Tv-serien The Strain er en slags virulent modgift til alle de, der frygtede at serier om vampyrer en gang for alle havde fået en pæl gennem hjertet og var blevet sparket ud i sollyset takket være misfostre som Twilight eller andre anæmiske vampyrfortællinger, der mest af alt føltes som sæbeoperaer med påsatte hugtænder (du ved godt hvilke film og serier der tales om, kære læser).

The Strain følger Chuck Hogan og Guillermo Del Toros bogserie af samme navn nogenlunde trofast og selv om romanserien var en trilogi, afsluttes handlingen i tv-serien først i 4. sæson. Finalen blev vist på amerikansk TV i slutningen af november 2017, men selv om DVD udgivelsen endnu ikke er nået helt så langt, er der al mulig grund til at give sig i kast med 3. Sæson, især hvis man har set og kunne lide de to første.

Selv handlingsforløb der leder op til et endeligt klimaks ofte kan føles som nogle, hvor dialogforfattere og instruktørerne træder vande, så keder man sig aldrig i denne 3. Sæson. Dette skyldes en hittepåsomhed fra seriens skabere, der har tilføjet handlingstråde og sidefortællinger som ikke alle var at finde i romantrilogien. men som faktisk fungerer fint dramaturgisk. Desuden er også den visuelle del – tusindvis af monstre der hærger i New Yorks gader – helt i top.

En tredje medvirkende faktor til at sæson 3 fungerer, er at serien tydeligvis har haft et endnu større budget end hidtil. Om ikke andet ser tredje del ud som om folkene bag har været bedre til at få udnyttet deres budget mere effektivt end hidtil. Både effekter, actionsekvenser og hele det overordnede look på serien, har fået et gevaldigt løft siden sidst.

Handlingen er stadig centeret om en lille gruppe af overlevende, der forsøger at bekæmpe Strigoi-infektionen med alle midler. Den egentlige hovedkarakter er som hidtil manden med det særprægede navn Ephrahim Goodweather, en doktor der sammen med hackertøsen Dutch Velders konstant forsøger at finde en svaghed hos blodsugerne, mens han også kæmper med egne problemer.

Andetsteds er den aldrende vampyrjæger Abraham Setrakian i gang med at afkode ’The Lumen’ - en ældgammel bog, der måske kan give ham og hans handlekraftige vampyrjæger Fet, en overhånd i kampen mod seriens primære antagonist: The Master. Det var The Master der i første sæson af serien spredte den vampyrpest som nu truer hele menneskeheden. Fedt er det også at Setrakian og co. denne gang får hjælp fra et mystisk hybridvæsen, Mr. Quinlan, der er halvt Strigoi, halvt menneske og som på egen hånd har jagtet The Master gennem årtusinder. Det er netop denne sammenblanding af pseudovidenskab, magi, action og ikke mindst gyserelementer der er drivkraften i serien.

Lige som i de forrige sæsoner er der dele af serien der foregår i flashbacks. Seeren bliver således transporteret til både til det gamle Rom, til skyttegravene under Anden Verdenskrig og til tressernes Amsterdam. Faktisk synes dette at være en af de kreative fordele ved netop vampyrhistorier, for lige som i søstergenren science fiction (tænk blot på Dr. Who eller Star Trek), så giver væsenernes udødelighed folkene bag mulighed for at lege med ideen om at have de samme grundlæggende figurer optræde i vidt forskellige tidsperioder.

The Strain er og bliver en action-vampyrserie, hvor der godt nok forekommer voldsomme scener, blod og uhygge men det er ofte de action- og opklaringsmæssige elementer der fylder mere i forhold til det snigende gys. Det vil nok ikke være helt forkert at omtale The Strain som en slags vampyrudgave af The Walking Dead, blot med det aber dabei, at serien (heldigvis vil nogle sikkert mene) ikke kommer til at fortsætte i det uendelige. Begge fiktionsverdener byder på en postapokalypisk grundstemning og i begge serier følger vi flere mindre grupperinger af mennesker, der på hver deres måde forsøger at overleve i denne trøstesløse udgave af det USA vi kender. Sagt på en anden måde; en multiplotserie med vampyrer.

Derfor kan man også ganske nemt tolke sådanne seriers popularitet netop som et symptom på den lurende undergangsstemning, der hersker i vores kollektive bevidsthed og mediebillede. Det kan da godt være at hverken Strigoi eller zombier udelukkende skal ses som metaforer for den globale opvarmning, det aktuelle politiske klima, multinationale selskabers hærgen eller andre samfundsmæssige problemer der ofte kan få os til at føle os magtesløse overfor vores omverden. Ikke desto mindre synes sådanne fortællinger at fylde meget i populærkulturen og selv om det kan tilskrives at både vampyrer og zombier bare er fede, så er det altså nærliggende at tænke over om ikke også denne frygt for uhyrer kan kædes sammen med andre, langt mere jordnære ting.

Serien er seværdig for alle der holder af såvel vampyrer, fantasy/horror og Guillermo Del Toro – hvis fingeraftryk også klart fornemmes – især i designet af ”The elders”. Det eneste aspekt ved serien, der dog forekommer ganske utroværdigt indenfor rammerne som fiktionen tegner (og det var også romanseriens problem) er at det virker meget mærkværdigt at vore hovedkarakterer ikke er blevet til vampyrer endnu. All de primære figurer man følger i serien har været i utallige nærkampe med strigoi-vampyrerne, men uden selv at blive smittet af de parasitiske orme, som lever i vampyrernes hvide blod. Eksempelvis ser vi i sæson 3 skadedyrsbekæmperen Fet kaste en vampyr ind i en stor maskine beregnet til at bore tunneller under byen med. Vampyren desintegrerer i en sky af hvidt splat og orme, men efterfølgende kan Fet blot børste lidt nams af skuldrene og forlade kamppladsen uden mén.

The Strain s. 3 er som omtalt ikke bare et mellemspil, det er medrivende vampyraction med glimrende effekter og en masse småfortællinger der samlet set udgør et fint hele. Serieformatet gør også at skaberne kan skabe uventede twists, lade centrale figurer dø (og andre komme til), samt at give motivationer til at figurer som muligvis startede ud som gode, langsomt men sikkert udvikler sig til skurke eller omvendt. De sidste par afsnit i sæson 3. byder også på en mildest talt uventet drejning.

I det hele taget er det eneste ærgerlige ved 3. Sæson, at der sikkert kommer til at gå forholdsvis lang tid, før Kapellet kan modtage en samling DVD’ere med den sidste sæson, for én gang for alle at se hvem der monstro vinder kampen om New York… og resten af verden.