Den danske instruktør Kasper Juhl har netop haft premiere i Husets Biograf, København, på sin seneste spillefilm Madness of Many. Inden da havde han indspillet et par officielle kortfilm, samt et hav af hjemmeproduktioner. Derudover færdiggjorde han sidste år sin første spillefilm Sunken Danish (2012). En særdeles kontroversiel dansk seriemorderfilm, der overskrider grænser, som yderst sjældent overhovedet nås i dansk film. Kasper Juhl er netop ved at lægge sidste hånd på sin kommende spillefilm Monstrosity, der er en slags opfølger og udløber af Sunken Danish. Han er hovedfiguren i det danske produktionsselskab Hellbound Productions, der er et undergrundselskab med særlig fokus på ekstrem og voldsom horror. Ved siden af sin interesse i film, er Kasper Juhl også forsanger i bandet Abscission. Kulturkapellet har fået Kasper Juhls film til gennemsyn, og har stillet ham en række spørgsmål om blandt andet at være independent i Danmark og det, han selv har kaldt for ’den sygeste film fra Danmark’.

På jeres Facebook-side betegner I Hellbound Productions som independent. Hvad ligger der i det?

”Når jeg laver film står jeg på egne ben og tager selv alle beslutninger. Der er ingen der fortæller mig, hvad jeg skal gøre og det har jeg det helt fint med. Desuden kommer alle penge til mine projekter fra egen lomme. Jeg arbejder fuldstændig uden om sponsorer og andet. De fleste af mine penge (udover husleje m.m.) går til at producere film. Jeg er ikke medlem af nogen forening eller noget, der hjælper med at skaffe penge til mine projekter. Jeg har skabt Hellbound Productions som er et slags horror-fællesskab for andre, som selv laver film, og som udelukkende selv finansierer sine projekter. Hellbound Productions laver no-budget undergrundsfilm og sådan skal det blive ved med at være.”

Du er listet under to selskaber (Hellbound og A&K): hvad er relationen mellem disse selskaber?

”Både A&K og Hellbound er nonprofit uafhængige selskaber. A&K startede jeg for en del år siden sammen med min gode ven Anders Norddal. Vi har lavet et hav af kortfilm gennem tiderne. Jeg har i lang tid haft lyst til at lave nogle ekstreme og kontroversielle horrorfilm, og dem følte jeg ikke, at vores lille uafhængige selskab A&K skulle ligge navn til. Derfor lavede jeg Hellbound Productions, som kun skulle producere rå og brutale horrorfilm, hvorimod at vi hos A&K laver lidt mere ”venlige” film, selvom vi dog også har produceret horrorfilm som f.eks. ”Make Them Suffer” og ”Rex Inferno”.”

Kan du beskrive din baggrund for at lave film?

”Jeg har ingen filmisk uddannelse. Da jeg var cirka otte år, fik jeg mit første kamera og begyndte derefter at lave et hav af små film. Jeg indsmurte stort set alt min legetøj i teaterblod, og begyndte derefter at optage drabelige film. Jeg tror jeg har omkring 200 VHS bånd med film, jeg har lavet som lille. Da jeg blev ældre begyndte det så at stå lidt stille med at lave film, og jeg fokuserede på musikken i stedet. Så der gik en del år, før jeg vendte tilbage til at lave film, og da jeg nu var blevet voksen, havde jeg en mere professionel tilgang til det.”

”Og da jeg begyndte at lave film igen, kunne jeg med det samme mærke, at det er det, jeg vil lave til mine dages ende! Så jeg har ikke nogen uddannelse, men har selv lært alt igennem hårdt arbejde. Jeg starter dog på The European Film College her i slutningen af måneden, og har også planer om at starte på Den Danske Filmskole efter.”



Kan du beskrive din filmiske interesse med fokus på de film, du hidtil har instrueret?

