Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Man with the Iron Fists (95/107 min.) Købsfilm / Universal Pictures
Anmeldt 28/5 2013, 21:29 af Kim Toft Hansen

Nigga fu ballet


Nigga fu ballet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er bestemt ikke første gang, at western-genren og kung fu-filmen mødes. Flere østasiatiske filmgenrer er endda blevet sammenlignet med den amerikanske mytebærende genre. En eastern om man vil. Samurai-filmene fra Japan. Kung fu-filmene fra Kina. De er begge beslægtet med orientalske forestillinger om the far east, der godt nok grunder i virkelige historiske vilkår, men med tiden bliver de mytologiske og mere og mere genrefaste. Helt i tråd med kung fu-genren (og uden forhold til autentiske forhold) er RZA’s debutfilm The Man with the Iron Fists. Den er netop udkommet på købefilm.

RZA er bedst kendt for sin medvirken i den amerikanske gangster rap-gruppe Wu-Tang Clan, som indspillede fire albums – med stedvist temmelig stor succes – i løbet af et årti fra starten af halvfemserne. Men allerede i deres navn og deres første album henter de inspiration fra kung fu. Navnet henviser til Gordon Luis klassiker Shaolin & the Wu Tang (1983), mens deres debutalbum med titlen Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (1993) indeholder en specifik reference til Lui Chia-Langs endnu vigtigere klassiker The 36th Chamber of Shaolin (1978). Alt sammen er det referencemateriale, der hænger ved gennem Wu-Tang Clans fire album, og derfor er det måske ikke så overraskende, at RZA indtager kung fu-filmen med sin debutfilm. Og indtager skal her tages helt bogstaveligt.

Handlingen er egentlig ikke så kompliceret. Det handler om klankampe i en den lille kinesiske by Jungle Village, hvor en klanleder dræbes, for at en ny leder kan få hænderne i en stor guldbeholdning. Midt i dette fanges flere personer med mere eller mindre skjulte hensigter. Jack Knife (spillet underfundigt af Russel Crowe) indlogerer sig på byens lyserøde bordel, men hvorfor han er der, ved vi ikke. Shaolin-kung fu-kæmperen Zen Yi tager mod byen for at hævne sin far. Og midt i det hele finder vi byens anonyme (og derfor i filmen unavngivne) smed, som er spillet af RZA selv. Hans kæreste er glædespige på bordellet, men deres hensigt er at flygte fra en by i forfald. Indtil de fanges lige midt i kampene om guld, magt og ære.

Filmens stil er på alle måder en genrevant, men pletvist original variation over kung fu-filmen. Den læner sig gennemgående meget tæt op ad sine inspirationskilder, fx de ovennævnte titler. Den senmoderne kung fu-film, der lidt nedsættende er blevet kaldt wire fu, fx Ang Lees stilsættende Crouching Tiger, Hidden Dragon (2000), sætter også sine spor. Men en central kilde til inspiration har også været tv-serien Kung Fu (1972-75), hvor David Carradine spillede hovedrollen i en kung fu-serien, der for alvor også gjorde brug af western-genren. En vigtig årsag til, at Quentin Tarantino netop brugte Carradine i en central rolle i sin Kill Bill (2003-4), var hans rolle heri. RZA producerede i sin tid det slagkraftige soundtrack til Kill Bill, og hensigten var faktisk, at RZA’s rolle som smed skulle benyttes som et crossover til Tarantinos Django Unchained (2013). Det lykkedes ikke pga. udgivelsestidspunkter og -rettigheder. Det blev i stedet til, at Tarantino ”præsenterer” The Man with the Iron Fists. Den er således ”presented by Quentin Tarantino”. Det er derfor måske heller ikke så overraskende, at Lucy Liu er med.

RZA har med filmen sigtet meget direkte efter et autentisk genreudtryk, som hovedsageligt opnås ved at flytte store dele af produktion til Kina, holde sig meget tæt til filmforlæggene, mens RZA også inddrager en god del kung fu-veteraner både foran og bag kameraet. Han har sigtet efter en troværdig genrebrug som basis for sin ellers forsøgsvist originale variation. Det er ikke nok med, at han tager genren alvorligt og kombinerer den med westerngenrens æstetik. Dette kommer særligt til udtryk gennem kamerateknik og især musik, der stedvist henviser direkte til spaghetti westerns. At bruge black slang som sproglig udgangspunkt for store dele af filmen og gennem smedens egen dominerende voice over er alene en variation, der ikke kun fremstår komisk, men faktisk også temmelig interessant i sin måde at føre gangster-dramaet ind i filmen. Filmens plot er jo i princippet et gangster-opgør, og alene dét retfærdiggør den pudsige og temmelig finurlige brug af gangster rap’ens sprogspil i dialog og voice over. Kunne man forestille sig Bruce Lee snakke som en gangster fra The Wire, er man ved at være på sporet.

The Man with the Iron Fists er bevidst over- eller er det underspillet. En karikatur, der danser på grænsen til overdrivelsen, og overlever på det. Og overlever på sin enerverende brug af referencer til andre kung fu-film. Nærmest en Kill Bill revisited. Derud over er den æstetisk tilpas tegneserieæstetisk, så de formede og faste karakterer giver mening. Den er blodig, ja, endda så meget, at den er udkommet på BD med en forlænget version, hvor de mest blodige (og erotiske) scener er med. Blodets fusen og sparkenes susen dominerer i en grad, så det viser den kærlighed til genren, som er nødvendig. Filmen oser af Shaolin-kung fu, og er på mange en orientalistisk forestillingsramme omkring kung fu og kampsport. Men ikke i en grad, så den ikke viser, at RZA ikke ved dette. Frem for at være et kulturelt billede er filmen et rendyrket genrebillede, der overholder genrekravene uden at skæve til stereotypier og andre uldne elementer, som ville kunne komme efter den.

Er man til noget så specifikt som en eventyrlig ballet i kvasikinesisk kung-fu-spaghetti-western-stil med gangster rappet grafisk vold i tegneseriestil, er The Man with the Iron Fists lige noget. Det er faktisk ballet, det her. Det er blodig velkoreograferet dans, der betyder noget. Form for overfladens skyld er i dansens/kampens spil et magtopgør, der illustreres gennem de bedste, mest slagkraftige trin. Og RZA’s første trin som filminstruktør er ganske overvældende og overbevisende. Den er selvironisk nok til at kompensere for sine overdrivelser og fortælletekniske forudsigeligheder. Det er nemlig slet ikke det, det handler om. Det handler om at finde en fortælling, der kan danne grundlag for at vise en hyperbolsk vision om selvkontrol, filmcitation og kampsport. Og netop dette lykkes flot for cinefilen RZA.


Forrige anmeldelse
« Jagten «
Næste anmeldelse
» Life of Pi »


Filmanmeldelser