt, siger henrik Jensen.