Efter tre års fravær udstilles Emil Noldes kunstværker atter i hans atelier og beboelseshus, den markante funkisbygning, der med sine brune teglsten rager op over marskens flade og grønne land.

Noldes hus var vildt moderne for sin tid, da det i 1927 stod færdigt på varften Seebüll lidt syd for Rudbøl Sø. Men her knap 100 år trængte det til en grundig renovering, og det har det så fået nu. Kunsten er tilbage til stedet, hvor den blev skabt.

Huset blev allerede genåbnet sidste sommer, men det var midt i udstillingssæsonen, og derfor kunne sidste års udstilling med Noldes billeder ikke vises i huset. I stedet for blev der i 2022 i bygningen vist en udstilling om husets historie og den omfattende restaurering, huset har været igennem. Kunsten blev vist i de nyere bygninger i Seebüll.

Den 1. marts åbnede 2023-udstillingen, der kan ses til og med den 31. oktober 2023. Det er udstilling nummer 67 i Seebüll, og i år er overskriften Verden og hjemstavn eller Welt und Heimat, som den hedder på tysk.

Det tyske ord “Heimat”
Ligesom der på andre sprog ikke rigtig findes noget ord for det danske ord “hygge”, er ordet “Heimat” vel også helt specielt for det tyske sprog. Ordet er mere end blot et geografisk område, som man stammer fra. Der er også identitet og følelser forbundet med “Heimat”.

Emil Nolde (1867-1956) var som få andre kunstnere præget af sin hjemstavn, men samtidig var han også berejst. Efter at have besøgt både Rusland, Det fjerne Østen, Ny Guinea i Stillehavet, Italien, Spanien, Schweiz, England, adskillige lokaliteter i Danmark og ikke mindst storbyen Berlin, vendte Emil Nolde som 49-årig tilbage til Vestslesvig, som han kom fra.

Fra 1916 til 1927 boede han med sin danske hustru, Ada, ved Rudbøl Sø nord for 1920-grænsen, og i 1927 slog han sig ned på den kunstige forhøjning i marsklandet kaldet Seebüll. Her boede han indtil sin død i 1956, og her ligger han også begravet ved siden af Ada.

I sine erindringer skrev Emil Nolde: “Der er mennesker, der absolut ikke kan forstå, at vi vil bo i dette flade, 'kedelige område', hvor der hverken findes skove, bakker eller bjerge. Sådan tænker vel alle almindelige mennesker, der er på hurtig gennemrejse. Vort landskab er beskedent, men berusende og frodigt. Men landskabet giver den intime iagttager uendelig meget, stilhed, indre skønhed og en usentimental storhed”.

Emil Nolde var bondesøn, og sådan omfattede han sig selv hele livet.

Emil Nolde havde en dyb forankring i sin hjemstavn, og her adskiller han sig markant fra de andre større tyske ekspressionister. Det ser vi i hans mange oliemalerier og akvareller, men også tegninger fra landskaberne i Vestslesvig.

Det var autenciteten, som Nolde søgte tilbage til på sin hjemegn efter at have været ude i den store verden. Der var ikke den meget direkte civilisationskritik i Noldes billeder, som man så hos flere andre tyske ekspressionister, selv om han havde et meget ambivalent forhold til det dekadente storbyliv i Berlin.

Nolde var tiltrukket af det oprindelige og det uspolerede. Det medførte blandt andet, at han efter grænsedragningen gennem Slesvig i 1920 kom i en konflikt med de danske myndigheder i forbindelse med inddæmningen omkring Vidåen ved Rudbøl og Tønder. Det endte med, at han i 1927 flyttede fra dansk område til Seebüll på tysk område.

Sammen med sin danske hustru, Ada, havde Emil Nolde fra 1903 til 1916 et fiskerhus i Sjellerupskov på Als, hvor han boede i sommeren. I vintermånederne opholdt parret sig i Berlin. Derefter flyttede parret til Vestslesvig, til til huset “Keldspold” på Gammel Digevej 5 (Utenwarf) ved Rudbøl Sø og til sidst Seebüll, hvor det boede fast, men dog stadig med en lejlighed i Berlin.