”Jeg har altid søgt ned i undergrunden for at finde film. Det er i hvert fald ikke i Hollywood, man skal lede efter gode horrorfilm. Jeg har altid været glad for ekstreme film, som deler sit publikum og får de fleste til at stå af. Jeg synes der er noget mystisk ved dem. Film, som bliver promoveret med f.eks. taglines som ”The Sickest Movie Ever!”, kan jeg ikke holde fingrene fra. Jeg har altid haft en smag for det makabre.”

”Det er klart, at jeg er inspireret af disse film og især instruktører som Fred Vogel og Lucifer Valentine er en kæmpe inspirationskilde for mig. Sunken Danish (som er den første spillefilm Hellbound har lavet) er i den grad inspireret af to af mine yndlings horrorfilm: Fred Vogels August Underground og E. Elias Merhiges Begotten. Selvom jeg finder stor inspiration i mange film, prøver jeg altid at gå nye veje. Dog synes jeg ikke film blot skal være ekstreme og ”syge” for at være det, men samtidig skal de have et eller andet smukt over sig. Jeg er meget betaget af film, som igennem det makabre og groteske kan fortælle en universel sandhed eller lignende. Det synes jeg helt klart også, man kan fornemme i min film Madness of Many.”

”Jeg kan godt lide når film har en eller anden dybere mening. Jeg elsker når film er eftertænksomme osv. Så det prøver jeg, især i Madness of Many, at gøre brug af. Film tiltrækker mig mest, når de på en eller anden måde besidder en slags sandhed omkring livet eller universet. På en måde, synes jeg at det gør, at filmene bliver mere end blot en film.”

Jeg ser et umiddelbart link mellem dine interesser i musikken og i filmen. Dødsmetal viser også ofte en interesse i vold. Mikset finder også sted i blandingen i musikvideoen til ”Blackness”. Kan du beskrive din relation mellem musik og film nærmere?

”Jeg har som sagt altid haft en stor interesse for det makabre. Selv da jeg gik i SFO, blev mine forældre kaldt til samtale, fordi pædagogerne var urolige for mig, da jeg tegnede meget voldelige tegninger. Så jeg tror, at det er en side jeg altid har haft, hvilket nok også er derfor at jeg søger de mere ”mørke” sider af film såvel som musik. Personligt synes jeg, at det er sindssygt spændende, og indebærer mange flere facetter end romantiske komedier og popmusik.”



Kan du beskrive den filosofiske kerne i Madness of Many nærmere?

”Madness of Many er den film jeg (lige siden jeg begyndte at lave film) altid har haft lyst til at lave. Jeg elsker filosofi. Og spørgsmål som ”hvem er vi?”, ”hvorfor er vi her?” og sandheden med universet og livet, har jeg altid følt tiltrækkende. Så at kunne blande den kæmpe interesse ind i en horrorfilm, har jeg fundet super interessant. Og det er helt klart ikke den sidste ”filosofiske” film, jeg vil lave. Så vidt som muligt prøver jeg altid, på den ene eller anden måde, at have noget filosofi med i mine film. Noget som helt sikkert vil være nemmere at se i de film, jeg laver fremover.”

”Det meste af den ”filosofi” der bliver snakket om i Madness of Many har været mine egne tanker, der er stærkt inspireret af den danske forfatter og mystiker Martinus Thomsen. Han snakker meget om meningen med lidelsen, og hvorfor der eksisterer vold i verden osv. Og det har været en stor inspiration til Madness of Many.”

Du har brug for flere kvinder til at spille en komplet rolle i Madness of Many. Der ligger selvfølgelig et personlighedsspil i det. Men kan du uddybe castingen til filmen lidt mere?

”Jeg har castet alle skuespillerne selv, og fundet dem igennem skuespil-relateret-sider på nettet. De fleste af skuespillerinderne i Madness of Many er faktisk fra Sverige. De svenske skuespillerinder, jeg har arbejdet med, har været super imødekommende og frisk på det meste! I forhold til de danske der godt kan virke lidt mere ”tilbageholdende”. Så det blev egentlig en slags fast rutine at vende tilbage til at caste svenske skuespillerinder. Castingen har primært fungeret via e-mail, hvor jeg har forklaret lidt om projektet, og at det altså ikke er for sarte sjæle at medvirke. Derefter har jeg holdt et møde med dem, for lige at lære hinanden at kende, og derefter har jeg fundet ud af hvilken karakter de skulle spille.”

