Det har ulmet længe. Men nu sker det. Film, der ikke har fået officiel støtte via Det Danske Filmin-stitut får i år deres gennembrud på CPH:PIX – Københavns filmfestival. Seks spillefilm og en længere række kortfilm af danskere, produceret uden dansk statsstøtte, vises hen over de næste dage på filmfestivalen. ”Jeg håber meget, at der inden for alle de her indiefilm dukker én op, der laver en succes. Fordi så vender det. Ikke før. Vi render rundt derude og bobler.” Sådan sagde dansk indiefilms grand old man Shaky Gonzalez til mig sidste år. Meget tyder på, at den succes, han efter-spurgte er nært forestående.

Fænomenet er af nogle filmskabere i Danmark blevet døbt indiefilm med henvisning til den amerikanske strømning af film, der siden 70’erne forsøger at adskille sig fra store mainstream Hollywood-produktioner. I Danmark har begrebet indiefilm hovedsageligt været brugt som en slags protest imod støttesystemet i Danmark, der beskrives som tungt og trægt – og endda af enkelte som indspist. Det, der er interessant ved de film, der er udtaget til CPH:PIX i år, og som er ustøttede, er, at de alle er instrueret af personer, der er meget mere diplomatiske i deres begrundelse for at lave film på denne måde.

Frem for at fokusere på de svære vilkår som instruktør og for at opnå støtte, så vælger spillefilms-intruktører som Danny Thykær, Sidney Lexy Plaut og Kasper Juhl i stedet at pege på den åbenlyse lyst til at lave film og den kunstneriske frihed, der findes ved ikke at skulle gå den lange ved gennem Filminstituttet. Budgetterne for filmene er mindre, finansieringen er alternativ, men resultatet er indrettet efter omstændighederne, og netop derfor får de ustøttede film et gennembrud i år.

Bumsen i parken
Premieren på Danny Thykærs spillefilm Backgammon har været længe ventet i Danmark. Filmen har taget – i skrivende stund – 12 internationale priser, og er nomineret til yderligere 10. Selv i Indonesien har filmen fået stor opmærksomhed på en filmfestival. Filmen handler om bum-sen Erik, der spiller Backgammon i en park, hvor han møder den 10-årige Maja, der gerne vil lære spillet at kende. Effektivt bygger filmen brætspillet ind som en metafor for livet i sig selv.

”Jeg er opvokset med amerikanske film, men også med britiske, franske og italienske. Og det, jeg gerne ville med Backgammon, det var, at lave en europæisk film med et amerikansk touch”, fortæller Thykær. Denne blanding af komponenter fra amerikansk melodrama med en europæisk eksistentiel realisme rammer i Backgammon en stilmæssig variant, som vi ikke helt har set i dansk film hidtil.

Eliten på slottet
Fire øvrige ustøttede film har dansk premiere på PIX i år. To af dem er produceret i udlandet. Thomas Jakobsens The Unraveling er en amerikansk produceret thriller. Jakobsen har gennem flere år arbejdet med film i Los Angeles og debuterer med denne film. Anna Sofie Hartmanns Limbo er produceret af Deutsche Film- und Fernsehakademie Berlin, hvor Hartmann selv har studeret, til trods for at filmens handling foregår i Nakskov. Hartmann og Jakobsen skiller sig lidt ud fra de fire andre spillefilmsinstruktører, som stædigt har produceret deres film i Danmark.

Thomas Daneskov har igennem et stykke tid fået en vis omtale i danske medier. Især filmmagasinet Ekko har giver ham opmærksomhed, og hans kortfilm Ud, spring over, ind (2014) var den helt store vinder sidste år, da Ekko uddelte deres Shortlist Awards. Med Eliten spillefilmsdebuterer Daneskov med en kunstnerisk metafilm, der handler om kunstnerisk skabelse og undergang. Den blev til, fordi en tante gav ham 50.000 kroner til en film, fordi han ikke kom ind på Den Danske Filmskole. Resultatet er en film, der på den ene side minder lidt om Lars von Triers Idioterne (1998), men som effektivt tilføjer en handlingstråd, der handler om at bygge op og bryde ned inden for et kunstnerkollektiv, der på mange måder også mimer filmskabelsens kollektive tilblivelse.

Den poetiske samurai
En genre, der kun meget sparsomt har været anvendt i dansk film, og indtil nu kun i kortfilmsformatet, er samuraifilmen. En genre, der hovedsageligt er østasiatisk i oprindelse og især japansk. Det skræmmer dog ikke instruktøren Sidney Lexy Plaut fra at lave en spillefilm om en mørk samurai på japansk i Danmark. Titlen er Dark Samurai og fortæller en smal historie om en samurai, der har mistet sin kone eller kæreste. Filmen er næsten uden handling. I stedet er det en række visuelle tableauer, der poetisk skildrer samuraiens filosofi, lidelse, poesi og tab.

