Familien er et af de vigtigste omdrejningspunkter i Katrine Marie Guldagers forfatterskab. Men hun er ikke selv vokset op i en gennemsnitlig dansk kernefamilie. Da hun som seks-årig kom tilbage til Danmark fra Afrika - hvor forældrene var udstationerede - flyttede familien ind i verdens første bevidst skabte bofællesskab: Sættedammen syd for Hillerød.

Katrine Marie Guldager sad på første parket til 1970ernes Danmark med kvindegrupper, mandegrupper, frie parforhold, frigørelse og en mand risikerede at blive kaldt for mandschauvinist, hvis han holdt døren for en kvinde. På et tidspunkt foreslog Katrine Marie Guldagers mor, at de skulle være venner i stedet for - ligesom for at få nedbrudt det der hierarkiske mor-datter-forhold, der måtte være et levn fra den borgerlige fortid.

- Meget godt kan siges om 1970erne, men det var også en meget utryg tid at vokse op i. Der blev sat spørgsmålstegn ved alting. Det var dengang, aftalefamilierne blev til. Det var jo små demokratier. Man gik væk fra hierarki og over til flad struktur. Generationskløften forsvandt, og børn var kreative individer. Sølvbryllupsidealet havde ingen betydning længere: Et godt forhold mellem mand og kvinde var ikke længere noget, der blev målt på forholdets længde, men på forholdets kvalitet. Nu talte man om parforhold, der blev målt på følelser og ikke på tid. Man skulle udvikle sig og lære noget af hinanden, og når det var slut, var det bare slut, siger Katrine Marie Guldager.

I sit seneste forfatterskab kaster Katrine Marie Guldager et blik tilbage på først kernefamiliens glansperiode i 1950erne - der dog ikke var så meget glans, da det kom til stykket. Der var en helt åbenlys grund til, at kvinderne bevidst distancerede sig til kernefamilien - for det var kvinderne, der betalte prisen for den, mener den danske forfatter.

Katrine Marie Guldagers romanserie fra provinsbyen Køge har fået en god modtagelse af anmelderkoprset. Serien blev åbnet med Ulven i 2010 og tegner et kronologisk billede af en kernefamilie fra Køge. Familiehistorien begynder omkring Anden Verdenskrig, da Leonora kommer til verden, og den skal efter planen slutte ved hendes 70 års fødselsdag i 2012. Som fortsættelse på Ulven er udkommet Lille Hjerte (2012) og Den ny tid (2013). Nummer fire bind er Peters død (2014) Familiekrøniken er indtil videre planlagt til otte bind. Måske bliver den længere, for bøgernes personer har en tendens til at blive insisterende, siger deres skaber.

Skarp kritik
Katrine Marie Guldager har med sine humoristiske og vidende værker gjort sit forfatterskab uomgængeligt i dansk samtidslitteratur. Flere af hendes bøger er skarpe i deres indirekte kritik af den vestlige verdens egoisme. Det gælder blandt andet novellesamlingen København i forhold til vores nærmeste, digtet “Ankomst, Husumgade” samt novellesamlingen Kilimanjaro i forhold til den Tredje Verden. De seneste udgivelser har alle kredset om familien og alle dens indlejrede skærmydsler.

Hun fejrer 20 års jubilæet med en moden og afklaret digtsamling. Et sted i verden er komplekse og sorgfulde digte om et forladt familiehus, en fortælling om familien og om relationer mellem mennesker, som rummer en slags hjemkomst.

Hvor skal det ende?
Hovedpersonen er Leonora, der på første side i første roman siger, at det eneste, hun som 11-årig virkelig ønsker sig i denne verden, er at får muligheden for at slå sin bror, Henry, ihjel. De to er Kain og Abel, alle tragediers og bibelhistoriers klassiske søskendepar.

I Ulven møder vi på overfladen en almindelig familie med gode forhold og kærlige forældre, men under den lurer mørket. Familiemedlemmerne både elsker og afskyr hinanden, Henrys had til sin lillesøster får fatale konsekvenser. Lille Hjerte foregår i 1950’erne. Heri skriver Guldager med indlevelse om Lillys længsel, københavnerlykke, tvivl, om ægtemandens sorg, da han bliver forladt af Lily, og om børnenes ambivalente følelser. I En ny tid vokser historien. Men læseren følger stadig søskendeparret, nu startende med Henry, som i 1967 er flyttet til København og har travlt med at blive hippie, tage LSD og begå sig i ‘The Summer of Love’ efter endt soldatertid. Hvor det hele ender, ved Guldager næppe selv.

