Lidelsen i moralen

- og bønnen om kærlig forsoning

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Jagten og Amour er vidt forskellige film, men de er begge præget af det sikre greb fra mestre, Thomas Vinterberg og Michael Haneke. Hvor Jagten handler om en mandelig pædagog, der i et lille lokalsamfund anklages for pædofili, og hvor filmen følger det lille samfunds eskalerende reaktioner, udstødelsen, handler også Amour om den tilstand, der bliver fremherskende i mødet med en lidelse, der indtræder uforvarende. Vi følger et gammelt ægtepar. Konen, Anne, der spilles værdigt af Emmanuelle Riva, rammes af alvorlig sygdom, og hendes mand, Georges, der spilles af Jean-Louis Trintignant, må se deres relation devalueret, idet Annes fysiske lidelse bliver mere påtrængende og til sidst uhjælpelig afhænder hende i en tilstand så indelukket og uhyggelig, at ægtemandens næsten professionelle distance måske er den eneste måde, hvorpå at takle den menneskeligt. Sygdommen eskalerer i deres lejlighed, og vi kommer ikke én eneste gang udenfor den, ligesom der heller ikke lukkes lys ind. Til fælles for filmene er lidelsen, når den tilstøder – og frastøder, mennesker der havner i en tilstand af så uhyggelig afmagt, at beskueren uvægerligt stiller spørgsmål til lidelsens mening. Den gode anmeldelse af Jagten, der allerede findes på dette site, kan fortsættes her, idet der, sammen med fortolkningen af Amour, her skal gives et bud på, hvad nævnte anmeldelse rigtigt efterlyser: de rådende værdier og den kommunikation bag – der passende kan revideres.

Aktuel mistænkeligørelse – og religion
Har lidelsen værdi? Hvor religiøsitet taler om meningen med lidelsen, taler den moderne videnskabelige erstatning for den kun om lidelsens årsag. Men Jagten behandler det spørgsmål, der er aktuelt i vores tid, og som faktisk har religiøs mening men måske også religiøse årsager, nemlig den mistænkeliggørende skyldsdyrkelse. Her er det pædofili, der er blandt tidens højt profilerede anklager.

Hvilken magt har lidelsen – og hvilken magt kan man fastholde med den? I Jagten findes det svar på lidelsen, at der er ubevidste, menneskelige interesser i den – den påståede krænker hedder Lucas og spilles eminent af Mads Mikkelsen. Som i “Jobs Bog” søger samfundet en anledning til at udvælge sig en genstand for frygt i en depraverende hetznydelse, et “umenneske,” som hadet kan fæstnes til, selvom den fjende, det hermed skaber, i moraldannelsen, mere er udtryk for dets eget behov for at se ham manifesteret end dets interesse for hans reelle udåd. Det ustyrlige forløsningselement vises ved det forhold, at alle i lokalsamfundet totalt ukritisk, som en steppebrand, godtager løgnen. Løgnens fordærv synes derfor at være af stor vigtighed for en virkelighed, hvor det manifesterede fjendskabs angstmættelse ikke udebliver, uden at samfundet derved vil stå tilbage med et faretruende “intet,” der tilmed ikke kan samle og rense samfundet moralsk. Således – er min tolkning – passiviseres angsten af en hurtigt hadet genstand, Lucas, og kender man Lukasevangeliet, forstås karakterens dobbelthed:

Ifølge traditionen er ophavsmanden, Lukas, læge, men i hans evangelium fremstår Jesus mere radikal end i de andre evangelier, som samfundsrevser og traditionskritiker. Anklagerens kritiske rolle deler han med den gammeltestamentelige Job, der, som en læge, revser samfundsordenen, idet han gør sig til genstand for dets anklager, der først indrømmet kan genetablere og bekræfte samfundets allerede gældende moral. Der bringes et offer, dette skulle være Job, men denne vil ikke godtage præmisserne for hans påståede skyld, hvorved han blotter samfundets moral som decideret inhuman. Den anklagede anklager er samfundslæge – ved i en syndebukproces endelig at bekræfte sin skyld og derved genetablere samfundets først betvivlede moral? – Eller ved hårdnakket at gøre oprør og først tie under vægten af “sin egen indre Gud,” thi kun i Lukasevangeliet hedder det at Guds rige er indeni os selv – og det er netop, hvad Job længe påstår, og det er derfor overhovedet, han kan kritisere samfundet med enestående styrke.

