Hvis man kaster sig over forskellige fagbøgers definitioner af dokumentarfilmens appel, så gentages det ofte, at man fascineres af denne type film, da de kan vise tilskueren ting, som man ikke vidste eksisterede, eller man kan som seer blive inviteret ind blandt grupper af mennesker, hvis liv og gerninger man ellers aldrig ville kunne komme tæt på.

Begge disse udsagn synes at være utroligt rammende i forhold til den nye dokumentarfilm Balomania. Vidste du eksempelvis at der i de større brasilianske byer har været en årelang tradition for at bygge og opsende hjemmelavede, farverige og enormt store varmluftsballoner? Nej vel. Så vidste du sikkert heller ikke, at denne praksis var blevet forbudt af regeringen og at de folk der i det skjulte praktiserer disse ballonopsendelser ligefrem kan risikere betydelige fængselsstraffe for deres gerninger, men at de ufortrødent bliver ved med at fremstille og opsende deres balloner i det skjulte.

Det er lykkedes instruktøren af Balomania Sissel Morell Dargis at komme tæt på denne skjulte verden af passionerede ballonfolk. Som man ser i filmen var hun indledningsvist taget til Brasilien for at male grafitti (under tagnavnet ´Simba´- red.). Grunden til dette næves både hér og i filmen er, at der synes at være mange lighedspunkter mellem grafittikunstnernes civile ulydighed og deres ønske om at få sat lidt autonomt kolorit i byerne og så ballonentusiasternes farverige kreationer. Lige som de forskellige graffiti-crews holder sammen i grupper og indbyrdes konkurrerer om hvem der kan lave de flotteste pieces, så konkurrerer ballonmagerne konstant med hinanden om hvem der kan opsende de største, mest spektakulære balloner.

Der er vel om mærke ikke tale om små, enkle varmluftsballoner, men – som man kan se i filmen – kolossale balloner. Nogle er så store at de er i stand til at løfte både farvestrålende vimpler på størrelse med fodboldbaner, mens andre kan bære flere tons fyrværkeri, der efterfølgende bliver antændt. Sidstnævnte til glæde for tilskuerne, men som filmen også viser ret risikabelt for de mange mennesker, der har hjulpet med opsendelsen og derfor befinder sig lige under opsendelsesstedet.

Opsendelse af disse balloner er dog ikke den eneste disciplin forbundet med denne denne potentielt farlige og ulovlige hobby. Ballonentusiasterne jagter også ballonerne, når de er blevet sendt op. Dette sker både dag og nat. Flyver ballonen ud over vandet, sættes jagten også ind med både. Det er tydeligvis forbundet med en vis prestige at indfange disse balloner, der så i nogle tilfælde kan anvendes igen og igen.

Filmen starter med netop sådan en jagt. Først er tilskueren vidne til opsendelsen af en ballon, der bærer på tusindvis af lamper i farvet papir, der tilsammen danner et billede af Sylvester Stallones figur Rocky komplet med tekst. Indledningsvist tænker man måske at der er tale om lysdioder, men senere i filmen opdager man, hvordan disse lysbilleder bliver til. Herefter går jagten på Rocky ind. Kameraet, der for det meste er styret af instruktøren selv, bevæger sig ind i en lille bil, der i hasarderet fart fræser rundt i gader og stræder i storbyen. Passagerer i bilen hænger ud af de åbne vinduer for at holde øje med ballonens retning og først meget senere, da daggryet viser sig, standses bilen og passagererne klatrer over et højt hegn, i et forsøg på at komme ind til det sted hvor ballonen muligvis er landet.

Set udefra kan man måske godt forstå at myndighederne er efter disse ballongrupper. Både fordi jagten på disse balloner hvor både forskellige crews, samt myndighederne fræser afsted i høj fart virker ret så risikabelt, men også fordi disse ulovlige ballonopsendelser ikke er helt ufarlige. I en enkelt scene oplever man en opsendelse gå galt og ballonen bryde i brand, kort tid efter opsendelse. Heldigvis sker det ikke over et tætbefolket byområde. Desuden kan der jo være det aspekt i de autonome flyvende objekter, at de potentielt kan forstyrre flytrafikken. Til gengæld får seeren ikke et indblik i hvad hovedårsagen til forbuddet består i.

I Kapellets optik mangler filmen måske en mere kritisk stillingtagen. Myndighederne optræder stort set ikke i den. Det ville have klædt filmen med interviews med de de lovhåndhævere og politikere der er imod denne praksis, men fokus ligger nu engang på dem, der har lukket Sissel Dargis ind i deres ellers lukkede kreds, og deres kærlighed til deres undergrundshobby.

I filmen bliver tilskueren, sammen med instruktøren, inviteret ind i denne skjulte verden af utroligt passionerede mænd, der alle er virkelig dedikerede. Vi er på besøg hos flere af de mest toneangivende crews og får også et indblik i hvordan denne trend er opstået takket være arkivoptagelser fra 80´erne , selv om den konkrete årsag til ballonopsendelserne vist fortaber sig i glemslens tåger.

Filmens egentlige hovedperson, ud over instruktøren selv, er vennen Jaba, der bliver Sissels vej ind i denne besynderlige verden. Han virker som en helt almindelig fyr, der om dagen arbejder på et parkeringsanlæg, er far til en lille dreng og som ærgrer sig over aldrig at have fået en uddannelse, så han på den måde kunne have fået mere ud af tilværelsen. Han viser Sissel og os rundt i disse hemmelige miljøer og på de værksteder hvor disse enorme balloner bliver til.

Selv om de mennesker vi møder er ganske interessante, så er en af de væsentligste grund til at man skal se denne film, selve optagelserne af ballonopsendelserne. Det er intet mindre end totalt imponerende at se hvordan det er muligt for en gruppe forholdsvis fattige mennesker, at skabe så kolossale flyvende kunstværker.

Ingeniørarbejdet bag selve ballonernes udformning er spektakulær, men for undertegnede var det endnu vildere at se hvordan små stykker farvede, kvadratiske stykker papir, eller førnævnte rispapirslamper tilsammen kan skabe så enormt store svævende billeder. Det kunne have været interessant at få indblik i hvordan denne proces med at omdanne illustrationer til ballon rent praktisk foregik, men netop dette aspekt fremhæves desværre ikke i filmen. Det kan være skaberne holder dette hemmeligt, men så kunne man i det mindste have nævnt dette.

Så selv om filmen er lidt løst fortalt og primært består af håndholdte billeder, krydret med enkelte virkelig labre droneskud, så ender den med at være en meget fascinerende fortælling om en subkultur som Kapellet (og sikkert størstedelen af resten af verden) ikke anede eksisterede.