Det er vist ingen hemmelighed, at kapellets højtagtede redaktør var noget så begejstret for den originale The Man with the Iron Fists, og derfor var det også lidt synd for ham, at undertegnede, med en ninjas hurtighed, nåede at snuppe anden del til anmeldelse før han kunne nå at reagere. Det skulle derfor blive interessant at se, om en fortsættelse af etterens særprægede blend af blacksploitation, hiphop, splatter og matrial arts også ville kunne fungere i endnu en film, for som bekendt er to’ere næsten altid originalerne underlegne.

Den lave score på IMDB til trods, er svaret på ovenstående spørgsmål herfra et ja. Filmen er måske ikke helt så vellykket som den første, men nu er tilskueren også én gang blevet udsat for dette postmoderne blend af genrer, og derfor virker det kanske ikke så originalt som sidst. Til gengæld fungerer den bizarre fortælling, de mange kampscener og de mange referencer til mere traditionelle kung fu film glimrende.

En af grundende til at både originalen og sikkert også denne generer så mange er, at der sikkert er mange martial-arts- og wuxia-purister, der er ved at kløjes i deres nudelsuppe, når de oplever veldefinerede kampsortsgenrer sat i scene til tung hiphopmusik, en stor sort rapper, der pludselig skal agere kampsportsmand med en åndelig dimension samtidig med, at skaberne ikke er bange for at lave en fortælling, der forekommer som et sammensurium af kinesiske legender, fantasy og i science-fiction (i form af de arm- og benproteser som vores hovedperson er i stand til at smede på figurer, der har mistet disse). I min optik lykkes det, for filmen emmer af en hittepåsomhed og en fortællelyst, der sender tanker tilbage til de klassiske Shaw-Brothers og Hong-Kong film, som vi er vokset op med siden 70’erne.

Der er naturligvis noget sært i at se en film, der føles som et lettere forceret kultursammenstød, men ikke desto mindre er historien virkelig underholdende fortalt og fyldt med referencer til de film som filmens egentlige idemand RZA (kendt som en af medstifterne af rapkollektivet Wu-Tang Clan) holder så uendeligt meget af. Forvent derfor ingen realisme, men derimod en masse onde skurke, akrobatiske wire-fu-scenerier og vaskeægte helte, der tvinges til at slås, så retfærdigheden kan triumfere til allersidst.

Faktisk er begge filmens hovedpersoner, både smeden Thaddeus (RZA) og minearbejderen Li Kung (Dustin Nguyuen) begge på et sted i deres liv, hvor de har lagt deres voldelige fortid bag sig, og i stedet søger at leve et liv i fred uden fysiske kampe. De må dog begge sande, at dette er et ideal, som de får meget svært ved at efterleve, idet deres omgivelser konstant presser dem til at yde fysisk modstand mod overmagten.

I filmens titelsekvens kæmper Thaddeus mod en horde skurke på en flodbåd, og han såres alvorligt. Thaddeus ryger i vandet og driver i land tæt på den landsby, hvor Li Kung bor. Thaddeus reddes af Li Kungs hustru, under højlydte protester fra manden. Li Kun kæmper nemlig med sit, for landsbyen, som han er talsmand for, regeres af en styg krigsherre: Lord Pi. Han har gjort slaver af byens indbyggere og tvinger dem til at arbejde så hårdt i de nærliggende miner, at de dratter døde om.

I minerne forsvinder folk og dør under ganske mystiske omstændigheder, og en legende fortæller også om et ondskabsfuldt, overnaturligt væsen, der hjemsøger minen. Det er dog langt fra alle de problemer, Li Kung står overfor, for både hans venner og nærmeste familie trues pludseligt også direkte af byens diktator, og selv om Li Kun forsøger at løse problemerne ved diplomati, ved at bøje af og ved at anerkende overmagtens position, har alle et punkt, hvor de knækker. Dette når vi naturligvis også til, for hvad ville en rigtig kung-fu film være uden folk, der gav sig til at kæmpe med hinanden på liv og død?

Kampscenerne er både opfindsomme, elegante og på sine steder ikke så lidt blodige. Det forekommer tydeligt, at gore-mesteren Eli Roth (det er ham med Hostel og kannibalfilmen Green Inferno - som vi stadig venter på) fungerer som eksekutiv producer på filmen. Hr. Roth har utvivlsomt haft en indflydelse på, at filmen er blevet så blodig, som den er. Sammenligner man The Man with the Iron Fists 2 med andre Hong-Kong film ville den helt klart falde under ’Kategory III’-betegnelsen, selv om den har en latent mangel på topløse kvinder. Det er bestemt ikke en film for børn, og derfor er det også en ganske god idé ikke at lade familiens poder se filmen uden opsyn, især hvis de er letskræmte og ser filmen i den tro, at det ”bare” er en kung-fu film.

The Man with the Iron Fists 2 er bestemt ikke noget mesterværk, men det er en herlig skæv blanding af mange vestlige og østlige elementer, der tilsammen væver et ganske vist uperfekt, men også spændende kludetæppe. Hvis man derfor holder af kampsportsfilm, hiphop og/eller bare af action, og måske ikke stiller så høje krav til hverken filmfortællingens originalitet eller de medvirkendes skuespiltalent – så længe de blot ser seje ud og kan slås - så leverer filmen varen. Det er ikke stor kunst, men det bliver edderbroderemig heller aldrig kedeligt.