Noget ligger over, noget andet ligger under. Andre steder går formerne og farverne ind og ud mellem hinanden, så man vanskeligt kan se, hvor det ene begynder og, hvor det andet holder op.

Leif Kaths billeder illustrerer fint, hvad denne udstilling på det danske bibiliotek i Flensborg handler om.

Grænseegn hedder udstillingen, hvor seks kunstneres forskellige værker fremhæver hinanden, men fremhæver også kontraster. Ligesom i det dansk-tyske grænseland, hvor der findes flertal og mindretal på begge sider af grænsen. Det er som det kinesiske princip med yin og yang med altings iboende dualitet.

Sydslesvigs Danske Kunstforening præsenterer seks kunstnere, der i hinandens selskab giver gæsterne mulighed for at få øje på noget særligt ved hver af dem, netop gennem den mangfoldighed, de repræsenterer.

I stil med Ib Braase
Torgny Wilcke har da også valgt at snakke lidt med Ib Braase, der har lavet den meget omdiskuterede skulptur Atelier mellem grænser i bibliotekets indergård. Plads til Ib og Ragna hedder Torgny Wilckes installation, og Ragna er den danske maler, der var gift med Ib Braase.

Wilckes bidrag består af tømmer, der på højkant hviler på metalkonstruktioner. De står på gulvet i udstillingslokalet, en håndfuld af slagsen. Og kunstneren ser meget gerne, at man sætter sig eller lægger sig på dem. Ligheden med senge er slående. Og sådan viser Torgny Wilcke - ligesom Braase - noget meget konkret, der slet ikke nærmer sig det abstrakte i samspillet med mennesker.

Det giver stof til eftertanke, når man kommer de voldsomme protester i hu, der for 25 år siden var mod opstillingen af Ib Braases skultptur i bibliotekets gård. Modstanderne ville have Ib Braases værk væk - ikke fordi de ligesom en Peter Rindal ikke kunne se, hvad det forestillede, men netop fordi det forestillede noget og altså blev alt for konkret. Pudsigt nok blev noget særdeles konkret opfattet som mærkeligt.

Rapport fra Bosnien
Ulla Madsen har været på besøg i byen Visegrad, der ligger i Republika Srpska, den serbiske del af Bosnien. Mange vil kende byen fra Ivo Andric’ roman Broen over Drina.

Her har hun fotograferet Visegrad på en søndag. Fotografierne anbragt på millimeterpapir med kommentarer på laserprint - mixed media, som det kaldes. Fotoserien lader det være op til beskueren at fordøje alle Ulla Madsens indtryk - og det er et gennemgående træk ved udstillingen. Ingen af kunstnerne har et behov for at putte et søgt eller mærkeligt tema ned over deres kunst som undskyldning for at lave den. Her er i stedet blot intuition, subtilitet og en ligefrem måde at gøre tingene på.

I de figurative træsnit Along the River Drina skildrer Ulla Madsen kontrasten mellem et smukt landbrugsområde og et område, der også er mærket af fattigdom og krigen i 1990erne. Udtryksformen er nøje valgt. Træsnittets sort-hvid kontrast passer til fortællingen om det enkle liv, menneskene på egnen lever, og den brutalitet, en krig repræsenterer.

Skæve perspektiver
Nordeuropæisk ekspressionisme er forenet med japansk enkelthed - hvor man gør brug af hvide flader - i Jens Damkjær Nielsens serie af linoleumstryk. De er holdt helt uden titler, så beskueren ikke er begrænset på nogen måde.

Jens Damkjær Nielsen tager dog udgangspunkt i landskabsmotiver, som han lægger skæve perspektiver ind i. Han bruger forskellige elementer - bearbejdet med redskaber spændende fra en linoleumskniv til en almindelig tyndt Stanley-kniv, der er så svag, at den påvirkes af spændinger fra linoleum, så stregerne derigennem får en rystet virkning. Med de hvide og meget varierede flader kommer der stedse nye toner ind i trykket, og den forudsætningsløse behøver egentlig slet ikke vide, at Jens Damkjær Larsen har tilskåret landskabsbilleder. Det er som, når man står i en efterårsskov og kigger op mod trækronerne: Helt andre billeder kommer frem.

Løsthængende tråde
Ellen Hyllemose er en anden kunstner, der i arbejdsfacon og udtryksmåde ligner Ib Braase med de skrøbelige, skævt sammenflikkede, stofmæssigt rige konstruktioner. Hendes skulpturer er gennemsyret af dagligdag blottet for perfektionisme. Ud af stofdukkerne stritter løsthængende tråde. Dukkerne er cementeret fast i små malingdåser. Materialevalget er uhøjtideligt. Ind i stofkroppene er proppet ting og sager, skruer og tøjstumper. Man bruger tid på at gætte, hvad det kom kan være, som et maleri, der er malet i flere lag.

Ligesom en vase med blomster betyder det noget, hvordan de dukkeagtige skulpturer står i rummet, og kunsten er at få dem til at stå naturligt. Man kan med god ret betegne dem som abstrakte, men samtidig sætter de gang i historierne.

Smukke og fortællende
Den sjette kunstner på udstillingen er grafikeren Finn Naur Petersen, der godt nok har givet sine sjove billeder titler som Dyrepoten, Hånd i olie og Støvkugler. Alligevel lukker titlerne ikke fortællingen i den smukke og fortællende billeder. For hvad er det for en hånd, der er smurt ind i olie? Er det olivenolie eller er det en mekanikers aftryk af motorolie?

Et billede har fået titlen Sausage Feast. Pølser er fyldt med små prikker, der ser ud til at være i bevægelse? Er det myrer eller maddiker?

Sådan runder Finn Naur Petersens billedserie udstillingen godt af. Grænseegn handler ikke om reduktion. Den er sat sammen af seks danske kunstnere, der arbejder konkret og stofligt. For at slutte af med Leif Kaths billeder, hvor vi begyndte: Sproget er meget stramt og alligevel eksperimenterende på fladen. Spændingsfeltet er dynamisk.