Du vender tilbage til din figur Kevin i Monstrosity, der er baseret og videreudviklet fra Sunken Danish. Hvad er det, der fascinerer dig ved ham?

”Hvis jeg ikke var det fornuftige menneske, som jeg er, ville jeg være Kevin. Jeg tror vi alle har en mørk side og en slags indre ”psykopat”. Selvfølgelig er det forskelligt, hvor meget vi kan relatere til den side. Men Kevin karakteren er nok min onde side, og ham jeg ville være, hvis jeg altså ikke var i ”kontrol”. Det er sindssygt spændende at komme i kontakt med den karakter og udleve ham igennem en film. Jeg føler også, at der er noget sindssygt tragisk/deprimerende ved hans karakter, som jeg finder ret fascinerende, og det er primært derfor, jeg har valgt at lave endnu en film, med ham som hovedkarakter.”



Du spiller selv hovedrollen i begge film om Kevin. Kan du beskrive dette valg nærmere?

”Jeg følte, jeg havde brug for at spille denne karakter. Jeg havde nogle frustrationer, jeg skulle ud med, og tænkte det ville være spændende at gøre det igennem en film. Det mere ”basale” af det valg er, at når Sunken Danish og Monstrosity begge er ”found-footage” film, som foregår over det hele i København, tænkte jeg, at det som instruktør ville være nemmest selv at spille hovedrollen, så jeg hele tiden havde kontrol over hvad der skete, når vi filmede.”

Du fokuserer generelt på nogle dokumentariske stilarter. Flere af filmene henter en del fra found footage-stilen. Dine Kevin-film en del fra snuff. Flere af dine film indarbejder – ligesom Fred Vogel – hjemmevideoen. Hvad kan du bruge denne dokumentarisme til?

”For det første er jeg rigtig glad for dokumentarfilm generelt. Og jeg har altid syntes, at ved at blande en slags dokumentarisme og fiktion, bliver tingene (filmene) meget mere troværdige. Derfor arbejder jeg næsten altid kun med improvisation. Har blandt andet derfor også i Madness of Many for det meste givet skuespillerinderne frit slag til, hvad de vil sige (dog ikke voice-overen), og det synes jeg giver en meget realistisk følelse.”

Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt mere ind til det, du omtaler som det ”syge”. Sigter du efter det kontroversielle for dets egen skyld? Fordi det er stilfuldt, æstetisk? Eller er det også i selve overskridelsen en dybere pointe i det for dig?

”Der er helt klart en dybere pointe med det. Jeg synes ikke, at det kontroversielle og ”det syge” skal være der blot for at være der. Det burde altid have en mening i den ene eller anden forstand. Det synes jeg, at jeg har skildret ret godt i Madness of Many, men jeg ved godt det kan være sværere at se i film som Sunken Danish og Monstrosity. Men det er altid karaktererne, det handler om.”

”I Kevin-filmene er de lange snuff-sekvenser med til at beskrive karaktererne. Hver gang de to hovedroller sviner og snakker til deres ofre, er det i virkeligheden dem selv, de taler til. De har så meget selvhad (hvilket jeg synes er tydeligere i Monstrosity), at de bliver nød til at lade deres had gå ud over andre. F.eks. i slutningen af Sunken Danish, hvor Kevin skærer maven op på den gravide kvinde, ser han faktisk sig selv som barnet. Blandt andet også derfor han på et tidspunkt skriger til kvinden: ”Hold nu kæft, mor!” Han har så meget selvhad, føler ikke han nogensinde skulle være født, og derfor gør han så meget skade på fostret som muligt, som han anser som sig selv som lille. Så selv om de mange voldsscener kan virke lidt ”overfladiske” ved første blik, så ligger der altid noget dybere bag.”



Kender du Remy Belvauxs film Man bider hund (1992)?

