Poesien som film. Eller filmen som poesi. Hvad kommer først? Det er vel egentlig lige meget. Filmen har fra starten leget med poesien. Været poesi. Montagen er i princippet en lyrisk form, der tilfører mening i billeder, som billederne ikke selv har. Derfor er filmen lyrisk og lyrikken er ofte visuel og filmisk. At sætte billeder på lyrik det er straks en anden sag.

Louise Juhl Dalsgaard udkommer med en digtsamling og en kortfilm i denne måned. Samtidig. Med samme tekst, men med forskelligt udtryk. Forlaget Weltscherz har generelt vist en interesse i at bryde grænserne ned mellem kunstformer. Ofte er lyrikken ledsaget af billedmateriale. Lyrikken udgivet som vinyloptagelser. Eller lignende. Derfor også Dalsgaard.

Dalgaard udgiver senere på måneden digtsamlingen Om Arktiske Heste. Filmen hedder det samme, og vil samme dag blive gjort tilgængelig på dette link. Tilsammen danner de et både sprogligt og visuelt udtryk, der kræver læserens/seerens navigation mellem to kunstformer – fra lyrik til netvideo og måske retur. På samme side vil digtene også være udgivet i ’printvenligt format’.

En velkendt filmlyrisk form er videokunsten. En del af en installation eller et udtryk i sig selv. Dalsgaards film er i princippet en sådan. Et stykke videokunst, der overskrider de rammer, som filmiske fortællinger ofte har. Via lyrikken, via montagen, via modstillingen og sammenligningen af tale og billede. For at fremhæve modsætninger. Sprogets foranderlighed.

Dalsgaards digteriske stil er i den helt klassiske centrallyriske tradition fra Tafdrup og Thomsen. Et ’jeg’ taler til/om et ’du’ om et ’noget’. Sammen med visualisering fremstilles fragmenter af et parforhold eller et forhold mellem to personer. Jeg’et og du’et. Iblandet er der citater, hovedsageligt fra børnesange. Af sex er du kommet, til barn skal du blive.

Det handler om berøring, det handler seksualitet, om ordets forgængelighed, om lyrikkens antændelighed. Bogstaveligt via billedet og i overført betydning via ordet. Konstateringer kan hurtigt blive til spørgsmål på skrift, men det talte ord fastfryses i sit eget udtryk. En slags omvending af den klassiske forestilling om skriften som mere varig end det akustiske ord.

Digtene er for sig selv fine små indskud om de to (eller flere?) personer. Tretten digte læses op. Slet og ret. Af Dalsgaard selv. Form og udtryk er ikke specielt nyskabende, men Dalsgaard står bevidst på skuldrende af velkendte danske lyrikere. Derfor er det nok ikke en lyrisk form, der vil få den store opmærksomhed. Men som små pudsige billeder af det velkendte, fungerer de.

Filmen er derimod en række visuelt nostalgiske opsatser, der ikke rigtig vil noget særligt. Farver, der toner ud i grafiske opsætninger, og statiske billedrytmer med et vist forhold til det sagte. Lidt som når vi er til koncert, og kunstneren har brug for et visuelt bagtæppe. Lyden af spoleapparat og let springende håndholdt kamera er ikke specielt opsigtsvækkende.

Tilsammen er Dalsgaards stemmeføring en anelse hypnotisk, på grænsen til søvndyssende, og billedkollagen ditto. Især søvndyssende. Det kræver en lidt prætentiøs tænkning hele tiden at skulle tolke noget ind for at få billede og lyd til at hænge sammen. Og når metaforen er en banalitet om sex som vand i en køkkenvask, forekommer det desværre en anelse søgt.

Filmen vises i biografen i Huset i Magstræde i København d. 6.3.2014, i Teater Nordkraft til Ordkraft i Aalborg d. 11.4.2014 og på Godsbanen til i Aarhus til Litteraturens dag d. 12.04.2014.