“Als er smuk, men det milde og det søde blev os dog lidt for meget”, skrev Emil Nolde efter flytningen.

Mange af os kan genkende sikkert os selv i Nolde: Som ung kan det ikke gå stærkt nok med at komme væk fra ens hjemstavn. Som moden eller ældre søger man tilbage og ser værdierne i det, man kom fra.

Kritik og kolonitid
Kontrasten til den store verden, som Emil Nolde bevægede sig rundt i, er til at få øje på, men interessant er netop, at det er det samme billedsprog, de samme virkemidler og de samme penselstrøg, den ekspressionistiske slesviger benyttede sig af, hvad enten det var det nære eller det fjerne, der blev skildret. Emil Nolde har aldrig kendt ordet ‘glokal’. Det gled først ind i sprogbrugen tre-fire årtier efter hans død. Men han har kendt både det lokale, det kendte og det trygge, og også haft øje for det globale.

Med på 2023-udstillingen er flere aspekter af kolonitiden, da europæerne rejste til oversøiske egne og underlagde sig nye landområder. Da ægteparret Nolde i 1913 og 1914 deltog i en officiel tysk videnskabelig ekspedition til Ny Guinea, var maleren Nolde den hvide europæiske mand, der med et europæisk syn, besøgte en urkultur og urmennesket.

På en udstilling, som Statens Museum for Kunst viste i København for to år siden, blev der sat kritisk lys på netop dette aspekt med en udstilling af Emil Noldes billeder fra Ny Guinea sammenstillet med billeder af en anden ekspressionist. Denne anden kunstner var Ernst Ludwig Kirchner, der primært besøgte etnografiske samlinger på de tyske museer og besøgte varietéer, hvor fremmede racer blev stillet til skue i en blanding af skræk og fascination.

Udstillingens kontekst var ikke til at tage fejl af. Værktitler blev censureret, fordi med den begrundelse, at de var “nedværdigende, racistiske, koloniale og fremmedgørende”.

Udstillingen fik da også en del kritik af danske kunstanmeldere. Henrik Wivel skrev i Kristeligt Dagblad, at “den politiske korrekthed har taget over” på Statens Museum for Kunst.

Et samlet billede
- For mig har det været vigtigt at få et samlet billede fra Emil Noldes rejser, siger Nolde-museets direktør, Dr. Christian Ring, om årets udstilling.

- Dele af udstillingen belyser flere af kolonialismens aspekter. Emil Nolde var selv kritisk over for kolonialismen og den måde, de indfødte mennesker blev behandlet på, uden grundlæggende at betvivle kolonialismens berettigelse, siger Christian Ring.

- Vi kan dog bruge billederne til at reflektere over os selv ved at spørge: Hvordan ser vi selv på verden langt væk ud fra den rod, vi har i vort lokale miljø. Noldes billeder giver beskueren en enestående mulighed for at gå i dialog med sig selv, tilføjer museumsdirektøren.

  Mens Noldes rejseaktivitet generelt er detaljeret beskrevet i litteraturen og på udstillinger, har hans rejse til Italien i 1905-1906 fået mindre bevågenhed. Det kompenseres der for på udstillingen Welt und Heimat, hvor en række af hans Italiens-billeder vises.

Det gælder blandt andet Piazza San Dominico und Ätna fra 1905, der stammer fra den kunstgave, som Nolde-museet sidste år fik skænket af samleren professor Hermann Gerlinger fra Würzburg.

Det er den største gave, museet nogensinde har fået fra en privatsamler. 130 oliemalerier, akvareller og grafiske værker er der med på 2023-udstillingen, og de 43 værker stammer fra Gerlinger-gaven. Disse 43 billeder har aldrig tidligere været udstillet i Seebüll, og dermed når det samlede antal af ikke tidligere udstillede billeder også helt op på 56.

