Havde det ikke været for d’herrer Joe Shuster og Jerry Siegels påhit af den efterhånden mytologiske, kappeklædte helt Superman, ville det sikkert ikke have været muligt at skabe den nye animationsfilm Megamind, i hvert fald ikke når man ser på filmens startsekvens. Ligesom Kal-El bliver en blå baby smidt ned i en rumkapsel, da hjemplaneten er ved at blive suget ind i et sort hul. Samtidig bliver der fra naboplaneten sendt et andet fartøj af sted indeholdende en hvidklædt baby med labert hår og et nærmest perfekt tandsæt. Den blå baby kommer ud af kurs idet den anden kapsel skubber til den, hvilket resulterer i at den hvidklædte lander under juletræet hos en velhavende familie mens den bette blå fyr lander i et fængsel for begavede kriminelle. Smørhår vokser op og bliver til Metro Man, Metro Citys beskytter, mens hans blå nemesis bliver superskurken Megamind.

Nu er det jo en film, der primært henvender sig til de yngste seere så derfor er denne onde frontfigur ikke så ond som virkelighedens Grevinde Bathory, Stalin eller for den sags skyld mange af de superskurke man finder i Marvels og DC’s universer. Megamind er naturligvis frustreret over at Metro Man hele tiden vinder og at hans sejre er ganske begrænsede. Derfor udtænker han en snedig plan for at dræbe Metro Man og til Megaminds store overraskelse lykkes det. Alt der er tilbage af Metro Man er et skelet og hans karakteristiske hvide kappe. Der går dog ikke længe, før vor blå skurks sejr begynder at smage ganske bittert, for det er svært at være en superskurk, når der ikke er nogen der vil forsøge at forpurre ens planer. Derfor udklækker Megamind en snedig plan, hvor Metro Mans DNA skal bruges til at omdanne en ganske almindelig fyr til en helt, men det skal vise sig at der er dele af planen som Megamind ikke har gennemtænkt helt ned i detaljen og Megamind får hurtigt et ganske stort problem.

Megamind er, ud over at være glimrende animeret af de dygtige folk på Dreamworks og instrueret af samme mand der også stod bag de to Madagascar film, en film der både har noget på hjerte og endda et egentligt budskab. Et, som nok kan gættes ud fra ovenstående, der omhandler den svære balance mellem at skabe sig et navn og samtidig revidere sin egenopfattelse, for måske er man ikke nødvendigvis så ond som mange gerne vil opfatter en. For bag den blå, høje pande og den skummelt udseende kappe banker der naturligvis et stort, følsomt hjerte, der både trænger til kærlighed og venskab.

Filmen lægger sig i naturlig forlængelse af andre animerede film om superhelte og er i den forbindelse tættere beslægtet med Monsters vs. Aliens (fra samme selskab) end Brad Birds formidable The Incredibles, som derfor beholder titlen, som den allerbedste animerede superheltefilm for børn.

Det betyder dog ikke at man bør undgå Megamind, for det er på mange måder en virkelig underholdende film. Den byder ikke på lige så mange hjertelige grin som Madagascar filmene, men det gør ikke så meget for der er masser at se på og en historie man godt kan tåle at se både to, tre og flere gange. Filmens danske stemmer fungerer fint, men når ungerne er puttet kan man jo snildt se filmen med Will Ferrells, Jonah Hills, Tina Fay og Brad Pitts stemmer – for Megamind, har - som mange af de andre nyere animationsfilm - lige så høj appeal til den voksne seer som til deres børn.

Foruden selve filmen har selskabet også stopfodret BluRay & delvis DVD skiven med ekstramateriale, der rangerer fra børnevenlige indslag som en instruktion i hvordan man tegner filmens hovedperson og spil, til indslag, der måske i højere grad interesserer et voksent publikum med hang til animationsfilm: et kommentarspor fra filmskaberne og forskellige indslag der går bag om filmen. Men hvad både børn og voksne kan have glæde af er den actionfyldte ekstrafilm (der varer ca. et kvarter) som er inkluderet på BluRay disken. Megamind: The Doomsday Button er en fin lille film, der lægger sig i forlængelse af hovedfilmen. Den vil sikkert være ideel til forældre til Megamind-fans, der dog ikke har tålmodighed til at ungerne starter på en hel spillefilm, umiddelbart inden aftensmaden. (Nærværende anmelder taler her af erfaring). Kort sagt får man ud over filmen altså et ganske omfattende ekstramateriale, noget som en række andre filmselskaber kunne tage ved lære ved.