Hans Emil Hansen levede fra 1867 til 1956. Han blev født i Nolde i det tysk/danske grænseland og udstillingen på KUNSTEN omhandler forholdet mellem Emil Nolde og Danmark med særligt fokus på hans ophold i Danmark fra 1900 til 1902, herunder i særdeleshed hans besøg i Thy. I denne periode oplevede Nolde en kunstnerisk, følelsesmæssig krise, som på interessant vis kan observeres i hans malerier og tegninger fra denne tid og senere. Han mødte desuden her sin hustru skuespilleren Ada Vilstrup, og han tog som 35-årig navn efter fødebyen Nolde og hed herefter Emil Nolde.

Selvom udstillingen omhandler forholdet mellem Emil Nolde og Danmark kan flere af billederne i en bredere forstand være udtryk for mødet mellem forskellige mennesker og kulturer (se her eventuelt Politikkens artikel ”Historisk maler kan sætte aktuel dagsorden”, Kultursektionen, s.3, mandag d.21. september omkring Nolde-udstillingens pointering af grænselandet mellem ”os” og ”de andre”). Noldes kunst, bolig, atelier og have kan yderligere opleves i Seebüll lige syd for den danske grænse.

Udstillingen på KUNSTEN er delt op i seks temaer, som viser bredden og udviklingen i Noldes stil. På den måde opleves en tydelig udvikling hos Nolde samt den splittelse, som han til sidst falder på plads og finder sin stil i. Man står tilbage med en fornemmelse af en utrolig alsidig maler, hvis kringlede sind tydeligt kommer til udtryk på lærredet.

Udstillingen begynder ved De tidlige år, 1900-1902, og starter blidt ud med lækre farver og et forsøg på at fange virkelighedens lys. Det tidlige morgenlys, en dunkel stue- eller køkkenbelysning eller lys som gennemtrænger byrummets høje huse. Det er næsten som at være der selv, inviteret ind i en varm stue, hvor man udenfor kan høre vinden rive i huset og indenfor blot træskeens bevægelse i gryden. På landskabsmalerierne kan man mærke den kolde brise på kinden, imens en stemning af tomhed og ensomhed på samme tid spinder sine tråde henover de stille landskaber. Pludselig optræder et billede af et dødbringende krater med to dæmonlignende skabninger med lokkende blikke. Billedet hedder Før solopgang og vidner om, at noget begynder at dulme under overfladen. De to næste temaer hedder Hjemstavn og landskaber, 1901-1910 og Ada og havtemaet, 1903-1911, Als. Her møder vi på grænsen til det ekspressionistiske et farve bombardement, hvor verden lukkes op i en masse små farver, og hvor hustruen Ada fungerer som muse. Stadig er der tale om rolige motiver, dog af og til med en større og mere fantasirig udfoldelse af farveregistret.

Den mest interessante del af udstillingen fandt jeg under temaet Magiske fantasier og grotesker, 1906-1940. Maleriet Møde på stranden fra 1929, som jeg har udvalgt som illustration i forbindelse med denne anmeldelse, sammenfatter de tematikker, som vi møder her. Netop mødet mellem to forskellige væsner synes at være dominerende tema i de magiske billeder. Også billedet Barn og en stor fugl, som er udgangspunkt for den tidligere omtalte artikel i Politikken er interessant. Uskyldigheden i form af barnet møder uhyret, som må vende sig væk fra barnets imødekommenhed, da det ikke ved, hvordan det skal forholde sig til denne. Der er troldmandslignende vikinger og havfrue- eller troldelignende væsener i møde med hinanden, og det forekommer som det gennemgående, at to verdener mødes og observerer hinanden. De er åbne og ser noget, som er anderledes, men bærer stadig et nysgerrigt og interesseret blik. En blanding af abe og menneske søger herudover på underlig og påtrængende vis kontakt med selve beskueren. Væsenerne virker interesserede i at kommunikere, og det er i denne hundrede år gamle kunst muligt at ane budskaber, som falder direkte ind i nutidens debatter og problemstillinger angående det kulturelle møde.

Billedet Djævelen og de skriftkloge forekommer at virke forud for sin tid i komikken, idet djævelen i forgrunden rækker thumbs up og lever i bedste velgående, imens den lærte går med næsen i sin bog i baggrunden (jeg er sikker på, at anmelderen fra kristeligt dagblad, som var på besøg samtidig med mig, formulerer billedet på anden vis). Komikken og antydningen af en frisindet og åben måde at møde både kendte og ukendte væsener på virker overraskende med Noldes medlemskab af nazipartiet i baghovedet, men han fik dog af de selvsamme nazister maleforbud under krigen, da disse mente, at hans kunst var degenereret, altså forvansket.

Under maleforbuddet malede Nolde i al hemmelighed akvareller, da de ikke lugtede og derfor ikke blev opdaget. Han gemte disse under sine gulvtæpper. Akvarellerne findes sammen med diverse værker på papir også på udstillingen. Herpå ses stadig ånder og mennesker med underlige former og farver, hvilket netop var, hvad nazisterne ikke brød sig om. Kunsten skulle afspejle den tyske folkesjæl, tyskeren og hans hjemstavn, og man skulle frem for alt kunne se, hvad der var på billedet. Tegningernes streger i sort og hvidt gør spøgelser, djævle og andre væsener utydelige, således at de på mystisk vis kommer til at ligge i luften. De er der, men er samtidig utydelige. Noldes sind har tydeligvis været forstyrret både i sovende og vågen tilstand.

Slutteligt findes temaet Religiøse billeder og mennesketyper, 1902-1922, hvor typernes øjne ved mødet med hinanden spænder lige fra åbne og forundrede til skeptiske og forskrækkede. Under denne kategori findes Noldes senere og meget populære religiøse værker.Og hvad kan vi så bruge Emil Nolde til i dag? I hans tidlige landskabsmalerier findes en ro og et nærvær, ligesom den impressionistiske stil lægger op til en automatisk indlevelse fra beskuerens side. Nolde lukker verden op i farver, en verden som besidder en skønhed, som mange nok i dag har glemt og derfor ikke længere opdager. Herudover kan de mange møder mellem forskellige væsener og deres interesse i at kommunikere justere nutidens grænseland mellem ”os” og ”de andre”, samt illustrere en ny vinkel på hele denne debat. Hvorfor ikke med åbne øjne møde hinanden som interessante og fascinerende væsener?