At læse den tyske forfatter Angelika Klüssendorf er som at gå i søvne. Alt foregår stille og mekanisk. Sproget er både nøgternt og indfølende på samme gang. Ingen store armbevægelser her. Ingen subjektive vurderinger. Hendes roman Das Mädchen handler om et pigeliv, der går skævt i det tidligere DDR. Om en opvækst og omsorgssvigt i en kommunistisk verden, der ikke adskiller sig synderligt fra noget tilsvarende på den anden side af muren.

Bogen er indtil videre hendes eneste, der er oversat til dansk med titlen Pigen, og i Danmark har den fået en lige så positv modtagelse blandt kritikerne som i Tyskland, så mon ikke der også kommer en dansk oversættelse af fortsættelsen, April, der udkom i 2014?

I April fortsættes den knappe og usentimentale prosa. Sproget er enkelt og uprætentiøst, men indholdet er oprørende. Hovedpersonen er ligesom i Pigen en kvinde, men hun er her lidt ældre og har givet sig selv navnet April efter Deep Purple-nummeret. April er svindler med flere personligheder, som hun tager på sig for at virke interessant på andre og for at blive holdt af. April er bange for at være alene, men frygter afhængigheden af andre mennesker endnu mere. Det giver sig udslag i, at hun det ene øjeblik har brug for nærhed og i det andet øjeblik kan skubbe mennesker fra sig, fordi hun ikke kan holde dem ud længere.

- Jeg skriver kun for mig selv og aldrig for noget bestemt publikum. På den måde er jeg en egoist. Læseren spiller ingen rolle og skal heller ingen rolle spille. Hvordan skal en forfatter overhovedet kunne bedømme, hvad der behager læseren, siger Angelika Klüssendorf.

- Enten skriver man litteratur, eller er man en pleaser, tilføjede hun.

Omvendt lægger den tyske forfatter vægt på, at alle kan finde ind i hendes romaner. Derfor skriver hun helst i tredje person.

- Det skal være enkelt og sagligt, så læseren selv kan bearbejde fortællingen. Jeg vil gerne have, at læseren mærker miljøet og handlingen, og derfor undgår jeg alt det sprog, der kan give subjektivitet. Jeg skærer det vurderende væk og reducerer figurernes sprog. Min opgave er at finde det rigtige sprog til de enkelte figurer. Ligesom et liv kan være rigtig eller forkert for det enkelte menneske, kan et bestemt sprog også være rigtig eller forkert for de enkelte romanfigurer, siger hun.

Det overflødig skal væk
Romanen April er på 224 sider. Angelika Klüsssendorf skrev over 3000 sider. Det, der ikke duede, er smidt væk. Det bliver ikke gemt for eftertiden, selv om det måske ville kunne interessere litterater, kritikere og litteraturhistorikere.

- Hele kapitler er udeladt. Det drejer sig hele tiden om at skære væk og skære væk - forme ligesom en billedhugger. Det overflødige helt væk. Ellers ville alle mine fejl og al min hang til kitsch komme for dagens lys - nej tak, siger Angelika Klüsssendorf.

Hun er født i 1958 og voksede op i det tidligere DDR, hvor hun levede frem til 1985, da hun fik udrejsetilladelse til Vesttyskland. I den lille kompakte roman Das Mädchen kredses der ligeledes om en pige, som vokser op i DDR og på alle måder har en rædselsvækkende barndom. Moren stikker ofte af med diverse mænd, når hun ikke lige tager sig en druktur, og låser den navnløse pige og hendes bror inde i lejligheden - uden mad eller mulighed for at gå på wc.

Romanen begynder med, at pigen sidder og smider afføring ud af vinduet fra tredje sal. Det lyder slemt, og det bliver meget værre.

Paralleller
En tredje roman i serien er på vej, og en del af romanens skelet kan direkte overføres på Angelika Klüssendorfs biografi - men altid kun på den mere neutrale del af biografien, blandt andet opvæksten i Leipzig, udrejsen til Forbundsrepublikken og den kvindelige hovedpersons møder med en vest-journalist. Angelika Klüssendorf dannede selv i en periode par med den nu afdøde chefredaktør For Frankfurter Allgemeine Zeitung, Frank Schirrmacher.

Forstyrret personlighed
Ifølge Angelika Klüssendorf er det dog ikke virkeligheden, der gør et menneske til forfatter.

- Man bliver kun forfatter af at læse, læse og læse. Læsningen blev min redning, da jeg var barn og ung, og i min arbejdsdag - der er velstruktureret som et 8 til 16-job - læser jeg i middagspausen og om aftenen. Man lærer kun at skrive ved at læse bøger. Ideer til stoffet kan komme ved for eksempel at sætte sig ind i et tog og betragte mennesker - som forleden da jeg skulle til München. Her kom jeg til at sidde over en kvinde, der på alle måder havde en besynderlig adfærd. Hun klagede til konduktøren over, at det var for koldt i toget, selv om alle andre syntes, at det var særdeles varmt. Kvinden var godt dækket til med tatoveringer og havde tigerhår, men kunne ikke svare på, hvordan det alt sammen var kommet, da jeg kom i snak med hende og spurgte til det. Da jeg lærte hende bedre at kende, fortalte hun stille, at hun havde en multiple personlighedsforstyrrelse. I dag skriver jeg breve med hende, fortæller Angelika Klüssendorf.

Ligesom læsningen reddede Klüssendorf, bliver den unge kvinde April også reddet af sin interesse for kunst og kultur i roman nummer to i serien - måske følger en dansk oversættelse. Hun kommer fra samfundets bund, men omgiver sig med kunstnere, skuespillere, litterater og systemkritikere. Godt nok skifter hun ansigt alt efter selskabet. Hun viser sig dog alligevel at være en heltefigur, da hun bliver voksen i takt med, at hun lærer at værdsætte kunsten og kulturen.

Der er ikke megen nostalgi i Angelika Klüssendorfs bøger, der også kunne tage udgangspunkt mange andre steder end lige netop i DDR. Men én reference fra bøgerne til hendes opvækst i arbejder- og bondestaten tør hun dog godt give:
- DDR var i virkeligheden et stort børnehjem, siger hun.