- For at skrive en roman er man nødt til at kende sin person godt. Men problemet er i virkeligheden, at jeg nok først lærer Leonora helt at kende på sidste side. Min mand er håndværker, og når han skal i gang med at bygge et skur eller en carport, gennemgår han altid det hele meget grundigt og gennemdrøfter det med sin far, der er ingeniør. Der laves tegninger og lister med alt det, der skal købes. Intet er overladt til tilfældighederne. Og så spørger han mig: Hvorfor kan du ikke bare lave en ordentlig plan for dine romaner?

- Det kan jeg ikke, fordi det er underbevidstheden og følelserne, der arbejder på grænsen mellem det jeg ved og det, jeg ikke ved. Når man lægger sig til at sove, kan man jo heller ikke bestemme, hvad man skal drømme. Når man møder et nyt menneske, ved man heller ikke, hvad der vil ske, sigerhun. “Undersøge” og “stille spørgsmål” er ord, som hun gentager, når hun taler om sin familiesaga fra Køge.

- Jeg begynder med at vise, at Leonora, løvinden, er vred. Hun er en fighter og en, der holder på sit. Hvordan bliver man sådan? Og hvorfor er hun så vrede? Jeg vil gerne finde ud af, hvor hendes vrede kommer fra. Så jeg stillede mig selv det spørgsmål: Hvad ville det værste personlighedstræk være ved et andet menneske, som du lever sammen med? For mig ville det være en person, som mangler samvittighed eller empati.

Længtes efter faste rammer
Hvor er forfatteren selv i sine bøger? Katrine Marie Guldager er der en del af selv i bøgerne, men det er forskydningerne i det danske samfund, der er det væsentlige.

- Jeg fandt jo først senere ud af, at kernefamilien ikke var nogen borgerlig opfindelse, som jeg ellers hørte i 1970erne. Per Schultz Jørgensen, der er professor i socialpsykologi, har fortalte mig, at familien er den mest afprøvede af alle samlivsformer. Den havde eksisteret i tusind år, og der er på mange måder en fornuft med den. Da jeg var barn, længtes jeg nogle gange efter lidt mere faste rammer. Børn er i virkeligheden meget konservative. De vil bare være i et hus og et hjem, hvor mor og far kommer hjem og passer på dem.

Hun langer dog på ingen måde ud efter blomsterbørnene, som hun endevender i Den ny tid.
- De var jo slet ikke klædt på til al denne selvrealisering, som for os i dag er helt almindelig. Derfor nytter det heller ikke at stille dem til ansvar på samme måde. Mange af hippierne var bare purunge og med på den nyeste modebølge. Det var så naivt, men de kom til at betale en høj pris med ødelagte familieforhold og stofmisbrug, siger Katrine Marie Guldager.

En modsætning til familien er det offentlige rum - og dog er der en lighed: Her vælger vi heller ikke, hvem vi vil være sammen med. I bussen, på banegårde og gaden er vi nødt til at forholde os til andre mennesker, som vi ellers ikke ville have noget at gøre med. Det beskriver Guldager blandt andet i novellesamlingen København.

- Hvornår passer man sit eget liv, og hvornår blander man sig i andres? Det er et spændende spørgsmål. Banegårde er jo et af de steder, hvor vi ikke kan undgå »de andre«. Det er egentlig underligt, at vi bor i de samme byer, men ofte har så forskellige virkeligheder, og jeg mærker det særligt udpræget i København. Det er som om, maskerne er blevet større, og at nogle mennesker falder lettere igennem og ender på gaden eller i social isolation. Da jeg skrev på København, læste jeg tilfældigvis en reportage fra Brasilien om forretningsmænd, der flyver i helikopter ind til centrum af Rio de Janeiro for ikke at skulle passere slummen hver dag. Så langt ud håber jeg aldrig, at vi når. I et interview med en tysk journalist fik jeg dog at vide af journalisten, at det var typisk skandinavisk at beskæftige sig med sådan et spørgsmål.

Blå bog - Katrine Marie Guldager

• Katrine Marie Guldager, født 1966, cand.phil. 1994 og uddannet fra Forfatterskolen 1994
• Katrine Marie Guldager boede en periode som barn i Zambia. Hun har haft studieophold i Afrika, Mellemamerika og Asien
• Hendes første bøger, »Dagene skifter hænder« (1994) og »Styrt«(1995), var digte om hverdagslige ting og situationer i en let surreel, komisk drejning, formidlet med et dynamisk sprogligt drive.
• Hun er blevet tildelt blandt andet Statens Kunstfonds arbejdslegat, Det Danske Akademis Debutantpris og Det Danske Akademis Beatricepris.