Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Captain America: The First Avenger (124 min.) Biografversion / UIP
Anmeldt 20/8 2011, 09:30 af Torben Rølmer Bille

Nazitæsk i 3D


Nazitæsk i 3D

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er vist ikke gået forbi mange superheltefans’ bevidsthed, at der i 2012 kommer en film om superheltegruppen The Avengers. Det ser dog ikke ud til at Marvel har tænkt sig at være så puritanske, at de lader gruppen bestå af Hulk, Iron Man, Thor og Ant Man, som udgjorde det originale team i det første tegneseriehæfte. Det er der sikkert ikke så mange fans der tager sig af, for som det ser ud nu kommer Joss Whedons team til at bestå af Iron Man, Hulk, Black Widow, Hawkeye og Thor. Disse meget forskellige figurer ville jo ikke kunne fungere uden en god anfører, så før de kan samles for at redde vores solsystem endnu engang, er det helt på sin plads at fortælle oprindelseshistorien om deres leder: Captain America.

Det skal siges, at undertegnede aldrig har været vild med denne figur. For det første er han en figur der blev udviklet med et bevidst propagandistisk formål i starten af fyrrerne, hvor han ofte sås kæmpe mod aksemagterne, men da hans popularitet endte i 50’erne, efter Anden Verdenskrig var overstået, forsvandt han i årrække, indtil han blev tøet op i midten af tresserne, så han kunne lede det nyformede Avengers team.

Det er næsten umuligt at adskille politisk ideologi fra denne figuren og derfor var han også en af årsagerne til at folk på venstrefløjen benyttede især ham til selv at propagandere mod amerikansk kulturimperialisme i halvfjerdserne og frem. Det er dog ikke derfor nærværende anmelder ikke bryder sig om ham, det er snarere fordi kaptajnen er en anelse mere kedelig end mange af Marvels andre kreationer. Han har overmenneskelig styrke og et skjold som han kan kaste med, men ellers er der ikke ret meget interessant ved ham.

Nuvel, den optøede tegneserieversion af kaptajnen har måske lidt svært ved at omstille sig til sin nye virkelighed, men ikke desto mindre er hans værdier præget af både rendyrket amerikansk fædrelandskærlighed tilsat en ganske kedelig baggrund, der gør at han altid handler som en Superman-agtig spejderdreng, der aldrig kommer i tvivl om hvad der er rigtigt eller forkert. Kort sagt har figuren aldrig været særligt interessant, idet der ikke som hos eksempelvis Hulk, Spiderman eller mange af de andre er en dualistisk natur i karakteren. Derfor var det en virkelig behagelig overraskelse at se filmversionen om Captain America, for den er modsat mange af Kaptajnens solotegneserieeventyr blevet virkelig vellykket.

I tråd med den originale oprindelseshistorie er Steve Rogers en tyndarmet dreng fra Brooklyn, der takket være et nyudviklet serum omformes til den helt vi kommer til at kende som Captain America. I filmen møder vi første gang Steve, der må se til at hans kammerat Buck frivilligt melder sig til kampen mod Hitler, mens Steve selv må blive i USA plaget af astmatisk bronkitis og vatarme. Dette ændrer sig dog da Steve møder en tysk videnskabsmand der arbejder for Onkel Sam. Han udvælges til et program, der skal sikre at USA får modificerede supersoldater, så krigslykken kan vendes. Uheldigvis er der en agent fra den onde, onde, onde nazistiske organisation HYDRA til stede da eksperimentet skal udføres så en bombe springer, videnskabsmanden dør, men ikke før Steve er blevet forvandlet til superhelt.

HYDRA, under ledelse af den onde nazist Johan Schmidt, sikrer sig i filmens start et mægtigt okkult artefakt fra en norsk kirke. En selvlysende blå kube, som ifølge sagnet har været et af Odins mægtigste våben er nu i hænderne på Schmidt, der ler af Hitlers patetiske forsøg på at finde lignende genstande i ørkenen. Inden længe har Schmidt sammen med sin trofaste videnskabsmand skabt en række våben som er både er aksemagternes og de allieredes totalt overlegne. Han ser derfor intet i vejen for total dominans over verden, endog uden hjælp fra føreren, men dette er selvfølgelig en plan som Captain America og hans hårdkogte soldaterkammerater må og skal forpurre inden rulleteksterne kan løber over lærredet.

Som flere af de nye film fra Marvel er også Captain America utroligt gennemført, både visuelt og handlingsmæssigt. Det er knalde-bangunderholdning af den klassiske skuffe og selv om historien bliver en smule formularisk og forudsigeligt til tider (hvem tror eksempelvis at kaptajnen på noget tidspunkt er i reel fare?) så er det brandgodt lavet og virkeligt flot at se på.

Produktionsdesignet er overlegent. De der eksempelvis holder af Mike Mignolas streg vil frydes over at se HYDRAs naziuniformer eller for den sags skyld ærkerivalen Red Skulls mange maskiner, supersoldater og hans karakteristiske udseende. At blande okkulte elementer med nazisme er en skøn fiktiv cocktail, der flere gange har vist sig at være effektivt underholdende. Når HYDRA så ligefrem kan udnytte Odins blå suppeterning til at skabe våben, der pulveriserer fjenderne i et blåt skær giver det det hele en bevidst anakronistisk distance til virkelighedens nazister som ikke gør det mindre sejt at se på.

Rollebesætningen er også fremragende – selv om Marvel har genbrugt Chris Evans (der spillede Johnny Storm aka. The Human Torch i 2 Fantastiske Fire film – og derfor næppe har i kortene at kaptajnen og FF kan mødes i nærmeste fremtid) så spiller han rollen med tilpas forbløffet distance til at det virker. Han overskygges dog af såvel den rutinerede Tommy Lee Jones i rollen som Col. Chester Phillips, der træner kaptajnen til kamp, af Stanley Tucci i hans lille rolle som videnskabsmanden, der har opfundet superhelteserummet og endelig af Hugo Weaving, der nærmest er typecastet som tysktalende Schmidt (læs: Agent Smith). Filmens kvindelige hovedrolle spilles graciøst af Hayley Atwell, der fremstår nærmest som et ikonisk skønhedsideal fra 1940’ene.

Kort sagt er der masser at se på, masser af action og en baggrundshistorie, der bevidst leger med de fordomme man måske kan sidde inde med. Dette udtrykkes bedst i den sang og danse sekvens midt i filmen hvor Steves iføres trikot og sættes op på en scene i et forsøg på at få den jævne amerikaner til at købe krigsobligationer, komplet med korpiger, amerikanske flag og fuldt hornorkester. Den overdrevne patriotisme som er iboende i figuren leges der altså bevidst med og det er måske netop på grund af denne meget selvbevidste ironiske tilgang – der samtidig synes at respektere figurens originale historik, at filmen rent faktisk lykkes så glimrende som er tilfældet.


Forrige anmeldelse
« De kaldte hende Sarah «
Næste anmeldelse
» Blow Out »


Filmanmeldelser