Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Black Death (97 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 23/10 2010, 09:20 af Torben Rølmer Bille

De kristne barbarer


De kristne barbarer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvis man er bidt af middelalderfortællinger, er det svært ikke at blive opmærksom på en film der pryder sig med titlen Black Death. Pest har nu altid været et godt emne, uanset om den har optrådt i romaner, som en del af Antoin Arteauds teaterfilosofi eller som det lattervækkende ”Bring out your dead”-indslag i Monty Python and the Holy Grail. Der er dog ikke meget at grine af i Black Death, for det er en både brutal og dyster middelalderfabel, der kombinerer blodsudgydelser med periodedrama på ganske fin vis.

Inden filmen har været i gang i mere end et minut begynder man dog, som pest- og middelalderfan, at få lidt bange anelser, for den fortællerstemme, der akkompagnerer de tågede introbilleder fortæller blandt andet sin seer: ”..A pestilence more deadly than any war had come upon us. Where did it come from? What carried its germ?”. Det var altså først omkring 1675 at det første mikroskop blev opfundet og derfor kunne folk som levede i 1348 på ingen måde havde kendskab til bakterier, endsige have et egentlig ord for dem. Den type af faktuelle uoverensstemmelser ændrer dog ikke på at Black Death både er en særdeles underholdende og seværdig middelalderfilm, for selv om den måske ikke har fuldstændig tjek på hvordan folk i middelalderen bedrev medicin, så præsenterer den stadigvæk en tankevækkende historie om hvordan det kristne budskab gennem tiderne er blevet misbrugt.

Filmen fortælles med et venligt, intertekstuelt nik til Rosens Navn, gennem den unge novice Osmund, der ud over sin munkegerning har haft travlt med et ganske kødeligt forhold til en pige i byen. Pesten har heldigvis skånet hans udkårne, men da flere og flere bliver syge, sender Osmund hende ud af byen. Hun siger at hun vil vente ved det store kors ved skillevejen hver dag i en uge før hun drager videre. Osmund tager tilbage til klosteret og da han konstant nages af tvivlen om hvorvidt han bør blive bag klosterets tykke, trygge mure eller ride ud i verden efter sin udkårne, beder han indtrængende sin Gud om at han skal give ham et tegn. Det gør Gud – ifølge Osmund - kort tid efter, da en gruppe barske riddere dukker op i klosteret og kræver at en af munkene bliver deres guide til skovene omkring byen.

Ridderne, ledes af den barkede Ulric, har nemlig hørt om en by dybt inde i sumpen i skoven som ifølge overleveringer er helt uberørt af den skrækkelige sygdom. Ulric har derfor en teori om at pesten er en dæmon som har bosat sig i denne by og som i sagens natur er den kristne ridders hellige pligt at slå ihjel.

Osmund slutter sig til selskabet og de begynder rejsen mod hjertet af skoven. Undervejs oplever de både hekseafbrændinger og røveriske overfald inden de når frem til deres destination. Da selskabet ankommer til den meget idylliske by i skovens hjerte, virker det umiddelbart som om alt ånder fred og ro her – men Ulric mistænker straks byens meget imødekommende leder og dennes smukke kone for at skjule en altødelæggende ondskab under deres venlige facade. Osmund er, lige som seeren derimod langt mere i tvivl om hvorvidt byboerne skjuler noget eller blot har været enormt heldige i forhold til den sygdom som plager resten af verden.

Uden at afsløre for meget byder filmen flere ganske interessante aspekter. Først og fremmest er der hele genrespørgsmålet, for selvom filmen i starten synes at læne sig op af fantasy-filmen – godt hjulpet på vej i form af Sean Bean til hest - så udvikler filmen sig langt mere jordnært og bliver en diskussion om kristne værdier sat i skærende kontrast til folketroen. De meget kompromisløse riddere kommer derfor til at fremstå som filmens sande barbarer, selv om deres mission om at uddrive pesten i Guds navn kan forekomme nok så nobelt. Faktisk lægger filmen op til, at fanatiske religiøse tanker i sidste ende er lige så ødelæggende som sygdommen.

Black Death er instrueret af Christopher Smith, som hidtil har lavet slasherfilm som Creep og den vellykkede splatterkomedie Severance, men man skal ikke forvente en egentlig gyserfilm i denne omgang. For selv om Black Death benytter sig af mange af horrorfilmens træk, så er den snarere et ganske blodigt og voldsomt drama, iklædt mørk middelalder. Overraskende nok er filmen både virkelig underholdende, voldelig og så får seeren også lidt at tænke over efterfølgende – så selv om Black Death på ingen måde er en skelsættende film, så er den stadig virkelig seværdig for alle de der som undertegnede holder af middelalder, riddere og ikke mindst pest.


Forrige anmeldelse
« Krysters Kartel - sæson 1 & 2 «
Næste anmeldelse
» Scott Pilgrim mod verden »


Filmanmeldelser