Ada Noldes sygdom Måske Italiens-billederne har fået en begrænset omtale af Emil Nolde selv, da det i første omgang slet ikke var kunsten, der fik ham og Ada til at rejse til støvlelandet. Årsagen var Ada Noldes sygdom. Hun havde kroniske problemer med luftvejene, og i 1905 var det så galt, at Emil Nolde - med økonomisk hjælp fra sin gode ven Hans Fehr - sammen med Ada rejste til det mildere klima i Italien og blev der i et halvt år.

Bagefter blev Italiens-billederne dog så vigtige for Emil Nolde selv, at de blev vist på talrige af de udstillinger, som han deltog i, da han var en del af den ekspressionistiske kunstnergruppe Die Brücke.

Med på årets udstilling er et enkelt billede begået af en anden kunstner end Emil Nolde - nemlig et selvportræt af kollegaen Karl Schmidt-Rottluff. Dette billede er også en del af gaven fra professor Gerlinger, og der er en mening med, at det bliver vist. Karl Schmidt-Rottluff besøgte nemlig Nolde-parret, mens det boede i Sjellerupskov på Als. Det var Schmidt-Rottluff, der trak Nolde med ind i Die Brücke, og var ham, der lærte Nolde at lave træsnit, en teknik, som Nolde senere dyrkede intensivt og med stor succes.

Nolde og Schmidt-Rottluff var perlevenner i lang tid, men deres forhold til hinanden led et knæk, da Schmidt-Rottluff begyndte at komme lidt for tæt på Ada Nolde.

De religiøse billeder
Gerlinger-samlingen har fokus på Noldes tidlige værker. De yngste billede er fra 1915: Ledemotivet Philister, der udstilles sammen med andre religiøse billeder i Noldes tidligere atelier-rum, dér, hvor det monumentale ni-delte værk Das Leben Christi hænger permanent.

Et af samlingens værker, der rammer lige ind i temaet Nolde og hjemstavnen, er Boot im Schilf fra 1909. Det viser en båd i et landskab af tagrør, som er almindelige i marskens vådområder. Der leder tankerne hen på et kendt foto, hvor ægteparret Nolde er undervejs i en robåd gennem rørsumpe på Rudbøl Sø.

Rundturen i Noldes renoverede hus begynder i øvrigt i beboelsesdelen med de møblerede værelser, som de tog sig ud på Noldes levetid. I den moderne bygning, som museets besøgscentrum holder til i, vil man kunne se en udstilling om saneringen af Emil Noldes atelier- og beboelseshus. Saneringen stod på fra 2020 til 2022.

I forbindelse med Gerlinger-gaven har Nolde-Stiftung Seebüll, der driver museet, udgivet bogen Welt und Heimat på Prestel Verlag med Christian Ring som redaktør. Bogen indeholder 176 sider og 120 reproduktioner, hovedparten i farve.

For aficionadoer, der gerne vil helt ind til kernen af den på mange måder selvmodsigende person Emil Nolde, sælger museumsshoppen i Seebüll et nyt enestående dobbeltbind på 1556 sider.

De to bind indeholder den kolossale korrespondance mellem Ada og Emil Nolde på den ene side og kunstsamlerne Gustav og Louise Schiefler på den anden side. Bøgerne er udkommet på Deutscher Kunstverlag og er kommenteret og redigeret af kunsthistorikeren Indina Woesthoff.

Mens Emil Nolde efter 1945 lugede så kraftigt ud i sine selvbiografier, at efterkrigsudgivelserne kun har en ringe kildeværdi, skrev han og Ada i perioden fra 1906 til 1950 lige ud af posen i brevene til Hamborg-ægteparret Schiefler.

Dermed giver brevene også læserne mulighed for et nuanceret og ærligt blik på Nolde. Prisen er 148 euro. Er det lige i overkanten i disse usikre tider, er der måske noget til ønskesedlen til jul?