Instruktøren Jonas Kvist Jensen og produktionsselskabet LoneTower Visuals har spiret igennem et årti nu. Med et par håndfulde film, herunder også et par spillefilm, har selskabet og instruktøren kvantummæssigt en ret pæn portefølje, om end det også er helt tydeligt, at det lille århusianske filmkollektiv bliver stærkere og mere stilsikker.

De har gennem det seneste årti vist, at det kan lade sig gøre at lave kort- og spillefilm for få penge uden officiel filmstøtte fra staten. Med den seneste kortfilm Paparazzi, der havde premiere i BioCity i Aarhus tidligere på måneden, har selskabet – med samarbejde med selskabet Picturewise – opnået støtte fra Den Vestdanske Filmpulje. Filmen er netop udkommet på YouTube.

Filmen handler om den nærgående og dygtige fotograf Timmo, der overvåger en sangerinde. Det seneste scoop var et billede af en gennembanket kvinde. Nu sidder Timmo bag huset og venter på, at hun skal vise sig igen. Vi har tidligere fået en antydning af Timmos baggrund. Men handlingen skal udvikle sig steder hen, som den stille og forsagte Timmo ikke havde forudsagt.

Scenerummet er minimalt. Vi befinder os bag sangerindens og hendes mands ekstravagante hus, på et stykke nøgent græs, med udsigt over Ebeltoft Vig og indsigt i sangerindens kedsommelige hverdag. Det et udformet som et lille kammerspil mellem de to. Et kammerspil for åbent tæppe.

Paparazzi er lidt et stilbrud for LoneTower Visuals, der hidtil har lavet genrefilm. Spillefilmene Brutal Incasso og Mord på mere end én måde var henholdsvis et tarantinosk gangsterdrama og en britisk puslespilskrimi, mens flere af kortfilmene hovedsageligt er gysere.

Paparazzi er langt sværere at genrebestemme, og kammerspillet er faktisk det nærmeste, vi kan komme en egentlig betegnelse. Det er sandsynligvis et modent træk af Kvist Jensen og selskabet. Der er en tendens til, at genrefilm i Danmark ikke opnår samme status som det bredere drama.

Rammehistorien omkring Timmo, som antydes i filmen, lægger faktisk op til en større film, hvor et stort og internationalt drama i stil med Erik Poppes A Thousand Times Good Night kunne udspille sig. Kortfilmen her er antydningsvist en forvokset pitch trailer, der kunne fortjene en filmfortælling i spillefilmslænge.

På den måde bliver Paparazzi en kortfilm, der antyder en sammenhæng til noget større, som vi kun kan gisne om. Den store fortælling er gemt i den lille fortælling. Det visuelle udtryk er ret overbevisende. Filmens lydside har dog nogle pudsigheder.

Lydene er naturligvis – ligesom lyden af kameraets lukkemekanisme – en del af fortællestrategien. Det kan dog virke lidt besynderligt, at Timmo tydeligt kan høre sangerindens telefon ringe, men han kan kun se hendes læber bevæge sig. Det er dog små detaljer, som selvfølgelig hjælper os til at orientere os i filmen.

Kvist Jensen har selv (igen) klippet filmen, og især her har han formået at sætte en stemning og en stil, der adskiller sig en smule fra selskabets øvrige film. Den motiverede klipning og de længere indstillinger fungerer godt.

Paparazzi tegner godt for LoneTower Visuals, Jonas Kvist Jensen som instruktør mv. og producenten Morten Hjorth, der sammen med Kvist Jensen ejer selskabet. Teaterskuespilleren Thomas Bang gør det fint som Timmo, mens Eja Due, der hidtil har medvirket i et par kortfilm, er ganske overbevisende som sangerinden.

Filmen er en oplagt kandidat til Ekkos Shortlist, der efterhånden tegner et billede af en nyere dansk kortfilmstradition, som er i god form. Indtil da kan filmen nydes på YouTube – et sted, hvor kortfilmen også florerer og har det godt.

Imens vi venter på et forhåbentligt snart større projekt fra det aarhusianske selskab, kan vi se frem til det, der tegner til at være et sælsomt kuriosum: genindspilningen af 90-års fødselsdagen er under færdiggørelse. Lur mig, om ikke filmen lister sin premiere ind på årets sidste dag – med alle miss Sophies bekendte opvågnet fra de døde.