I kølvandet på krig og krigshandlinger følger efterrationalisering. Den er hverken nem for den sejrende eller den tabende, men mest opbyggelig er den for sejrherren, der derfor – som det hedder – kan skrive sin version af historien. Der ligger hos den tabende en helt anden form for opbyggelighed, som i stedet for handler om etablering af en ny selvforståelse, der kan – og forhåbentlig med tiden vil – lede ud af en fejlslagen ideologi. Sådan ser det i hvert fald ud fra den sejrendes synsvinkel. Derfor er den nedbrudte opbyggelighed hos den tabende sværest at slippe igennem, og derfor kan der ofte gå lang tid før fortællerne – historiske, kunstneriske, politiske – igen tage fat og får med sindet på ret køl forvaltet fortiden, så den giver mening for den nye selvforståelse. Dette kan kunst og populærkultur hjælpe til med, men først på længere sigt.

Derfor er den tyske forfatter Gregor Dorfmeister – der skrev under pseudonymet Manfred Gregor – på sin vis forud for sin endnu ikke helt selvrefleksive samtid, da han i 1958 udgiver sin roman Die Brücke. Det er en semiautobiografisk roman, der udgør gennemført, vaskeægte antikrigsfortælling om en gruppe teenagere, der uforvaret sendes i krig for at forsvare en bro mod de hastigt fremmarcherende amerikanske soldater under Anden Verdenskrig. Det Tredje Rige står på dette tidspunkt tæt ved sit fald, og den krampagtige tilbageværende militærindsats sender – som vi har set flere steder – børn i krig i et desperat forsøg på at modstå de allieredes trussel. Romanen skildrer dermed unge, der er vokset op nærmest uden anden erindring end et Tyskland styret af nationalsocialisme, og fremstår derfor i en hjernevasket tro på ”Blut und Ehre” – og derfor springer de letsindig og ungdomskådt ud i den allerede tabte kamp.

Allerede året efter Manfred Gregors roman udkom, blev den omsat til film. Og Bernhard Wickis version af Die Brücke fra 1959 er husket som – hvilket romanen også anerkendes som – et studie i krigens absurdisme og et forfaldent riges indadvendte dekadence. Det enkelte slag om broen, hvor gruppen af dødsdømte teenagere kæmper deres livs kamp om et rige, ingen længere tror på, er derfor et slag, der metonymisk kommer til at illustrere en holdning til den store krig – et kammerspil, som peger på større absurditeter. Denne fornemmelse for krigens surreelle karakter er igen forsøgt omsat til film, og denne gang er det den tyske tv-instruktør Wolfgang Panzer, som bidrager med sin version af Die Brücke fra 2008, som også er den tyske titel på den udgave, vi har fået. Den skandinaviske distribution har valgt den engelske titel The Bridge.

Der er ikke sket de store forandringer fra hverken Manfred Gregors roman og Bernhard Wickis film, og det mest forunderlige ved denne film er derfor, at den ikke selv krediterer hverken Gregor eller Wicki. Den fremstår som sin egen fortælling uden forlæg, men der er ingen tvivl om, hvor handlingen kommer fra. Derfor fungerer Panzers version af Die Brücke også på flere af de samme punkter, som de to andre gør: Den formår at trænge ind under krigens overflade i en skildring af den unge gruppe spontane og utrænede soldater, der patriotisk kastes ud i en helt umulig opgave, ingen har modet, evnerne eller sågar lysten til at redde dem ud af igen.

Broen er selvfølgelig et gennemgående symbol på ungdommens forsøg på at træde ind i de voksnes rækker, som vi kender det fra eventyr og folkeviser. De knægte, der i løbet af krigen har set op til myter og fortællinger om fædre i krig, der sjældent vender hjem, får her en mulighed for at træde ind i de samme rækker. Men i stedet for at opnå blodsbånd og æreskodeks opnår de netop et ganske tomt og rungende intet. Frem for at modnes til helte og ære blive de i stedet ofre for en tvivlsom ideologi og mangel på selvindsigt. Denne fornemmelse for et kammerspil og et smalt eventyr er i Panzers udgave understreget af et ret utraditionelt farvevalg og farvespektrum, der mest af alt – i sine farvers klarhed – netop bringer mindelser om eventyr på film. Dette gør i sig selv filmens handling mere absurd, idet hjemvendelse, som jo er eventyrets ultimative slutpunkt, ikke i denne film er en reel mulighed.

Filmen er produceret til tv, og det kan ses. Den er præget af kulisser og sparsomme variationer rent cinematografisk, hvilket er forståeligt i lyset af tv’ets smallere produktionsvilkår, men Panzer og de øvrige forvalter det derfor – ud fra omstændighederne – fornuftigt ved at prioritere kammerspillets struktur de unge teenagere imellem. De bliver derfor ofre i dobbeltforstand for både værnemagtens skånselsløse misbrug og de fremturende amerikaneres mangel på valg. Derfor er Die Brücke i Wolfgang Panzers version faktisk et forfriskende pust i mængden af fiktioner om Anden Verdenskrig – den forsøger ikke at gøre sig påstande om virkelige hændelser eller historisk akkuratesse, men forsøger i stedet at behandle noget menneskeligt og eksistentielt absurd ud fra en smallere handlingsstreng. Om det lykkes fuldt ud, er nok tvivlsomt, men i skoven af krigsskildringer, er det et træ, der kaster en anderledes skygge over en dyster krig.