Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Den bestøvlede kat (90 min.) Købsfilm / UIP
Anmeldt 22/6 2012, 06:16 af Torben Rølmer Bille

Ingen kat-astrofe


Ingen kat-astrofe

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Oprindelig var det i en samling kunsteventyr af franskmanden Charles Perrault publiceret i 1843 at figuren havde sit ophav, men spørger man et hvilket som helst barn i dag, hvor den bestøvlede kat kommer fra, vil svaret utvivlsomt være: Shrek. I den anden film om den postmoderne, grønne trold dukkede katten nemlig op og har været på rollelisten i de efterfølgende tre Shrek-film siden da. Figuren har tydeligvis været så populær, at man nu har mulighed for at se røjserkatten i dens første animerede film i fuld længde.

Der er ganske lang vej fra handlingen i Perraults oprindelige historie, til handlingen i Den bestøvlede kat, for ligesom Shrek, leger filmmagerne med de klassiske eventyrkarakterer og intertekstuelle referencer. Eksempelvis har Salma Hayek fået lov til at lægge stemme til hunkatten Kitty Softpaws, og på den måde forener filmmagerne parret fra Desperado på lydsiden, idet det er Antonio Banderas, der giver katten stemme. Dette fungerer naturligvis ikke, hvis man ser filmen i versionen med de ellers så glimrende danske stemmer. Derudover er der både visuelt, i forhold til karaktergalleriet og i dialogen et utal af referencer til såvel kendte eventyr, som til den brede popkultur, fra Fight Club til Zorro.

Handlingen foregår i noget, der ligner en mellemting mellem Mexico og Spanien tilsat de obligatoriske fantasifulde, eventyrlige elementer. Da vi møder katten i starten, introducerer han sig selv som en listig bandit, som ikke er frygter noget og som ingen kan fange. Da katten en aften aflægger et besøg på en taverne overhører han, at Jack og Jill (to figurer fra et engelsk børnerim, der tager op af en bakke) har fået fingre i de legendariske, magiske bønner. Dem har katten ledt efter siden han var ung, men da han opsøger Jack og Jill, dukker der pludselig en mystisk sort kat op, iklædt luchadormaske. Kat har tilsyneladende fået en konkurrent, der også er ude efter bønnerne.

Hr. Bestøvlet finder ud af, at denne fribryderklædte konkurrent faktisk er ingen ringere end Kitty Fløjlspote, en utroligt begavet listetyv, men han bliver enormt skuffet, da det går op for ham, at hun arbejder for Klumpe Dumpe (ægget på væggen fra Alice i Eventyrland), for det viser sig at katten og ægget har en masse ting i deres fortid, der gør, at støvlemis bestemt ikke har lyst til at arbejde sammen med KD. Ikke desto mindre er der andet at tænke på, for bønnerne skal fremskaffes og bønnestagen skal vokse op til slottet i himlen. Der venter gåsen, der lægger guldæg og noget, der er større og vildere end selskabet oprindeligt havde troet.

Fortællingen er ganske ligetil. Det er en historie om svigt, venskab, eventyr og om at turde stole på hinanden. Samtidig er det også en actionfilm i børnehøjde, for der er ikke mange scener, der står stille, eller som ikke afbrydes af eventyrlig action lige så snart den nødvendige dialog først er overstået. Samtidig er folkene på Dreamworks blevet så dygtige til deres kram, at man som voksen også kan måbe over hvor dygtige teknikere animatorerne er, samtidig med hvor flot alt er sat i scene.

Som et nyt visuelt gimmick i denne type film benytter filmen sig af splitscreen flere steder – en gang ligefrem til en fin visuel gag, men Den bestøvlede kat er som helhed et overflødighedshorn af indtryk og det var sikkert også derfor den blev nomineret til en Oscar ™ tidligere på året – en sejr som den noget aparte Rango løb af sted med. Den visuellle overflod går lige til grænsen, for var der mere at se på, ville det også blive for meget. Til gengæld gør alle de små detaljer, at Den bestøvlede kat er en film, der vinder ved gensyn – især hvis man er animationsfan.

Fortællingen er på sine steder lidt dyster, i al fald sammenlignet med hvad man forventer sig af et Shrek-spinoff, så derfor bør husets allermindste nok være ledsaget af en voksen, hvilket også fremgår af den anbefalede aldersgrænse på 7, men selv om der forekommer ting, der måske kan skræmme de mindste, afbrydes disse scener hurtigt af visuelle gags, der løser op for stemningen.

Dette gælder også i den lille bonusfilm, som er inkluderet på BluRay’en De Tre Diablos som er en kortfilm der foregår i perioden umiddelbart efter hovedfilmen slutter. Faktisk er kortfilmen på sin vis mere klar i sin fortælling og morale, end hovedfilmen er det, men det kan hænde, at det er på grund af kortfilmens natur.

Alt i alt er Den bestøvlede kat en fin, lille, farvestrålende animationsfilm, med høj detaljegrad, god lyd og på BluRayudgaven mulighed for at se producerne fortælle om filmen og vise storyboards frem, mens filmen kører i baggrunden. Der er kælet for detaljerne, men der er, lige som hos Shrek ofte for mange gode ideer der trænger sig på, og som kan stå i vejen for den basale handling. Derfor: absolut ingen grund til at være mis-fornøjet i denne omgang, Den bestøvlede kat er værd at åbne sin hoveddør for.


Forrige anmeldelse
« A Dangerous Method «
Næste anmeldelse
» Lockout »


Filmanmeldelser