Det er to nordjyske kunstnergenerationer, som byder op til dialog på udstillingen af samme navn arrangeret af KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg på Utzon Center i Aalborg. Nye og interessante værkdialoger opstår, når fire kunstnerpar møder hinanden.

Kirsten Klein, Erland Knudssøn Madsen, Kurt Tegtmeier og Mogens Otto Nielsen er kendte og etablerede kunstnerprofiler lokalt og nationalt. De stilles over for og indgår i dialog med Henrik Godsk, Lars Pedersen, Tone og Ole Tersløse, der repræsenterer et yngre, ”upcoming” kunstnerhold. Fælles for kunstnerne er, at de alle er bosat i den nordjyske region. Udstillingens titel peger således på et dialogprojekt, hvor møder mellem kunstnerne opstår i parvise dialoger. Disse møder folder sig ud i fire forskellige rum.

Fire dialogiske rum
Første rum i udstillingen er et sammenstød mellem Kurt Tegtmeier og Henrik Godsk, hvor billedværker og skulpturer er fælles om stramme og geometriske udtryksformer. Kurt Tegtmeier er en original enegænger på den nordjyske kunstscene og har bidraget med alt fra land-art og vandkunst til en altertavle i Taarbæk Kirke. Kendetegnende for Kurt Tegtmeier er eksperimenter med form, materiale, overflade- og rumvirkning samt et abstrakt udtryk i lighed med Kasper Heiberg - en inspiration han selv vedkender sig. På DIALOG kan et udvalg af hans skulpturværker opleves, og de spænder fra et geometrisk til et organisk udtryk. Særligt værket ”Gebis” skiller sig ud. Den runde skulpturs blanke, metalliske overflade brydes af strittende og aggressive stålspyd. Det er bidsk, stramt og skønt!

Lignende formsprog findes i de figurative malerier af den yngre Henrik Godsk. Hans malerier og skulpturer har fokus på fladen, figurative former og flerperspektiviske kompositioner. Med referencer til renæssancens og barokkens mestre samt en tydelig inspiration fra modernismens formsprog er Henrik Godsks værker et spændende bud på, hvordan genrer som portræt, interiørmaleri og stilleben kan se ud i dag. Kunstnerne er på hver deres måde enige om et kritisk udtryk, som henholdsvis bidske skulpturværker og konstruerede og kulisseagtige malerier.

I det næste rum møder Kirsten Kleins landskabsfotografier manipulerede fotoarbejder af Ole Tersløse. Kirsten Klein er en moderfigur indenfor dansk fotokunst. Siden 70'erne har hun bidraget med klassiske landskabsbilleder i den forstand, at de forsøger at fastholde en særlig stemning i en form for religiøs-romantisk naturbesjæling. Fotografiets styrke er netop øjebliksbilledet, dvs. et snapshot af det sete. Kirsten Klein mestrer at fange både detaljen og det storslåede i naturen, og med værkernes sensitive stoflighed opnås et meget sanseligt og poetisk udtryk. I ét nu kan man høre vindens susen i kornblomstermarken og havets brusen samtidig med, at det er helt tyst. Det er hen imod patetisk, men billederne genkalder rare vestjyske naturminder. Farvebillederne på udstillingen er dog atypiske for Kleins fotokunst, som ofte er langt mere dramatisk i samspillet mellem lys og skygge i sort/hvide billeder.

Foruden de vidtfavnende landskabsbilleder er de farvestrålende billeder nærmere abstrakte mønstre, hvor næroptagelserne bliver så tætte på motivets detaljer, at de balancerer mellem det umiddelbart genkendelige og den rene abstraktion. En slags åndehuller, som kalder på beskuerens sanser og skærper synet på naturen. Landskabsbillederne er længselsfulde i sit udtryk og Klein leder efter det skønne i naturen, hvor miljøforurening og industrisamfund ikke har ændret på noget.

På den modsatte væg taler Ole Tersløses landskabsværker i et moderne visuelt sprog. Ole Tersløse har gennem flere år arbejdet med digital billedskabelse og 3D animation, og fotomanipulation er også hans skæve indfaldsvinkel til udstillingens værker. De ligner virkelighed, men er det ikke. De er i stedet en slags fabler, som under overskriften ”Dialog med dyr” beretter om kommunikationsprocesser i et moderne demokrati. Motiverne er genkendelige fra virkeligheden, f.eks. fiskescenen i ”Kvinde interviewer fisk” (2011), men motivets ellers illusionistiske troværdighed undermineres af det faktum, at situationen aldrig ville kunne finde sted i virkeligheden. Det er hverken realistisk eller abstrakt, og beskueren står altså overfor et fotografisk ”ingenmandsland”.

I lighed med surrealisternes værker er de sammensatte Tersløse-værker perceptoriske udfordringer for tænkningen, og de åbner op for refleksioner over de vilkår, som gælder det moderne menneske. De fabulerende, surrealistiske scenarier giver associationer til ytringsfrihed og kommunikationens vilkår, men fortolkningsmulighederne står åben for beskueren. På en kunstnerisk overbevisende måde skaber Ole Tersløse fornyelse i det computermanipulerede fotografi.


