Mich Vraa kan lige så godt sige det først som sidst:
- Jeg bruger ordet “neger”. Det er jeg nødt til. Jeg kan ikke skrive en bog, der foregår i 1792 uden at skrive “neger”. Det var den betegnelse, man brugte om sorte på den tid, og det var hverken nedladende eller racistisk, siger den danske forfatter.

Mich Vraa udsendte i 2016 romanen Haabet (Lindhardt & Ringhof), der skildrer den danske slavehandels gru og menneskeforagt. Danmarks fortid som slavenation er blevet diskuteret intenst her i 2017, 100-året for salget af De vestindiske Øer til USA.

- Jeg håber ikke, at der er nogen, der bliver krænket af ordene i Haabet. I 2016 vil jeg jo aldrig drømme om at sige “neger”. Argumenter om den etymologiske oprindelse er ligegyldige, hvis den, du siger det om, bliver såret af det. Er der nogen, der føler sin krænket, skal man ikke gøre det, siger Mich Vraa.

De færreste danskere har vel indtil for få år siden vidst, at Danmark var en slavenation og transporterede sorte slaver fra Vestafrika over Atlanterhavet til Caribien. Hvordan kom det overhovedet så vidt?

- Den danske kongemagt ville spise kirsebær med de store nationer i Europa og koloniserede tre øer i Det caribiske Hav for at kunne anlægge sukkerplantager. Men danskerne fandt ud af, at arbejdet i plantagerne var så hårdt, at ingen hvide mennesker ville kunne klare det. Derfor købte man i første omgang sorte slaver af hollænderne, men begyndte senere at hente sorte mennesker selv langs Vestafrikas kyst. Det foregik typisk på den måde, at danskerne forsynede lokale høvdinger med våben og snaps, mens høvdingene betalte med fanger, som de havde taget efter kampe med nabohøvdingerne, fortæller Mich Vraa.

Romanen Haabet foregår i årene 1787 til 1825. I 1792 forbød Danmark som det første land i verden den transatlantiske slavehandel. men forbuddet skulle først træde i kraft i 1803. En af pointerne med bogen er, at handlen ikke blot fortsatte trods forbuddet, men blev intensiveret så kraftigt, at antallet af slaver i Dansk Vestindien i perioden steg fra 28.000 til 36.000. Da kun en tredjedel af de sorte slaver overlevede søfarten over Atlanten, anlagde danskerne de såkaldte »negerstutterier«, hvor der blev arbejdet på at gøre »negerkvinder« gravide.

Fortrængning
- Der har været fortrængning i Danmark. I skolen hørte vi godt nok om de danske kolonier i Vestindien, men vi hørte ikke så meget om, hvad danskerne egentlig foretog sig på øerne. Tværtimod blev det ofte fortalt, at Danmark skulle have været en særlig human nation, der som den første i verden gjorde op med slaveriet og forbød det.

- Forbuddet mod slavehandel i var i virkeligheden en praktisk foranstaltning. Slavehandlen var nemlig for dyr i forhold til den såkaldte “negeravl”, der var både nemmere og billigere. En lang række udstillinger og den offentlige debat her i 100-året for salget af De vestindiske Øer har været med til at korrigere dette billede, siger Michael Vraa.

Baggrunden for den tilbagevendende misforståelse, at Danmark skulle have været det første land, som vedtog en ophævelse af sin transatlantiske slavehandel, bunder i forvekslingen af lovgivning som forbyder slavehandel og forbud mod slaveri som sådan. Samt forestillingen om Danmark som foregangsland - et populært nutidigt selvbillede af Danmark som en særligt humanistisk nation.

I Mich Vraas roman følger læserne den danske slavekaptajn Frederiksen på en slavesejlads med skibet ‘Haabet’ i 1787, da slaverne undervejs mod De Vestindiske Øer gør oprør med katastrofale følger.

I 1803 stiger Frederiksen sammen med sin datter Maria igen om bord på ‘Haabet’ - en rejse, der kommer til at vare længere end planlagt, og som følger trekantsruten. I 1823 ankommer professor Mikkel Eide til Sankt Thomas for at skrive en afhandling om slaveriet, som han er stor modstander af, men hans idealer bliver sat på prøve i mødet med virkeligheden på en slaveplantage.

Der bliver ikke lagt fingre imellem i bogens beskrivelser af forholdene på slaveskibet eller i plantagen, hvor hårde afstraffelsesmetoder som pisk og indespærring i umenneskelige jernbure blev taget i brug.

Haabet er en slags dokumentarisme af dagbogsnotater, logbøger og breve. Men det meste er fiktion. Mich Vraa blev inspireret til formen af John Williams’ brevroman Augustus, som Vraa selv har oversat til dansk.


- Jeg havde i lang tid gået og puslet med ideen om at skrive en roman med dette særlige historiske stof. Jeg vidste blot ikke, hvordan jeg skulle gribe det an og havde derfor så småt opgivet projektet. Jeg står i stor gæld til John Williams, der indirekte hjalp mig videre. Jeg vil gerne have, at der opstår en gråzone, hvor læseren er i tvivl om, hvorvidt det er virkelighed eller løgn. Intentionen er, at det kunne være sket alt sammen, så bogen har et virkelighedspræg, som skønlitteratur normalt ikke har, siger Mich Vraa.

Som Andeby
Han bruger Andeby som eksempel: Vi køber historierne med en and, der går rundt i matrostøj - lige indtil vi har lagt Anders And-bladet fra os. Så ved vi godt, at det hele bare var Andeby. - Jeg vil det modsatte. Læserne skal vide, at det, jeg beskriver, var virkelighed, selv om personerne ikke var det, siger Mich Vraa.

Der ligger en lang og intens research bag romanen Haabet. Mich Vraa har dog først besøgt det tidligere Dansk Vestindien efter, at hans roman er udkommet.

- Jeg havde i forvejen rejst en andel del af Caribien, nemlig det franske Guadeloupe, så jeg havde et forhåndskendskab til området. Jeg mener dog ikke, det ville have betydet så voldsomt meget for udformningen af romanen, om jeg på forhånd havde været på Sankt Thomas, Sankt Jan eller Sankt Croix. Da jeg var der, så jeg da nok nogle steder, hvor jeg tænkte, at jeg her og der kunne jeg have været mere præcis, men det rokkede ikke grundlæggende ved romanens udformning, siger han.

- Vi må erkende, at det er historie, og at vi derfor er langt forbi perioden. Men som danskere er vi ligesom altid en del af regnestykket, og vi har en pligt til at anerkende denne historie. Det er også derfor, jeg har skrevet romanen. Vi skylder disse mange mennesker, at vi mindes dem. Mich Vraa mener, “det ville være fint, hvis danskerne sagde undskyld”.