Der er for tiden nogle fællestræk mellem dansk, svensk og norsk indiefilm. Interessen i gyserens domæne står markant stærkere i de tre indiefilmtendenser end i den skandi-naviske mainstreamfilm. Flere og flere mindre selskaber indspiller gysere eller film, der på en eller anden måde inddrager det overnaturlige eller det makabre. Den svenske indieinstruktør Jonas Wolcher fik et vist nichegennembrud med den absurde exploitationfilm Die Zombiejäger (2005). Han fulgte op med en prequel til filmen med karakteren Cladio Dragonetti, der i Die Zombiejäger spiller en birolle, i Dragonetti: The Ruthless Contract Killer (2010). Nu er han klar med sin tredje spillefilm Cannibal Fog, som netop er blevet smidt på instruktørens YouTube-kanal.

Filmen er en noget besynderlig og handlingsløs film, der følger især tre tråde. Den ene er en midaldrende mand, der angiveligt spiser sin kone. Den anden er en mand og en kvinde, der finder hinanden over nettet med det formål at have sex. Imidlertid vågner han dagen efter uden klar hukommelse med huller i sit ben. Hun spiser han tilsyneladende langsomt. Den tredje er en dansk mand, der lever med sin eneste drøm om at blive menneskeføde. Sporene skal naturligvis krydses, men filmen holder dem sporadisk adskilt længe nok til, at handlingstråde kun langsomt indfinder sig. Det er i udgangspunkt en spændende måde at vælge at fortælle filmen på. Cannibal Fog er derfor Wolchers sikreste film til dato.

De to første film bærer også præg af at være lowbudget-produktioner, hvilket i udgangspunktet ikke behøver at være en hæmsko for fine film. Problemerne i de to første er derfor ikke som sådan, at de er noget svagt spillet, og at kameraarbejdet og klippeteknikken bliver lidt ubehjælpsom. Filmenes svagheder opstår i, at det er svært at finde en gribende handlingstråd. Så derfor skal filmene bæres af deres spektakulære og sensationelle finesser, der især i Die Zombiejäger ikke er så heldige. Dragonetti er langt mere stiliseret. Den teknisk genererede ’dårlige’ kvalitet og overeksponering dækker lidt over de samme problemer i Dragonetti, mens visuelt bliver den lidt mere vedkommende. Handlingen er dog nærmest fraværende.

I alle tre film spiller en dæmonisk og kranieklædt figur en kontrollerende birolle. Denne er også med i Cannibal Fog, hvor også selvreferencerne indfinder sig. Der er eksempelvis oplagte henvisninger til fx Cannibal Holocaust (1980). Idéen om at fortælle om kannibaler via fragmenter, der løseligt hænger sammen, synes at lægge tættere opad det, som Wolchers fortællinger egner sig til. Filmen er ikke som de to første lineært fortalt. I stedet veksler vi frem og tilbage mellem de tre spor og nogle pudsige indslag især fra tv-programmer. Flere gange fastholder den dog sporene for længe, og en lang række intetsigende dialoger fylder for meget. Den kunne godt have været klippet ned fra de næsten to timer til en kortere og mere præcis film.

Filmen er tydeligvis inspireret af virkelige sager om kannibalisme. Der har f.eks. været et par opsigtsvækkende sager fra Tyskland. Cannibal Fog dvæler også lidt ved spørgsmålet, om det nødvendigvis er en forbrydelse at spise et andet menneske, hvis dette indvilger i at lade sig spise. Den danske indieinstruktør og skuespiller Kim Sønderholm spiller danskeren, der vil lade sig spise. Her krydses sporet med manden, der har indtaget sin kone. Filmen vil gerne være lidt filosofisk omkring kannibalisme. Sporet omkring parret, der mødes over nettet, er passagen, der her står stærktest, men filmen synes på dette punkt at ville lidt mere, end den helt formår.

En helt central årsag til, at det undervejs kan være lidt svært at holde koncentrationen, er filmens lydside. Ja, den er i vid udstrækning usikkert spillet, men når det i længere passager bliver rigtig svært og stedvist umuligt at høre, hvad der bliver sagt, er det svært at forstå, hvorfor scenen er med og skal være så lang. Det er rigtig synd, fordi filmen her viser, at Wolcher faktisk har udviklet sig en del gennem de seneste år. Hans strukturelle egenskaber er bedre, stilen er i bedring, mens især klipningen også nu tør forsøge at være usynlig. Der er knap så mange klicheklip, som der er i de to første film i denne. Der er dog stadig en del at arbejde med. Wolcher er bevidst karikerende. Han anvender f.eks. usynkroniseret lyd, der i eksempelvis Dragonetti skaber tydelige referencer til italienske gyserforlæg. Filmene er alle tre lidt for meget ’skolefilmslege’.

Wolcher har valgt at lægge sine film ud gratis på YouTube. Filmene er hovedsageligt produceret for egne midler. På mange måder er dette også et fællestræk med især den danske indiefilm, hvor en række selskaber også vælger at lægge filmene frit ud. Det er en særlig og nyere publikationsform, der formentlig når et nichepublikum derude. Der er et publikum til film som Wolchers, og derfor er denne vej nok den rigtige. Købsfilmen er ved at lide en langsom død, og den vil med tiden formentlig blive digital. Derfor er produktionsselskabernes kanaler på YouTube en vigtig konkurrencevej om opmærksomhed omkring det spektakulære, der kan deles med andre. Imidlertid kunne man mistænke, at det er svært for Wolcher at finde en udgiver til filmene, der bestemt ikke er blandt de bedste svenske indiefilm.