Samfundets moralpsykologi
Den anklagede Lucas anklager ikke i filmen med ord, men gennem hans slutteligt stadfæstede uskyld lader han jo pludselig samfundet anklage sig selv. Og hvordan sker det? Ved at se anklagens virkelighed manifesteret hos et “udenfor” der fremmedgøres kan samfundet på en gang fornægte de mørke tilbøjeligheder i sig selv, ligesom det kan straffe et menneske, der siges at have dem – for dets egne tilbøjeligheder. Dette skaber denne yderligere afstand til tilbøjelighederne: at de, i det hurtigt eskalerende sammenhold, kun vedkommer én og ikke de mange, der vitterligt er årsag til dem. Den nævnte slutscene, hvor Mikkelsen, efter at være blevet skudt efter i en skov, hvor han går på jagt, kigger efter afsenderen, men kun blændes af solen, minder om noget i Hanekes film Skjult. Her modtager en familie gang på gang videobånd fra en anonym person – hvorpå der imidlertid ikke er noget indspillet, hvorved der kunne være tale om en art moralsk påmindelse, men om hvad? “Forstyrrelsen,” truslen, legitimeres eller personificeres ikke, et abstrakt “udenfor” fremkommer med en terroriserende påstand, der, ved ikke at være nærmere ekspliciteret, bliver et problem, mennesket i angst selv må tyde, hvis ikke det i panisk selvforsvar kan forkastes – som vilkårligt plagsom meningsløshed.

Det kan det næppe. I Jagten manifesterer slutscenen, den upersonificerede jæger, det sociale sådan: “Lad os være i fred,” thi har Lucas ikke netop blottet samfundets målrettede jagtdrift mod berøring med destruktive kræfter, der oven i købet uselvstændiggør og ansigtsløst ikke vedkommer den ene udsete, men sådan undertvinger alle? Det er dette, blottelsen, der i slutningen af filmen fører til den effektive stemning af tavs gru, hvorved det usagte, som alle er fælles om, tiltvinger sig lammende adgang til den sociale samvittighed, der ikke tør udtale det, personificere, stå til ansvar.

Lidelsens tavshed og tomhed
Også over Amour er der noget gådefuldt og tavst over lidelsen. Hvorfor rammer den? Stærk lidelse fordrer, at der søges et meningsgivende svar på den udover det rent vilkårlige, som mennesket har svært ved at leve med.

Men i Amour er lidelsen ikke som i Jagten dramatisk og består ikke i en moralsk anklage, hvilket snarere livet med den gør, og som den lidende i samfundet må frigøre sig fra, hvis altså han deltager i det og ikke isolerer sig fra det, hvilket Anne og Georges netop gør. For ikke bare er man syg – men hvorfor forbliver man syg, hvis ikke man derved anklager de raske for deres sundhed, som de kun måske ved tilfældet fastholder? Hvis sygdom, som hos Job, stadig kan være en anklage, er det vel fordi den vedvarende minder de raske om en virkelighed, de ikke ønsker at kende – og som de derfor anklager den i forvejen syge nærmest for selv at have valgt. Lidelsen trækker kræfterne ud, de to gamle i Amour bliver næsten uigenkendelige, ligesom det sker i Jagten, der forvandler fællesskabet. Nu forekommer de to at have et nærmest professionelt forhold, hvad de får, fordi Georges mere skal arbejde som hjælper end agere ægtemand – og er Anne ikke også lovet væk – til sin sygdom?

Hvis Annes og Georges` forhold automatiseres, udtømmes det også for indhold. Der er ikke tale om noget derigeret had, der kun kan forløse, fordi fjenden er personificeret, men om en apati, der kun opstår, fordi sygdommen er uden årsag – den er alene et “skyldløst” biologisk faktum, men ikke en depraveret mental tilbøjelighed. Grureaktionens stålsatte automatisering kommer, som mentalt forsvar, til udtryk, idet den svækkede Anne fremmedgøres, dvs. instrumenteres med en elektrisk kørestol og en elektrisk seng. Dér indtræder visheden om den lidelsens skyldløse og benhårde mekaniske fjernhed, der ikke giver svar, og som næsten hos konen er det forsagte, fjerne og tømte blik, man kunne tro drømte, hvis ikke det var så fuld af mangel på gennemlevet deltagelse.

Forløsningen udebliver – modsat i Jagten, men her kæmper den anklagede – men hvorledes genvinder samfundet sin uskyld, hvordan bliver det igen troværdigt, hvis ikke det reviderer forestillingerne om, hvad det menneskelige er – og de anklagende selv må blive de anklagede?

Dette bud får vi ikke i Jagten, selvom Lucas renses for skyld, men han forbliver skyldig som den genstand, der nu plager de andre – med deres egen skyld. Hans vellykkede forsvar er med andre ord pludselig en anklage. Men Lucas viser, modsat Anne, at vi som mennesker, indtil der findes tilgivelse eller forsoning, kan bekræfte vores menneskelighed ved at tale og engagere os, for så længe lidelsen stadig kan gøre oprør, da virker den livsbekræftende og nærmest stolt. Det er værdigheden, vi agter hos mennesker, så hvorfor er det i vores tid så vigtigt at fjerne den under særligt udvalgte?

