Der er ingen grund til at frygte, at instruktøren af så vellykkede komedier som Hot Fuzz og Shaun of the Dead ville miste overblikket et sted mellem alle Zelda-referencerne, de overdrevne kampscener og ikke mindst den centrale kærlighedshistorie, da han satte sig til rorpinden på filmatiseringen af Bryan Lee O’Malleys fremragende ungdomstegneserie om Scott Pilgrim. For Scott Pilgrim mod verden er ikke alene en af de mest veloplagte tegnefilmsfilmatiseringer i år, det er samtidig en af de mest visuelt forfriskende film set længe. Onde tunger kunne muligvis anklage filmen for at sætte form over indhold, men ikke desto mindre sidder man både overrumplet og storsmilende tilbage efter to timer i selskab med Scott, hans venner og Ramonas syv onde ekskærester.

Michael Cera (som mange nok husker fra Juno og Superbad er velvalgt i hovedrollen som den nørdede, dreng, der på den ene side gerne vil være rockstjerne i garagebandet Sex-Bob-omb, dyrke sin egen shabby-cool stil, samtidig med at han drømmer om at finde den eneste ene.

Filmen starter lige som den første bog i serien, med Scott som er begyndt at kæreste rundt med Knives Chau, en lidt for ung asiatisk pige. De to har et platonisk og ganske uskyldigt forhold og hun er helt forgabt i Scott. Scotts interesse for Chau ændrer sig dog radikalt da han møder Ramona Flowers, en amerikansk pige der ikke alene, i bogstavelig forstand har optrådt i Scotts drømme, men som ydermere er i stand til at benytte særlige hyperrumsportaler når hun deler pakker ud for Amazon.

Selv om Ramona først pænt afviser Scott, bider han sig insisterende fast og indser at Ramona muligvis ikke bliver lige så nem at score som han først antog, for vil han have retten til at blive fast kæreste med hende, bliver han nødt til at besejre Ramonas syv onde ekskærester i dueller til døden. Det lyder måske drabeligt, men det hele er omtrent lige så skrækindjagende som et par timers tegnefilm på Nikolodeon, for når Scott besejrer en fjende forvandles de – på bedste arkadespilsmanér - til mønter, som klirrende rasler ned på jorden foran ham.

For de der, lige som Byran O’Malley, er blevet flasket op med de mest basale former for popkultur fra Japan; Nintendo, animé og manga, og som samtidig nærer en nørdet passion til den type rockplader, som uopfindsomme ekspedienter konsekvent kategoriserer under fællesbetegnelsen ”indierock”, så vil man føle sig utroligt velkommen under filmen. De forskellige intertekstuelle referencer sidder lige i skabet og samtidig er hele tonen så legende let og charmerende, at man ikke kan andet end at holde af det man ser.

Selvfølgelig er filmen fyldt med klicheer, det er jo hovedpræmissen. Vi er godt klar over at dette i bund og grund er et teen-trekantsdrama med alt hvad der dertil hører. Alle medvirkende synes at spille deres respektive roller med slet skjult ironisk distance til det hele og universet som filmen skildrer for sin seer, er så urealistisk og overfladefokuserende, så det halve kunne være nok, men det er samtidig alle disse ting, der gør filmen til en helt fantastisk morsom oplevelse. For idet filmen konsekvent krydrer den banale kærlighedsfortælling med ekstravagante slagsmål og en stor portion humor, så kan man ikke undgå andet end at blive underholdt undervejs.

Filmen om Scott Pilgrim opleves som en naturlig forlængelse af tegneserien. Det er en klar fordel at kende til tegneserien før man ser filmen, men det er absolut ikke en nødvendighed. Filmen kan sagtens stå på egne ben og vil forhåbentlig også lede til at der er nye fans der via filmen vil få øjnene op for originalen. Tegneseriens succes bestod nemlig også i ideen med at forene garagerock, hverdagsbanaliteter, en central kærlighedsfortælling og ikke mindst alle de spektakulære manga- og kampsportsinspirerede konfrontationer i en letfordøjelig, postmoderne pærevælling.

Så kan man se ud over det faktum, at det har været umuligt at inkludere alle de sidehistorier og bifigurer, som optræder i tegneserien, så er det lykkedes for filmmagerne at fange en stemning der ligger utrolig tæt på tegneserien. Der er sikkert også enkelte der vil være frustrerede over at filmen ikke giver sin tilskuer en lige så spektakulær afslutningskamp, som den der findes i tegneserien, men det beviser også at der stadig er ting som tegneserieformatet kan som er nærmest umulige at oversætte til det store lærred. Ikke desto mindre er Scott Pilgrim mod verden et bekendtskab man bestemt ikke bør snyde sig selv for.