Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Armadillo (101 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 17/4 2011, 19:38 af Torben Rølmer Bille

Krigens ansigter


Krigens ansigter

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er efterhånden blevet sagt og skrevet meget om den danske, debatskabende, dokumentarfilm Armadillo, så det kan muligvis forekomme svært at sige megen nyt i denne sammenhæng. Selv om filmen udkom på DVD i november 2010 og siden er blevet sendt i TV i en nedklippet version, så ændrer det næppe på filmens aktualitetsværdi. Det gør det ikke fordi danske soldater i skrivende stund stadig er aktive i Afghanistan, men måske især fordi det er blevet besluttet at Danmark skal træde ind i endnu en krig.

Den type af krigsfilm, hvor skellet mellem de selvopofrende, modige helte og de nederdrægtige skurke er så skarpt at man kan skære sig på det, har efterhånden trange kår. Der bliver ikke lavet mange film der ligefrem glorificerer krigen. En undtagelse skulle da lige være Quentin Tarantino, der kan slippe af sted med at lave en anakronistisk fabel med Inglorious Basterds, men den har også lagt realismen bag sig allerede inden filmens første scene er ovre.

I stedet er det snarere reglen end undtagelsen, at film om krig forsøger at skildre de ofte store menneskelige og personlige omkostninger der er for enkelte soldat, være det sig i tv-serieformater som Band of Brothers, The Pacific (selv om disse langt fra kan sige sig fri for patriotiske undertoner) eller i klassiske antikrigsfilm som Full Metal Jacket, Apocalypse Now, og mange flere.

Der er ingen tvivl om at det kræver et enormt stort mod, ihærdig træning og viljestyrke ud over det vanlige hos et menneske, før dette kan drage i krig. Selv om man frivilligt har valgt en karriere i militæret, ved man også at det er ikke blot et meget farligt job man har, det er muligvis det allerfarligste der er til at opdrive, og det er præcis det som er udgangspunktet i Armadillo. Filmen følger kronologisk udsendte fra Hold 7, der arbejder på og forsvarer forposten Armadillo i Helmandprovinsen. Fjenden hedder Taliban og de er overalt.

Selv siger instruktøren på DVD’ens ekstramateriale at han gerne ville skabe debat om krigen på et tidspunkt, hvor den nærmest var ikke-eksisterende. Mission complete! Debat blev der i hvert fald, endda i sådan en grad, at filmen blev en af de mest sete i biograferne i 2010 og med god grund, for filmen giver sin tilskuer et enestående indblik i de danske soldaters arbejde, under - hvad der for alle os tryghedsnarkomaner hjemme omkring kakkelbordet - kan forekomme som nærmest umulige forhold.

Vi følger i filmen især to soldater Daniel og Mads, som tager i krig for første gang i deres liv. På den måde har vi to karakterer som vi som seere kan føle med, i trit med at de bliver konfronteret med krigens realiteter. Tidligt i filmen oplever vi en af de to sidde med deres familier hjemme og diskutere fascinationen ved at gå i krig. Den unge mand siger ”det er lige som i fodbold – det er fint at træne, men man lærer først spillet rigtigt, når man spiller kamp”. I metaforen overses dog ganske naturligvis at overlevelsesraten for fodboldspillere er væsentligt større end for soldater.

En af filmens centrale personer er delingsføreren Rasmus, der både virker som en virkelig hård nyser og samtidig som en person med hjertet på rette sted: kort sagt en mand man ikke kan have andet end respekt for. På et tidspunkt i filmen såres han, men fra hospitalssengen kan han ikke andet end at ønske sig tilbage så hurtigt som muligt. ”Så let slipper de sgu ikke for mig,” som han siger. Som udenforstående pacifist kan det være svært at finde en forklaring på, hvorfor der eksisterer folk, der har denne attitude, men i løbet af Armadillo bliver der givet en del plausible svar.

