Som nævnt i omtalen af sjette sæson af den amerikanske tv-serie Homeland, så er det en tv-serie der synes at fange tidsånden fra det aktuelle (betændte) politiske klima i USA og på baggrund af dette skabe en spændingsserie, der selvfølgelig skal underholde, men som samtidig synes at fungere som en slags kritik, eller i det mindste en kommentar, til virkelighedens verden.

Selv om Homelands kvindelige præsident, Elizabeth Keane, ikke har mange fællestræk med virkelighedens Trump, så er de problemer hun står overfor genkendelige. Eksempelvis skildrer serien i den seneste sæson helt tydeligt, hvor polariseret det amerikanske samfund er, hvor stor indflydelsesrige meningsdannere kan få på den offentlige mening og ikke mindst, hvor skrøbeligt det såkaldte amerikanske demokrati i virkeligheden er overfor ydre påvirkninger.

Det er slående at en serie som netop Homeland er skabt af 20th Century Fox, det samme selskab der ejer nyhedskanalen FOX News. De er – der set fra et dansk synspunkt i al fald - en kanal, der næppe hjælper amerikanerne tættere på en form for forbrødring og som synes at hælde benzin på det vandvidsbål, som den siddende præsident har tændt. Til det skal det dog siges, at blot fordi FOX News er den del af forretningen, så har andre grene af selskabet skabt tv-serier og film der synes at gå stik imod de amerikanske konservative kræfter – tænk bare på animationsserier som The Simpsons, Family Guy, film som Deadpool eller netop serien Homeland.

Selv om Homeland i de første par sæsoner fik flak for netop at være meget proamerikanske og meget enøjede, virker det som om seriens skabere, idet Carrie Matheson, Saul og de andre overlevende fra de forrige sæsoner er vendt hjem til USA, at det kritisk blik nu vendes indad. For idet denne syvende sæson bliver afviklet, opdager man hurtigt, at den ikke er bange for at skildre et Amerika der er ved at falde helt fra hinanden. Dette skyldes ikke kun kræfter internt, hvor både Præsident Keane har svært ved at holde styr på nationen, mens hendes politiske modstandere vejrer blod, men Carrie og Saul kommer også på sporet af, at en gammel fjende tydeligvis har sat sig for at destabilisere hele det amerikanske system. Problemet er naturligvis for efterretningsfolkene, at finde håndfaste beviser for dette.

Serien starter dog et andet sted. Da vi møder Carrie bor hun og datteren hos Carries søster og mand. Carrie har forsøgt at lægge sin agentvirksomhed på hylden, især set i lyset af hvad der skete i slutningen af sjette sæson. Som faste seere allerede godt ved, så er dette dog noget af en umulighed, for har man først én gang svoret at man vil gøre alt for at beskytte nationens sikkerhed, kan man ikke blot ignorere hvis denne sikkerhed tydeligvis trues.

I de første håndfuld afsnit følger vi også i hælene på en af bifigurerne fra sjette sæson, nærmere bestemt den hadefulde og konspiratoriske tv-personlighed Brett O’Keefe, der er på flugt fra myndighederne, men i skjul og med god hjælp fra bl.a. lokale militsgrupper, forsøger at sprede sit budskab om, at hverken præsidenten eller Washington er til at stole på. Præsident Keene virker heller ikke som om hun er i kontrol, for nærmest i afmagt har hun ladet en masse politiske modstandere og kritikere fængsle ovenpå attentatforsøget. Problemet eskalerer hurtigt, da Saul hives ud af fængsel og udnævnes til præsidentens mest betroede sikkerhedsrådgiver. Det lykkes Saul at lokalisere O’Keefe, men inden man kan nå at afsynge nationalsangen, er der en belejring i gang mellem forbundsstyrkerne og den landlige milits som sympatiserer med den brovtende tv-vært.

Hvordan begivenhederne udvikler sig herfra, skal du selv se, forudsat at du altså holder af serien. Denne syvende sæson er langt fra seriens bedste, men det gør den bestemt ikke dårlig, for selv halvgode episoder af Homeland er ofte langt bedre end mange andre tv-serier på markedet. Det skyldes både at serien tager sig selv meget seriøst (hvilket den skal, når den skildrer de ting den gør), at skuespilerne er ganske formidable og at seriens skabere endnu ikke er løbet tør for ideer. Dette sker næppe heller i forudsebar fremtid, idet serien, som i de øvrige sæsoner, synes som en form for fiktiv kommentar til det aktuelle politiske klima og de skelsættende begivenheder der løbende afsløres om dette.

Homeland – sæson syv giver faste fans det de gerne vil have, men selv om det for det meste er bragende godt tv-drama, så er der også træthedstegn der er ved at vise sig. Det handler mest om Carries evindelige medicinering for hendes biopolaritet (monstro der er farmaceutiske selskaber der leverer skjult reklame?), om forholdet (eller rettere mangel på samme) til datteren Franny og i det hele taget de mere huslige dele af Carries tilværelse. Familieliv og deslige er svære for vores hovedperson at forholde sig til, i kontrast er livsfarlige situationer og politiske rænkespil hverdagskost for vores heltinde. Det ender heldigvis ikke med at Homeland forfalder til banalt familiedrama, men det er desværre lidt for tæt på i denne syvende sæson, hvilket også er hovedsagen til at den får lidt velfortjent kritik med på vejen.

Der er stensikkert endnu et par gode sæsoner tilbage i denne fremragende serie, men Kapellet kunne også godt ønske, at seriens skabere fik fundet på en måde at afvikle serien på, så den slutter med ikke at blive banal eller intetsigende, men i stedet for eftertiden vil stå tilbage som en ganske vigtig, vedkommende og intelligent fiktionsserie.