I Jagten hersker til sidst netop tavsheden, når først værdigheden er forsvundet – og tavsheden, skammen, ser ud til at ville forsvare sig. Men hvor Lucas til sidst blændes af lyset og ikke kan se, hvem der skyder efter ham, lukker de to gamle ikke én gang lyset ind, dvs. åbner ikke som ham op for en livgivende udfordring af det bestående. Stemningen virker som en mærkelig tilstand af uvedkommende opgivelse, en forsagt vished om den uafvendelighed, der ikke omtales, som sådan en uvirkelig tilstand, som de gamle imidlertid ikke talende anfægter som ekstraordinær, men som nærmest bekræftes som en sorgløs normaltilstand, der for beskueren reelt ligner regression til et tidligere forsømt udviklingstrin. Hvor samfundet i Jagten forløsende kommer til Lucas med deres problemer, opfinder ham, møder de to gamle en due, der flyver ind ad deres vindue, og derved symboliserer menneskets efter-kamp-tragten efter frihed. Georges lader frit fuglen leve og flyve – Lucas undviger kuglen fra det oplyste. Georges frigøres – Lucas undertvinges.

Massesamfund, ensomhed og medier
Mikkelsen er betagende, fordi han underspillet lader det omgivende samfund tiltrække sig den betydning, der sådan set mere vedkommer det end Lucas. Lucas viser, at hans lidende rolle er udset som samfundets blotte genstand, men er han særligt egnet til at spille den? Er han kun et tilfældigt offer, ingen bevidst udvælger men ubevidst søger at realisere, idet der med udsøgt mistænkeliggørelse skabes moralsk samfundsorden – der her altså beror sig på tidens måske stærkest underholdende løgn?

For set i et bredere perspektiv formår filmen jo at sige noget om de forhold, der præger magtbevarelsen også i vores eget land, hvor der genereres opmærksomhed omkring mennesker, der opfattes som skyldige. Men hvis den opskruede og paranoide hetzbeskæftigelse sandt sagt er navlepillende og rentabel og berigende undertrykkelse af mennesker, der ofte reelt kun har uskyld at betale med – hvem har så interesse i moraldannelsen, hvis ikke det samfund for hvilket mistænkeligørende og umoralsk underholdning om umoral er vigtigere end de virkeligt menneskelige ofre for den?

Moralen berører også Amour, omend den mere vedkommer samfundet ved netop at fastholde – at det overfor lidelsen forbliver uformående. Her ser vi ikke det samfund, der udstøder, men de mennesker der i nødværge isolerer sig fra det, og derfor er det present i det demonstrative fokus på, at alt kun foregår mellem de to gamle, der ikke vil hente hjælp – hvor hjælpen ikke er rigtig, altså human. Således fortæller filmen, ligesom Jagten, om den isolation, der er de meget tragiske menneskelige følger af tabuiseret meningsløs smerte, ligesom den fremviser den uhjælpelige reaktion på den, der er det generelle sammenrend af almindelig fordærvet udstødelse og vag forudsigelig afskærmelse.

Begge film foregår netop i et fortættet, lokalt univers og understreger derved den tilstand af klaustroforbi, som lidelse afstedkommer. Lidelsen kan imidlertid afhjælpes af humane fremskridt, tilgivelse og forsoning, hvis også disse film er en bøn om, at vi deltager nært i hinandens liv – kan hele den menneskefjerne syndebukproces, bragt under menneskelig kontrol, ikke faktisk opfattes som en bøn om forsoning med lidelsen og dens gådefulde årsager, der bare får den forkerte udformning, forsoning i erkendelse, hjælp ikke med nye anklager, frigørelse: i god tro, tillid, hjertelighed? Fjernheden gør særligt medierne selvfølgelig. Karakteren af deres rolle ligger op til at beskue mennesker som “et abstrakt udenfor,” hvor vi alle er “de andre,” der derved er i fare for at blive uvirkelige mediekonstruktioner, blotte historier – der stadig blot ikke er historie. Herved eroderes den nære omsorg og deltagelse, simpelthen ved at vi indgår i samfundet på visse strukturelle præmisser, et udeltagende massesamfund tillader os at opleve med ligegyldighed. Mennesker der blot “behandles” – som ofre eller syndebukke – reduceres til blotte “sager” eller “historier,” hvorved vi alle strukturelt effektuerer en uhyggelig norm uden just selv at vedstå ansvaret for den. Lidelsen er “de andres,” hvad åbenbart også gælder den dårlige smag i munden.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays