Erik Valeur har gået i den bedste skole, når det gælder svære emner.

I 1980erne arbejdede han som reporter på radioprogrammet Tværs søndag aften, hvor værten var Tine Bryld, den forstående mor, der i æteren åbnede op for generationer af unge.

- Tine Brylds råd til de unge, der ringede ind, var som regel: Skriv et langt brev. Og det er jo det, jeg har gjort, siger Erik Valeur.

Hans 700 sider tunge romandebut, Det syvende barn, fik i 2011 Danske Banks Debutantpris. Den gribende og dramatiske roman skildrer adoptivbørnenes traumatiske tilgang til verden. I 1961 ligger syv børn på samme stue på spædbørnehjemmet Kongslund. Deres mødre har født med et klæde for øjnene, og de er straks efter forløsningsøjeblikket blevet fjernet fra fødestuen for at undgå enhver kontakt mellem mor og barn. Børnene har tilbragt deres første timer i et mørkt rum på hospitalet. Siden er de blevet placeret på spædbørnehjemmet. Deres fælles værelse, hvis vægge er dekoreret med små blå elefanter, er kun en mellemstation. Med en enkelt undtagelse skal de alle bortadopteres.

Med et thrillerplot som motor beskriver Erik Valeur børnenes liv fra fødslen og frem til i dag, hvor et mystisk brev bringer dem sammen.

Dansk adoptionshistorie
De syv børn er ikke virkelige personer. Beskrivelserne af fødselsforløb og adoptioner er til gengæld autentiske, og romanen tegner et billede af et stykke dansk adoptionshistorie, som forsvandt med indførelsen af den frie abort i 1973. I efterkrigstiden fødte cirka 2000 kvinder årligt med et stykke stof over ansigtet for at skåne dem for at se de børn, som blev overladt til fremmede hænder.

Erik Valeur boede selv som helt lille to år på spædbørnshjemmet Skodsborg nord for København, hvor hans mor afleverede ham kort efter fødslen. Han vendte dog efter sit ophold tilbage og voksede op sammen med hende.

- Bagefter lagde vi ofte vejen forbi børnehjemmet, der ligger i en villa med en pragtfuld udsigt over Øresund, og her fik jeg præsenteret den lykkelige historie: Hvor heldig jeg havde været, at jeg som lille var vokset op på et børnehjem i dejlige omgivelser. Denne lykkelige historie fortsatte med at eksistere, indtil jeg var 30 år. Da min kæreste og jeg ventede barn, sagde hun til mig: “Jeg synes, du skal finde ud af, hvad det var, der virkelig foregik på det børnehjem”, husker Erik Valeur.

Naboerne var sandelig ikke glade
Han tog journalist-kasketten på. Ville lave et dokumentar-program til radioen og drog til Skodsborg for at interviewe forstanderen, frøken Vastrup.

- Hun fortalte mig om mødet med den lokale grundejerforening, da børnehjemmet blev oprettet i en gammel villa i 1950erne, om hvordan naboerne - bortset fra et lægepar - havde reageret negativt på at skulle have et børnehjem liggende klos op ad deres fine parceller. Jeg gik efter at opspore nogle af de børn, der havde levet på børnehjemmet i 1950erne, mens jeg boede der. Men deres identitet var blevet slettet. Man ville ikke risikere, at deres biologiske mor ville opsøge den ny familie, hvor de var kommet i pleje. Børnene skulle heller ikke bagefter grave oplysninger om deres ophav frem, siger Erik Valeur.

Mellem en tredjedel og halvdelen af plejeforældrene fik aldrig fortalt deres adoptivbarn sandheden. Men ellers har Erik Valeur de mest spøjse eksempler på, hvordan børnene fik det at vide.

- En lærer spurgte i en time, hvor der var seksualundervisning på skemaet: “Hvad med dig, Dorthe, har du nogensinde opsøgt din biologiske far?”. Dorthe anede intet. Et andet barn fik følgende besked, da plejemoren rørte i sovsen: “Forresten er du slet ikke vores”. Problemet i min journalistiske fortælling var altså, at jeg ikke kunne genfinde tråden til alle disse “uægte børn”, som man kaldte dem dengang - eller “bastarder”, når man skulle være grov, siger Erik Valeur.

”Du kan jo digte dem selv”
En dag, da han gik ved stranden, slog det ham: “Jamen, du har jo alle disse historier. Du mangler kun kun at kunne sætte navn på dine syv skæbner. Men dem kan du jo digte selv”.

- Nu blev det rigtig sjovt, for nu var jeg ikke længere journalist, der hele tiden skulle passe nøje på fakta. Nu kunne jeg selv bestemme. En af dem skulle hedde Orla og være topembedsmand. Jeg har i mit journalistiske liv haft en hel del med genstridige topembedsmand at gøre. En anden skulle være en kendt tv-vært. Jeg har selv været i Danmarks Radio og har set disse kendte tv-stjerner på nært hold. Pudsigt nok har jeg aldrig fået nogen reaktion fra mine tidligere kolleger i Danmarks Radio. Måske har de ikke læst bogen.

Erik Valeur taler om “den tidlige forladthed”, som terapeuterne kalder den. Når navlestrengen blev klippet på et af disse “uægte børn”, blev det nyfødte barn omgående kørt væk fra moren. Jordemødrene fjernede babyen i fødselsøjeblikket, så kropsberøring blev undgået. I dag ved man, at denne kropsberøring er af afgørende betydning.

- Det hele blev formentlig gjort i den bedste mening. Man ville ikke give moren den viden, om det var blevet en dreng eller en pige, så hun senere skulle gå på gaden og kigge efter pigebørn, hvis det nu for eksempel var blevet en pige.

Spørgsmål blev aldrig stillet
Mens Erik Valeur skrev på bogen i 2009-2010 forsøgte han flere gange at få sig selv til at spørge sin mor om, hvad der skete, da han var lille og blev givet væk til børnehjemmet. Fra Mødrehjælpen vidste han, at hans far var stukket af, alt hvad remmer og tøjler kunne holde til.

- Jeg tror, jeg sad med hende henved 20 gange, hvor jeg gerne ville have stillet spørgsmålet. Men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvordan jeg skule formulere udgangsspørgsmålet. Problemet var jo, at den på den tid blev gjort med de bedste hensigter. Jeg havde dog også fået at vide, at hvis jeg åbnede for den sluse, ville jeg fuldstændig kunne trække tæppet væk under hende. På et tidspunkt sagde Tine Bryld til mig: “Nu tager du en beslutning - eller slår du det ud af hovedet”. Jeg besluttede mig for ikke at tage den samtale, fortæller Erik Valeur. Hans mor døde i april 2011 få måneder før, Det syvende barn udkom.

Blå bog: Erik Valeur
• Erik Valeur (født 2. september 1955) er en dansk journalist og forfatter.

• Valeur begyndte sin journalistiske karriere på Berlingske Tidende sidst i 1970'erne. I 1985 etablerede han sammen med to kolleger Månedsbladet Press. Efter tiden på Press kom han til DR, hvor han senest har været leder af Dokumentargruppen på P1. Han er desuden en flittig mediekommentator i bl.a. Politiken og Jyllands-Posten.

• I 1994 modtog han Kryger-prisen, som han sammen med den øvrige redaktion på DR's Refleks fik igen i 1999. Sammen med Christian Nordkap og Lars Rugaard fik han i 1995 Cavlingprisen for at have dækket begivenhederne og de efterfølgende undersøgelser af 18. maj-urolighederne på Nørrebro efter folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen.

• Sammen med flere andre var han i 2002 redaktør på Magtens Bog, der handler om politiske skandalesager, blandt andet AOF-sagen, personalesagerne i Randers Kommune under Keld Hüttel og Øresundsforbindelsen. I forbindelse med bogen lavede forfatterne en udstilling over de centrale dokumenter, kaldet Dansk forvaltningskunst. Flere af værkerne er i dag ophængt på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet.

• I 2011 modtog Erik Valeur Danske Banks Debutantpris for sin roman Det syvende barn, og den indbragte ham også DR Romanprisen 2012 samt Harald Mogensen-prisen og Det Skandinaviske Kriminalselskabs Glasnøglen 2012 for den bedste nordiske spændingsroman.