Der er desværre langt imellem, at film, der kommer fra andet end danske eller amerikanske kulturer, udkommer i bred distribution i Danmark. Det sker, at de øvrige skandinaviske lande, de britiske øer eller nu oftere tyske film bliver nogenlunde repræsenteret, men den almene anerkendelse af mange andre etablerede filmkulturer er stadig kvantitativt – ikke kvalitativt – bagud. En ting, der dog altid hjælper på vej, er en international pris til en film, særligt en Oscar, som kan give vind i sejlene. Netop en Oscar er formentlig årsagen til, at japanske Yôjirô Takitas livsbekræftende Departures har fået international opmærksomhed – og er det det, der skal til, så ære være med det: For Takitas film er en temmelig fin og prisværdig historie om det svære møde mellem liv og død.

Daigo er en upcoming cellist i et orkester i Tokyo, der omsider har fået taget sig sammen til at investere de mange penge, som en anstændig cello koster. Derfor kommer det som et chok, da orkestrets ejer vælger at nedlægge orkestret. Daigo står nu med en stor gæld og intet arbejde. Det kommer dog bag på ham, da hans kone – til Daigos glæde – foreslår, at de derfor skal flytte tilbage til Daigos fødeby for at starte på en frisk. Her falder Daigo over et jobopslag, som han regner med viser ind i jobbet som rejseleder. I opslaget, der er lidt kryptisk, er ordet ’afgange’ – heraf filmens titel Departures – brugt, men det viser sig at være en trykfejl fra avisens side: Da Daigo stort set allerede er ansat i det nye job, finder han ud af, at der i stedet skulle have stået ’afdøde’.

Daigo har dog brug for arbejdet, og hans nye chef er særdeles insisterende – også økonomisk. Derfor kan Daigo ikke sige nej, selvom det går op for ham, at jobbet ikke handler om at sende folk på rejser, men om at gøre afdøde klar for de pårørende til at lægge dem i kiste. Daigo har lidt svært ved at forliges med sit nye job, og vil helst ikke fortælle sin kone, hvad han foretager sig – det er tabubelagt at røre ved de døde, og ritualet – som vi fint præsenteres for i introduktionsscenen – handler om blandt meget andet at vaske den døde, så denne er ren til mødet med det hinsides. Filmen er derfor – også for Daigo selv – en oplevelse af japansk kultur og omgang med de døde. Som i alle andre kulturer betyder den sidste ære for den afdøde her en hel del.

Filmens titel knytter selvfølgelig metaforisk an til den afsendelse, som Daigo og chefen står for, når de vasker og sminker de afdøde: De sender dødes sjæle videre. Filmen udnytter denne metaforik på tværs af de handlingstråde, vi møder, og de billedsekvenser, der poetisk reflekterer over dette. Der er meget i filmen, der handler om afgange: Primært er selve handlingen om Daigo og hans kone, der selv står over for en flytning fra Tokyo til Daigos fødeby, en afgang. Samtidig viser filmen en række visualiseringer af afgange, eksempelvis flere sekvenser med svaner. Svanen bærer en stærk transnational symbolik om renhed og rejse, men har også en specifik betydning inden for japansk kultur: Svanen er her en angelisk fugl, der lever i Himlen. Svaner ses således ofte flyve hen over himlen som symbolisering af filmens tematik om korrespondance mellem Himmel og Jord.

Filmens egenlogik veksler mellem bedrøvende og opløftende sekvenser, gerne inden for samme scene. Den første scene er en fin illustration af dette. Her starter vi inde midt i filmen, da Daigo selv for første gang skal klargøre en afdød til kistelæggelsen af en smuk pige. Overraskelsen er derfor stor for ham, da han finder ud af, at hun – som han selv formulerer det – har ”et vedhæng”. Det viser sig at hun er en mand, og Daigo og hans chef bliver derfor i tvivl om, hvilken type make-up, de skal lægge på den afdøde: mandlig eller kvindelig. Filmens styrke ligger blandt meget andet i, at den formår at knytte svære emner sammen med humoristiske vinkler – uden at det bliver nedværdigende eller drevent. Tværtimod bliver det paradoksalt nok et livsbekræftende perspektiv på døden.

Hele filmens tematik og titel bærer også denne dobbelthed. Handlingen om Daigo og hans svære valg igangsættes af en morsom vinkling af et følelsestungt arbejde. Departures bruger tilmed Daigo som karakter som et gennemgående parafraserende element i musikken, der trækker på celloens dybe, melankolske lyd. Musikken er funderet i både handling, tema og karakter på en måde, som gør det særdeles velvalgt – den balancerer på grænsen til en undertvingende patos, men kammer aldrig over. Selv da Daigo sammen med sin chef og sekretæren fejrer jul og Daigo spiller julemusik, som svirer ind i filmens score, holder filmen musikken på et passende niveau – og det siger samlet noget om filmen: Den holder sig generelt virkelig godt afbalanceret i sine perspektiver på japansk kultur, familiebilleder, parforhold, døden og livet.