Mr. Turner er instruktør Mike Leighs portræt af den engelske 1800-tals maler Joseph Mallord William Turner, også kendt som ’the painter of light’ og som en excentrisk gnavpotte af et geni. Skuespilleren Timothy Spall har en stor del af æren for, at man fanges, fascineres og røres af denne billedskønne film.

Vi møder den lavstammede landskabsmaler i sin karrieres guldalder – og på vej ind i den sidste tredjedel af sit liv. I filmens åbning befinder Turner sig lige der, hvor han føler sig allermest hjemme: vandrende gennem naturen med sin skitsebog for at nedfælde inspiration – især lysets effekt på skyer, himmel og hav – til kommende produktioner malerier. For Turner eksperimenterede med lyset længe før impressionisterne fik ideen, og hans teknikker blev senere hen til stor inspiration for blandt andre Claude Monet.

Modstridende lidenskaber
Leigh placerer dog ikke Turner på en piedestal. Han folder de mange facetter i mennesket ud, så man lærer manden bag kunstneren at kende – og ind i mellem også dyret i manden. Turners dystre sindelag og hans modstridende lidenskaber er et gennemgående tema i Leighs biografi. Maleren deler hus med sin far, som han har et hjerteligt forhold til, mens hushjælpen, som Turner springer på en gang i mellem for at tage trykket, får flere grynt end venlige ord med på vejen. Det samme gælder moderen til Turners to døtre, som han ikke vil stå ved: når hun trænger ind i hans privatsfære og beklager sig over manglende engagement, vrider han hænder og kan ikke få hende hurtigt nok ud af døren. Men maleren kan også synge og lave sjov med sin elskerinde Mrs. Booth, og vi ser et glimt af det følsomme menneske bag den grove facade, når hans kærlighed til komponisten Purcell får ham til at bryde ud i akavet sang.

Kunstnerbattle
Timothy Spall har studeret malerens teknik og brugt to år på at lære håndværket for at kunne udfylde rollen som Mr. Turner. Han gør det brillant. Med et glimt i øjet og intens koncentration, spiller han den fandenivoldske Turner, der med rødt og spyt udfordrer kollegaen John Constable på kunstakademiets årsudstilling (i det 19. århundrede var kunstmaleri tilsyneladende en tilskuersport). De tilstedeværende griner og udveksler sigende blikke, og man fornemmer det konstante magtspil og den smålighed, der lurer lige under overfladen i de finere kredse. Men Turner er i kridthuset, så han slipper af sted med sin flabede opførsel.

Upopulære eksperimenter
Den etablerede kunstner kender sit eget værd og ser det som en selvfølge at være en del af inderkredsen på kunstakademiet, men efterhånden som han eksperimenterer med nye teknikker og bliver mere diffus i sin malerstil, falder hans stjerne hos det bedre borgerskab. Et godt eksempel fra historiebøgerne på den manglende forståelse af hans kunst, er reaktionen fra en amerikansk samler, James Lenox, der købte et af Turners værker gennem en stråmand. Efter at have set billedet, skrev han til mellemmanden, at han var meget skuffet over billedets uklarhed. Da Turner hørte dette, var hans kommentar: ’Du burde fortælle mr. Lenox, at uklarhed er min styrke.’

Kunstkritikeren John Rushkin, der har fået en mindre flatterende rolle i filmen, som en læspende, selvhøjtidelig mors dreng, holder dog stædigt fast i malerens storhed. For Rushkin er Turner den kunstner, der mest rørende og sandfærdigt skildrer naturens luner.

Lang film, men ikke for lang
To og en halv time er lang tid, men filmen føles ikke for lang. Øjnene glæder sig over scenernes billedskønne kompositioner (takket være filmfotograf Dick Pope), og Turner er tilstrækkelig farverig til 149 minutters udpensling. Tag nu scenen, der beskriver malerens fascination af naturens kræfter: han får sig selv bundet fast til en skibsmast, for at opleve stormens rasen på tæt hold. Eller Turners besøg på stambordellet efter faderens død, hvilket ikke spænder af, som den slags plejer.

Mr. Turner er blevet nomineret til en Oscar i fire mindre kategorier: bedste filmmusik, bedste filmfotograf, bedste kostumer og bedste scenografi. Det er ikke første gang, Mike Leigh har succes med en biografisk film. Topsy-Turvey fra 1999, der handler om Gilbert & Sullivan, vandt to Oscars.

Premieren fandt sted 1. januar og filmen går i udvalgte biografer landet over.