»Et fejlplaceret misfoster«. »Efterladt affald på en gårdsplads«. »Kunst eller bras?« »Sikke noget pjat og skrammel!« »En kunstners private practical joke«.

De løsrevne citater stammer fra en heftig pressedebat om Ib Braases skulptur Atelier mellem grænser, der i slutningen af 1980erne blev placeret i Dansk Centralbiblioteks indergård i Flensborg. Ord og sætninger som »skandale« og »misbrug af skattepenge« føg gennem luften. Rindalismen fik en revival. For første gang var der kræfter, der forlangte, at en gave fra Statens Kunstfond skulle fjernes.

Det er 25 år siden, og skulpturen står der endnu. Ved første øjekast kan Atelier mellem grænser ligne et atelier, en stenhuggers arbejdssted eller en forladt byggeplads.?Der er rå planker med røde penselstrøg, store klatter af cement på fliserne, jernstænger og betonklodser med inskriptioner. Det kan både ligne noget, der er ved at blive bygget op, og noget, der er ved at falde sammen.

Atelier mellem grænser er den direkte modsætning til traditionel skulpturopfattelse og kunst i det offentlige rum. Værket er ikke udformet i pompøse materialer som for eksempel bronze. Den består ikke af én skulptur, men af flere dele, og der er ingen elementer, der umiddelbart er genkendelige. Værket er et rum, som beskueren kan gå ind i. Det er underspillet og ydmygt - også i materialevalget. Alligevel var det i den grad med til at råbe højt og skabe ny debat for 25 år siden.

Ib Braase (1923-2009) bosatte sig fra slutningen af 1960'erne i Frankrig og flyttede aldrig tilbage til Danmark. Gennem nær kontakt med den eksperimentelle parisiske kunstscene forenede han internationale tendenser med den danske skulpturtradition. Mange af hans skulpturer har ligheder med råt sammentømrede møbler og interimistiske stilladser, men trods det utraditionelle i deres ydre karakter, afspejler de en yderst lavmælt fordybelse og indlevelse i særegne lag i det sindsligt poetiske.

Aldrig ment som en provokation
Det runde år for skulpturens indvielse i Flensborg markeres med en udstilling af fem kunstnere, der går i dialog med og bygger videre på Ib Braases kunstværk. Udstillingen vises i udstillingssalen på Dansk Centralbibliotek i Flensborg få meter fra Ib Braases skulptur.

Det var bemærkelsesværdigt, at Ib Braases installation aldrig var ment som en provokation. Men sådan opfattede mange den. Derfor blev han såret af kritikken.

De udstillende kunstnere er tyskerne Johannes Caspersen, Anka Landtau og Christiane Limper, danskeren Kim Olesen og dansk-amerikaneren Rick Towle. De fem er samlet i kunstnergruppen MAP, som tidligere har udstillet på blandt andet søfartsmuseet i Flensborg. Karakteristisk for gruppen er, at den reagerer på noget, der allerede eksisterer.

Kim Olesen og Rick Towle fulgte med deres baggrund i det danske kunstmiljø debatten, da den rasede for 25 år siden. De tyske kunstnere kommer med en mere jomfruelig tilgang.?De anede førhen knap, at skulpturen eksisterede.

Christiane Limper fremhæver Braases værk som en personlig diskussion med sin egen far. Hun udstiller en serie fotos af sig selv med nøgen overkrop og et plastikbånd foran munden med teksten »Fragile«. Hvert foto er forskelligt. På et af dem er hun ved at løsne plastikbåndet. På et andet er det surret stramt fast, som om der nedenfor kunne stå »Wanted!?Forbryder eftersøges«.

Hele diskussionen viser, hvor sårbar og angribelig man er som kunstner. Man skal leve af det, og samtidig stiller man sig frem til offentlig diskussion. Christiane Limper viser også en kunststofkopi af Istedløven, der har fået hugget hovedet af.?Det er ikke Christiane Limper selv, der har gjort det. Den var sådan, da hun fandt den i en dynge affald.

En person har villet ødelægge den på samme måde, som nogle også ønskede det dansk-nationale symbol Istedløven væk fra Flensborg. Christiane Limper har tilmed indrettet en væg på udstillingen, hvor udstillingsgæsterne i abstrakt form og på skrift kan karakterisere deres egen far - ligesom Ib Braase gjorde med sit værk.

Referencer til Willy Ørskov
Billedhuggeren Johannes Caspersen har bygget et stilads op midt i udstillingsrummet. Her kommer kunstelever fra lokale gymnasier og deltager i et kreativt værksted på stilladset.

Der vil opstå nogle værker, som vi slet ikke ved hvor ender. Denne udstilling bliver et sted, hvor der er liv, og hvor de fem kunstnere selv vil være til stede og møde mennesker udefra.

Caspersen viser en menneskefigur, der også er affotograferet og trykt på plakater, der hænges op i bibliotekets elevator. På den måde breder udstillingen sig uden for udstillingsrummet. Et tredje indslag er en anatomisk kopi af et menneskehjerte, og det kan man associere til at have hjertet med i kunsten - generelt og i forhold til Ib Braases værk.

Kim Olesens tager udgangspunkt i det tvetydige i Ib Braases kunstværk: Er det hele ved at blive bygget op eller revet ned? Kim Olesen refererer til den danske billedhugger Willy Ørskov (1920-1990), der var optaget af »terrains vagues« - det vil sige endnu kun beskedent organiserede, ubebyggede områder i byernes udkanter præget af stier og tilfældig, midlertidig beboelse, hvor han fandt spor af et primitivt skulpturelt sprog.

Visne blade, visne træer, der er ved at vokse noget nyt ud af, en blomst og plader med bløde farver udgør hans værk og bliver til en undersøgelse af, hvad en skulptur egentlig er for en størrelse.

Ny kontekst og ny relevans
Anka Landtaus indslag er nok det, der umiddelbart er sværest at dykke ned i for beskueren. Men selv om man ikke skulle komme helt til bunds, er der alligevel noget at tage af sted med. Hendes inspiration er folkeeventyret De elleve svaner, som H.C.?Andersen skrev sin version af, De vilde svaner, og derfor kan det være en fordel at have læst eventyret inden besøget på udstillingen.?Det vrimler med citater og referencer i Anka Landtaus installation af tørret og flettet græs med fjer og strik.

Mange har krævet Ib Braases Atelier mellem grænser fjernet - og det har Rick Towle taget konsekvensen af. Towle har taget et meterstort fotografi af skulpturen og båret fotografiet med ud i det offentlige rum på en tur fra Flensborg til Sønderborg. I Kruså placerer han billedet foran en sex-kiosk, og på?Dybbøl Banke sættes værket ind i en historisk kontekst. Braases kunst får ny relevans.

Der er unge mennesker, som ikke kender en gamle diskussion, som kørte i de landsdækkende medier i Danmark, Berlingske Tidende, Politiken og Jyllands-Posten, og så vil der være ældre modstandere, som tydeligt kan huske den. Det vil være interessant, om de ældre har flyttet sig i dag. Braases skulptur er så vigtig. Der er så meget kunst i det offentlige rum, som vi glemmer og ikke lægger mærke til. Braases glemmer vi netop aldrig.