Som mangeårig horrorfan ville det nærmest være befriende at opleve en ny gyserfilm uden fortekster, en stil eller et cover, der påstår at filmen tager udgangspunkt i virkelige hændelser. For selv om dette nærmest er blevet standard inden for de seneste år, har denne realitetsreference efterhånden den modsatte effekt på deres ellers så modtagelige anmelder. Effekten burde i sagens natur være, at man nærmest pr. automatik ser filmen som en dramatiseret faktisk begivenhed, en flig af virkeligheden, og man derfor engagerer sig mere i det viste. Denne hårdnakkede insisteren på en forbindelse til noget reelt får dog i stedet en nærmest modsat effekt, for så snart rulleteksterne kryber op ad skærmen, begiver man sig ud på internettet i jagten på historien bag filmen.

Dermed ikke sagt at Deres ambassadør udi den gode smags tjeneste ikke til en hver tid foretrækker et veldrejet drama i stedet for fiktionernes forsøg at få skabt et 1:1 forhold til originalmaterialet, men hvis dramaet også halter, er det svært ikke at anklage filmene for også at være for løst baseret på den virkelighed, den påstår at være en del af, og det er måske lige netop dette, der er på spil i den nye gyser The Quiet Ones.

Er man interesseret i baggrundshistorien for de eksperimenter, som filmen har baseret sin historie på, er dette blot et klik væk (pas på spoilers). I filmversionen er det følgende præmis, der bliver leveret. I starthalvfjerdsernes England, nærmere bestemt ved det anerkendte universitet i Oxford, studerer en lille kreds elever og deres professor paranormale fænomener. Nærmere bestemt er deres forskning centreret omkring en ung pige, der forekommer besat af en ond ånd, men ifølge professoren er hun blot et offer for hendes eget sind.

Da pigen og de, der studerer hendes paranormale evner, bliver smidt ud af universitetets lejebolig, beslutter de i fællesskab at følge eksperimentet til dørs. Så de lejer en faldefærdig villa langt ude på landet, hvor der kan skriges og råbes, uden emsige naboer klager. Vores hovedperson er en ung, forsigtig mand, der er vældigt interesseret i kameraer, og derfor hyres han som dén, der skal dokumentere eksperimenterne, og de resultater holdet opnår.

Af samme grund oscillerer filmen mellem et look, der blander mere traditionelle filmoptagelser, med 8mm-smalfilms-”dokumentarisme”, der selvfølgelig primært bruges til at fange elementer, som virker fantastiske eller overnaturlige. Den unge mands linse kommer på den måde til at fungere som en visuel garant for, at de hændelser vi ser er ”ægte”. Kameraet benyttet dokumentaristisk.

Langt hen af vejen fungerer det også, men det primært takket være ganske hæderlige skuespilpræstationer, især fra Jared Harris, der spiller professoren, og fra Sam Clafin, der er blevet bedt om at indtage rollen som den introverte kameramand, som selvfølgelig får sympati for eksperimentets hovedperson.

The Quiet Ones er langt hen ad vejen en ganske vellavet Britisk gyser, der endda er produceret af Hammer Films, der lige som deres Dracula har rejst sig fra graven. Men hverken godt skuespil eller et hæderkronet produktionsselskab kan redde det faktum, at filmen ikke hæver sig synderligt fra en lang række besat-pige-bliver-undersøgt-af-videnskabsmænd-film, som allerede er på markedet. Der er simpelthen hverken nok nye fortællemæssige eller visuelle elementer i denne film, til at hæve den synderligt over mængen af lignende film.

Dermed ikke sagt, at filmen ikke er værd at se, for det er både godt håndværk, og så er det også lykkedes instruktøren og manuskriptforfatterne at skabe en gyser, hvis figurer fungerer ganske godt, men som samtidig martres af at være en historie, der er blevet fortalt rigtigt mange gange før og bedre. Holder man dog af denne type overnaturlige gysere, er det bestemt ikke spild af tid at afse halvanden times tid med The Quiet Ones, men man bør blot ikke skrue forventningerne helt op.