”Jeg stræber efter det uperfekte”, fortæller Plaut. ”Jeg sætter forhindringer op for at give liv til hver indstilling, for at filme det uventede. Det skal være den kreative energi, der har kontrollen, ikke mærker på gulvet, en lampe eller en udtalelse af et ord, som jeg har i mit hoved. Der skal skabes et rum, hvor man kan udfolde sig uhæmmet. Ud fra det opstår der så en ærlighed. Fordi det allervigtigste er, at man er ærlig, at man ikke lader som om. Men for at improvisere sådan, er man nødt til at have bygget et stærkt fundament eller en komposition, man falder tilbage på. Dark Samurai har en logik bag sig, hvor end abstrakt den så bliver opfattet. Der er en mening med galskaben.”

En gud uden et univers
Den sidste danske ustøttede spillefilm, der har premiere på PIX, er Kasper Juhls fjerde spillefilm Gudsforladt. Arbejdstitlen har været AGWAU, som er en engelsk forkortelse for ’ A God Without a Universe’. Filmen handler om misbrug, alkoholisme og problematiske familie-forhold i en stil, som karakterises som social body-horror: et møde mellem et David Cronenbergsk kropsgys og en social realisme. Et projekt, der minder en del om Juhls kortfilm Insekt fra sidste år.

Juhl har hidtil gjort sig bemærket med tre film, der kan karakteriseres som torture porn, eller det, der også er kaldt for new extremity. De tre film Sunken Danish, Madness of Many og Monstrosity viste, at det kunne lade sig gøre at lave film i stil med August Underground og A Serbian Film på dansk. Juhl har dog hele tiden insisteret på, at han ville trække gyset med ind i stuevarmen. Med Gudsforladt ser dette projekt ud til at være lykkedes.

PIX og film uden for systemet
Det er ikke første gang, at ustøttede film er på programmet i PIX. I 2009 havde David Noel Bourkes No Right Turn og Dennis Holck Petersens Det perfekte kup premiere på PIX. Men i år er mængden af både spillefilm og kortfilm, der ikke har fået statsstøtte større end nogensinde. Festivaldirektør Jacob Neiiendam er enig.

”Jeg har fra starten haft et ønske om at PIX (også) skulle være platform for film produceret uden for systemet, men det er korrekt, at i år er helt speciel. Vi har før haft ustøttede spillefilm på program-met, men aldrig så mange som i år. Vi tager jo kun film med, hvis vi mener, de har en kvalitet, som retfærdiggør det. Ellers giver det ikke mening. Derfor er der sket et løft i kvaliteten, men også i antallet af tilgængelige titler. Jeg tror, at det har at gøre med, at filmskaberne ser en mulighed for at få deres film ud, som ikke tidligere har været der. VOD kan give dem et publikum nu, hvor de enten skulle til tv eller bio før. Vi skelner mellem de korte og lange formater, og skiftet er sket på det lange format. Vi er glade for at kunne være platform for Movie Battle, 18 Frames og Super16, for de er med til at føde det uafhængige miljø. Men det store skift er i spillefilmene.”

Den ustøttede kortfilm
Dansk independent films legestue har i flere år været det såkaldte Movie Battle. Det startede i 2004 i en lejlighed i Hvidovre, da Shaky Gonzalez stiftede konkurrencen for at ryste dansk undergrunds-film i gang. For mange brokkede sig over dårlige film, fortalte han, nu skulle de selv til at lave dem. I 2012 indlemmedes konkurrencen i CPH:PIX. Idéen med konkurrencen var at skabe fokus på genrefilm – og med indbygningen i PIXs faste program er genrefilmen nu også kommet ind i det gode selskab. I år er temaet ’slasher’, og der er bidrag fra velkendte navne fra den danske indiescene: bl.a. Stefano Gonzalez, Svend Plough Johansen, Daniel Bødker Sørensen og Kim Sønderholm.

Ud over Movie Battle og spillefilmene er det også symptomatisk, at de alternative filmskoler i Danmark spiller en rolle. Super 16-film og film fra 18 Frames har premiere på festivalen. Her ser vi også genrefilmen dukke op, fx i Jesper Quistgaards postapokalyptiske ”Ødeland”. Den alternative vinkel på filmproduktion, der indføjes ved at udfordre monopolet fra Den Danske Filmskole, afspejler sig også ved, at både Thomas Daneskov og Sidney Lexy Plaut begge nævner, at de er blevet afvist af skolen. Plaut fortæller, at han nærmest nu er glad for afvisning, selvom det var hårdt, fordi han derfor var nødt til at tænke film på en alternativ måde.

Den ustøttede film – eller independent film, om man vil – har på sin vis altid været en del af hele filmhistorien. Begrebet indiefilm dukker allerede meget tidligt i filmhistorien. Den danske instruktør Benjamin Christensen var amerikansk independent instruktør i USA allerede i 40’erne. Det blomstrer til gengæld for alvor op i 70’erne, da en række instruktører modsatte sig Hollywoods do-minans. Den danske ustøttede film modsætter sig af forskellige grunde dominansen af filmen, som har opnået DFI-støtte og årets CPH:PIX viser, at det ikke kun er kvantitativt, at den ustøttede film har gjort fremskridt. Kvalitativt er der de seneste år sket store fremskridt. De udtagne film til PIX viser, at det kan lade sig gøre at lave film for få penge i Danmark, og at filmene også fungerer rigtig, rigtig godt.