”Jep, det gør jeg. Men tro det eller lad vær: jeg så den faktisk først efter jeg havde lavet Sunken Danish, men nu kan jeg da godt se, man kan trække tråde til den film. Der har været en del, der har sagt, at de film har ligheder, så det var først efter, at jeg fik det fortalt, at jeg så filmen. Og det er jo en fantastisk film!”

Ligger der i Madness of Many en bevidst inspiration fra sager som Natascha Kampusch og danske sager som Brønderslev-sagen?

”Det gør der faktisk ikke, men hvis man kan mærke det, synes jeg bare det er fedt, da jeg selv finder disse historier ekstremt interessante. Måske har jeg ubevidst lade mig inspirere af dem, men det er ikke noget jeg har tænkt over. Men jeg er inspireret af virkelige hændelser. Jeg kan huske historien om en dansk soldat under Anden Verdenskrig, der kom i koncentrationslejr og blev tortureret på det groveste. Han overlevede og har efterfølgende skrevet en bog om episoden. Her beskriver han en meget smuk tanke, som han fik: ”Jeg kan ikke gøre noget ved, hvad de gør ved mig, men jeg kan gøre noget ved, hvordan jeg vil reagere på det”. Og det er jo egentlig meget rigtigt. Derudover fortæller han også, at han ikke ville være foruden denne oplevelse, da han nu ser på verden på en helt anderledes og bedre måde. Og her kan man jo sagtens trække tråde til Victoria i Madness of Many.”



Du peger på, at Hellbound vil blive ved med at være et undergrundsselskab. Hvad ligger der i betegnelsen ’undergrund’ for dig?

”At vi lever i undergrunden. Dvs. vi har ikke forfærdelig mange fans, men dem vi har, er super dedikerede. Vi laver alt selv og skaffer selv pengene til projekter fra egen lomme. Vi laver film, fordi det er det, vi elsker, og ikke fordi vi vil tjene penge. Det er undergrund for mig. Så snart dine projekter bliver maltrakterede af producere og production managers, der skal fortælle dig hvad du kan og ikke kan (fordi det i sidste ende handler om penge for dem), så bliver det sgu for mainstream.”

Biografvisningen af Madness of Many gik rigtig godt. Kan du sige noget om den interesse, der findes ’derude’ for ekstreme film af din type?

”Ja, det gik sindssygt godt. Jeg talte med rigtige mange efter præmieren, og det var faktisk stort set alt andet end ”det ekstreme” i filmen, de fandt interessant. Og det er jeg rigtig glad for. Der var faktisk også en der sagde, at hun mere så filmen som et drama end en horrorfilm. Men udover det, er der da helt klart en kæmpe interesse for det ekstreme. Det ekstreme sælger, som man siger. Hvis du f.eks. tager en tur til filmsektionen i Fona og kigger under horror, så står der rigtig tit på de forskellige covers: ”Den Sygeste Film Nogensinde”, ”Forbudt i 10 Lande”, ”Advarsel: Ikke for Sarte Sjæle!”, og det er jo fordi, at ved de, at folk gerne vil se film som dem. Også derfor er film som The Human Centipede og A Serbian Film er blevet så sindssygt populære.”

På trods af, at du betegner dig som indie og undergrund, er du begyndt på EFC, og vil søge ind på Den Danske Filmskole. Har du interesser i at flytte det ”syge” ind i den mere etablerede film?

”Det har jeg bestemt. Dog har jeg også planer om at eksperimentere med dramafilm. Men tror dog altid, der vil være et eller andet kontroversielt og provokerende ved det jeg laver, blot mindre blod. Hensigten med gå på filmskole og søge ind på Den Danske Filmskole er at gøre det her til et job. Dette er virkelig det, jeg kan mærke, er den rette vej for mig, så hvis jeg ved siden af at lave horrorfilm med Hellbound, kunne arbejde på andre produktioner og tjene lidt dér, ville det være perfekt. En af grundende til jeg har stiftet Hellbound, er så jeg altid har et sted til de mere ”ekstreme” film, jeg får lyst til at lave.”