I tredje rum udstilles Erland Knudssøn Madsens skulpturer sammen med Lars Pedersens interiørmalerier. Erland Knudssøn Madsens abstrakte skulpturer udfordrer skulpturens traditionelle formsprog. Folder og lag på lag af organiske former står som instrumenter på spinkle metalstativer. De er også, som værktitlerne angiver, instrumenter og her instrumenter for retfærdighed, sandhed, kærlighed og væren. Og som vi kender fra de klassiske strenginstrumenter, er skulpturerne smukt udskåret i træ samt tillige med resonanshuller.

Resonanshullerne giver et kig ind i skulpturerne, og de bliver dermed mere funktion end form. Som instrumenter er de netop redskaber til skabe stemning, billeder, klang og i det hele taget skærpe og udvide vores bevidsthed om de fire temaer. Lars Pedersen går anderledes til værks. Han udforsker rumlighed i det flade billede ved at male konturerne for rum. I en række malerier stiller han spørgsmålstegn ved, hvad rum betyder for os. Vægge, gulv og lofter samt rette vinkler, parallelle linjer og længder forskydes, og der eksperimenteres med at afbilde skæve og rette tre-dimensionelle rum på lærredet som to-dimensionel flade. Et par større billeder skaber perspektiv og genkendelige rum, mens mindre billeder er en slags refleksioner over samme med fravær af f.eks. en væg eller et gulv. Dette fravær gør rummene sært fremmedgjorte. Det er konturerne, der formidler rummene, men manglerne gør dem ”forkerte” og dermed kan de virke utrygge - måske endda uhjemlige eller uhyggelige.

Gennemgående pinkfarvede striber på billedrummenes vægge skaber en sammenhængende fortælling billederne imellem og rejser spørgsmålet: Hvad er rum? Værkerne trækker linjer tilbage til renæssancen og forenes med centralperspektivet samtidig med, at modernismens fordrejning også spiller ind. Det er et stramt udtryk og ganske interessant at blive udfordret på perspektivet.


I rum fire træder man som besøgende ind i et ualmindeligt poetisk landskab, som mimer en ”Alice i Eventyrland”-stemning. Det er Mogens Otto Nielsens karakteristiske konceptuelle poesi, der møder Tones finurlige auditive-visuelle univers. Fra loftet hænger snore med et collagepræget udtryk af kaffekopper, artstamps, papir og insekter, som har at gøre med Mogens Otto Nielsens arbejdslogo og budskab: ”Atmosphere Controlled”.

Mange ”ister” har gennem kunsthistorien forsøgt at skabe orden, systemer og overblik i hverdagens kaos, heriblandt klassicisterne, kubisterne, minimalisterne og ikke så lidt andre. Mogens Otto Nielsen derimod bearbejder det anarkistiske og myldrende, og dog givtige kaos, som netop farver dette rum. Dette kaotiske står umiddelbart i modsætning til logoet for sit arbejde, men ifølge Mogens Otto Nielsen selv skal alt i livet ikke give mening.

Rummets hulter til bulter samspiller med Tones lydspor. Tone, som går under det civile navn Sofie Nielsen, er på vej frem på den elektroniske musikscene og har specialiseret sig i at ”elektronisere” reallyde og i den forstand skabe en spændende forbindelse mellem analoge og elektroniske lydlandskaber. På udstillingen er det hørbart, hvordan Tones lydkunst rummer noget på én gang kompliceret og minimalistisk. I videoprojektioner ses det, hvordan Mogens Otto Nielsen og Tone i fællesskab er i færd med at skabe værkets lydside. De eksperimenterer med potter og pander, vaskebræt og grydeskeer samt klassiske instrumenter for at frembringe forskellige lyde og rytmer. De er fælles om processen og det foranderlige i værket, og samarbejdet udgør i den forstand en direkte dialog om et fælles værk.


Summusumarum: at tage en tur gennem de fire parvise kunstdialoger er en åben samtale. Som beskuer bliver du tredje part i en række spændende sammenstød, hvor samtalen er åben i tematik, form og udtryk. Kunstnernes forskelligheder og ligheder fremhæver indbyrdes hinanden. Udstillingen er for øvrigt samtidig med Kunsthal Nords ”Spatial Relations”, hvor flere af de nyere kunstnere indgår. I den forstand er Aalborgs kunsthuse fælles om at få de yngre kunstnere i tale. Se endvidere anmeldelsen ”Rumlige relationer i Kunsthal Nord”.

Mød kunstnerne selv i udstillingen 4 søndage kl. 14. Søndag den 11/ 9: Ole Tersløse, søndag den 25/9: Kurt Tegtmeier/Henrik Godsk, søndag den 9/10: Erland Knudssøn Madsen/Lars Pedersen og søndag den 30/10: Mogens Otto Nielsen/Tone. Læs mere om udstillingen på Kunstens hjemmeside og på Utzon Centers hjemmeside.