Heldigvis sker det oftere og oftere, at man ser kvinder i bærende hovedroller, hvad enten det er dramatiske roller eller mere som frontfigurer i actionfilm. Sidstnævnte gælder i særdeleshed for den nye biograffilm Atomic Blonde, som er instrueret af David Leitch, der var medinstruktør på den første John Wick-film og som desuden har været stuntkoordinator på en lang række film og det kan i den grad mærkes. Den altoverskyggende hovedrolle i Atomic Blonde spilles nemlig af Chalize Theron, der i Mad Max: Fury Road satte nye standarder for sejhed og selv om hun selvsagt spiler en anden rolle i den nye film, så er hun mindst lige så cool, lækker og hårdtslående hér.

Filmen er baseret på tegneserien The Coldest City af Antony Johnston & Sam Hart, og foregår i tiden lige op til Berlinmurens fald i 1986. Af samme grund er filmens soundtrack fyldt med en masse firserhits på stribe, der helt bestemt sætter den rette tone for løjerne og ikke mindst vækker nostalgien i gamle filmanmeldere, der nemt er i stand til at synge med på både Under pressure, 99 Luftballons, Der Kommisar og mangle af de andre hits. Flere scener er også skudt på location i Berlin, men selvsagt er der snydt i alle scenerne, hvor Muren og diverse checkpoints mellem Øst og Vest optræder.

Den overordnede stil i filmen er dog tættere på et tegneserieunivers end på en realistisk version af Berlin anno 1986, for vi befinder os i en verden af spioner, dobbeltagenter og kold krig. Sådanne elementer eksisterede selvfølgeligt også dengang, men fokus er ikke som hos Le Carré på realistiske skildringer af spionage og politiske forviklinger, men i stedet på actionscener, hvor Lorraine ofte må være opfindsom for at få ekspederet de horder af fjender der sendes efter hende. Filmens manus er i øvrigt skrevet af Kurt Johnstad, der har skrevet manus til film som 300 og Act of Valor så han ved godt hvordan man leverer barske oneliners.

Atomic Blondes handling centrerer sig om en mikrofilm, der indeholder en liste med navnene på alle hemmelige agenter fra vesten. Denne liste befinder sig netop i Berlin. Lorraines makker havde listen i sin besiddelse, men han findes myrdet og derfor sendes Lorraine afsted, i håbet om at hun kan skaffe den tilbage.

Lorraines mission er, ud over at få mikrofilmen returneret til de rette ejere, at få afsløret identiteten på en dobbeltagent, der kun kendes under dæknavnet ”Satchel”. Det mistænkes at han eller hun er direkte involveret i drabet på agentkollegaen.

Filmen fortælles egentligt retrospektivt. Da vi møder Lorraine første gang ser hun ganske medtaget ud, selv efter et friskt dyp i et dejligt karbad fyldt med isvand. Herefter tager vor heltinde tøj på og begiver sig til en afhøring som hendes engelske MI5-chefer har organiseret. De er interesserede i, hvad der helt præcist skete i Berlin og det er de ting som hun fortæller under afhøringen, der udgør hovedhandlingen i filmen.

Det er i øvrigt dejligt befriende at vores heltinde både ryger, nærmest udelukkende drikker Stolli med is og i flere scener bestemt ikke er bange for at optræde afklædt foran de snurrende kameraer. Der er sikkert folk, der med en eller anden form for kønspolitisk ideologi i lommen, kunne blive forarget over den slags ting, men kapellets udsendte var begejstret for både tobaksrøg og ikke mindst for at Charlize Theron tager sig så indbydende ud på det store lærred. Dette kombineret med at man oplever en film der er konstant spændende og som byder på en lang række actionscener, der er så tilpas opfindsomme og flot koreograferet, at man ikke føler de bare er gentagelser.

Uden at ødelægge eller afsløre for mange konkrete handlingselementer, kan det nævnes at der i filmens sidste tredjedel er en scene, hvor Lorraine kæmper mod politiagenter i en etageejendom, fortrinsvis på en lang trappe. Denne scene virker umiddelbart, som om den er skudt i et langt klip (men der er snydt og i de forskellige hurtige kamerabevægelser, er der vist skjult en række klip) den fremstår til gengæld som en lang scene og måske er det denne lange sekvens, der ender med at være en af filmens mest imponerende – ikke kun rent actionmæssigt men også teknisk. Hold derfor øje med den.

Atomic Blonde er en kulørt og effektiv actionfilm, der meget gerne må være starten på en egentlig serie. Der er mange der har drømt om at se en kvindelig pendant til Bond eller Bourne og det kunne der nemt være i Lorraine. Det er i al fald skønt at se en så handlekraftig kvinde dele slag, snitsår og skud ud lige så effektivt som hendes mandlige kollegaer og i det hele taget bare se en actionfilm, der fungerer upåklageligt fra start til slut. Ikke megen dybde, men til gengæld utroligt underholdende.