Det fine ved Armadillo er at det ikke er en film, der i traditionel dokumenatarfilmsstil lader en fortællestemme diktere hvad det er vi ser på billederne, men i stedet fortæller den sin historie gennem utroligt flotte og stemningsmættede billeder, soldaternes dialog og en eminent klipning.

Især i de mange møder soldaterne har med lokalbefolkningen, hvor blandt andet lokale bønder er irriterede over at soldaternes bomber smadrer deres husdyr og huse, alt imens fodtropper vader tværs gennem deres nysåede marker forekommer som en evigt tilbagevendende begivenhed. Især landbefolkningens berettigede frygt for Taleban, der truer at skærer deres halse over hvis bønderne arbejder sammen med de europæiske soldater, synes at gøre opgaven med at få folket på fode igen nærmest umulig.

Hvis man skal finde noget at udsætte på filmen så kunne det være dens brug af den utroligt stemningsskabende musik komponeret af Uno Helmersson, som akkompagnerer billedsiden. Musikken dikterer i høj grad, hvordan vi skal opleve det sete og det ville måske have klædt filmen at tone dette en anelse ned. Dertil kommer at filmen også præsenterer sin seer for scener, der forekommer som rene ”actionsekvenser” især set i kontrast til de mange kedelige stunder på basen, hvor der ikke sker noget som helst og hvor soldaterne ofte er overladt til at passe sig selv, se porno og pleje deres udstyr.

Det er naturligvis en tilsnigelse at kalde kampscenerne ”action”, for man skal tænke på at her bliver der skudt med rigtige kugler mod rigtige mennesker. Ikke desto mindre kan disse scener være med til at sløre grænserne mellem fakta og fiktion, især for den utrænede seer. Vidste man ikke bedre kunne man nemt forestille sig at disse sekvenser var eksekveret af en Ridley Scott eller Steven Spielberg. Til gengæld går det hurtigt op for den mediebevidste tilskuer hvor ufatteligt tæt kameramand Lars Skree har været på selv at lade livet i filmens navn. Det har bestemt ikke været en ufarlig opgave han har været sat på. Det har i bogstaveligste forstand været med livet som indsats og samtidig leverer han imponerende kameraarbejde.

Centralt for meget af debatten omkring Armadillo, er de scener mod slutningen af filmen, hvor de danske soldater er i åben ildkamp mod en gruppe Talibanere. Debatten drejede sig især om hvorvidt soldaterne rent faktisk likviderede de hårdt sårede afghanere, som havde beskudt dem. Undertegnede vil ikke tage stilling i denne sag, men blot varmt anbefale at man ser filmen, for selv at tage stilling til gerningerne.

Modigt er det at filmmagerne har valgt at vise close-ups af de dræbte, ødelagte afghanere der dels er blevet skudt, dels er blevet sprængt i stykker af en håndgranat. For selv om krige i alskens afskygninger har været mediestof i alt for mange årtier, så er det - som Susan Sontag skriver i ”At betragte andres lidelser” - et særsyn, at de vestlige medier viser os hvordan krigens ofre ser ud. De beslutningstagere, der har en interessere i at krigshandlingerne skal fortsætte, ved nemlig kun alt for godt at sådanne skræmmende billeder på sigt kan være med til at vende den folkelige opinion mod krig. Det er ikke blot filmmagerne, der har lyst til at svælge i morbide detaljer, men snarere er her tale om at filmen viser hvad det er vore soldater må være vidne til dagligt. Dette kan muligvis virke voldsomt på alle os, der heldigvis er langt fra krigen, men det er også berettiget!

Armadillo ender derfor med at være en formidabel og i særdeleshed vigtig film om mennesker i krig, som ingen, der har en holdning til krig, bør snyde sig selv for at se.


Forrige anmeldelse
« Sucker Punch «
Nste anmeldelse
» Lemmy »


Filmanmeldelser