Stille verdener er overskriften på 2022-udstillingen på Nolde-museet i Nordfrisland. Kombinationen af kunst og stilhed er noget af det, der hvert år får op til 70.000 gæster til at besøge museet i Emil Noldes atelier og beboelseshus på varften Seebüll i den flade marsk. Kunsten på museet til hovedret og et besøg i Noldes blomsterhave til dessert.

Stilheden har en særlig relevans her i 2022: Med en hverdag præget af stress og hektik længes mange efter stilheden. Mange har et behov for at tanke op med kraft i selve stilheden, og stilheden er mere end blot meditation. Det er også oplevelsen af noget smukt. Det bliver et år med stilhed i stedet for den stormende ekspressionisme.

Renoveringen af Emil Noldes gamle funkis-hus er endnu ikke afsluttet. Derfor vil udstillingen heller ikke i år kunne vises i de kendte rammer i murstensbygningen fra midten af 1920erne, men i den moderne bygning, hvor også restauranten og museumsshoppen befinder sig.

Mangel på glas
Det var ellers planen at vise udstillingen i den tidligere beboelses- og atelierejendom. Udstillingen blev sågar tilrettelagt til netop lokalerne i Noldes gamle hus, men corona-krisen har udsat leverancerne af byggematerialer, især glas.

Inden for de næste måneder vil renoveringen dog være afsluttet, og til sommer vil huset atter kunne åbnes for besøgende. I første omgang bliver det dog ikke med kunst som inventar. Kunsten vender først tilbage den 1. marts 2023.

Nolde-museet planlægger at vise en dokumentation over renoveringen af huset, og denne udstilling vil kunne ses i huset allerede i sommeren 2022.

Fordybelse
Stilheden i Seebüll bliver hurtigt tydeligt for gæsterne. På væggene hænger i år motiver med mennesker, der synker ned i hvile eller fordybelse, landskabsbilleder, religiøse motiver og blomstermotiver. Her skildres det rolige hav, de store vidder, solnedgang og mennesker, der er i deres egne tanker.

Roen og harmonien kombineret med farverne viser et aspekt i Noldes kunst, der sjældent har været fokus på eller eksplicit fremhævet som tema for en udstilling.

118 Nolde-værker er med på udstillingen. 26 af dem er oliemalerier, 58 er akvareller, fire er skulpturer. Derudover vises 30 af kunstnerens objekter, som har brugt som forlæg for hans stilleben-billeder: Teatermasker, bronzefigurer fra Mellemamerika, en model af en kinesisk himmelvagt, en ko i keramik, en træfigur af den hellige Johannes af Damaskus og også fotos fra Noldes Berlin-lejlighed, der blev ramt af et bombeangreb.

En række af de værker, som netop de udstillede objekter har givet inspiration til, hænger lige ved siden af - for eksempel em akvarel med en Madonna-figur bag hvide alpevioler.

Genforening
56 af kunstværkerne udstilles for første gang i Seebüll. Et af de nye værker er oliemaleriet Sonnenblumen fra 1926. Det er Noldes første solsikke-billede i olie, og han malede det i en alder af 60 år. Derefter fulgte en stribe solsikke-billeder efter. Man har kendskab til mere end 50. Billedet er udlånt af Norddeutscher Rundfunk.

En lille overraskelse på udstillingen er en kunstnerisk genforening. Den ene halvdel af billedet Viking Halbfigur er vendt tilbage og vises sammen med den anden halvdel. Der er tale om et lån fra en anden samling. Maleriet stammer fra 1912, men Nolde skar på et tidspunkt billedet over i to dele. Det er første gang i over 65 år, at de to dele kan ses ved siden af hinanden.

Ikke alt er dog ro, fred og stilhed på udstillingen. Der er også en kontrast. I Martyrium - som er en del af et tredelt billede - skildrede Emil Nolde i 1921 forfølgelsen af Kristus. På venstre tavle bliver mennesker mishandlet og flået af løver. På højre side morer soldater sig over synet af de brændende martyrer.

De martredes blod Midtertavlen vises den korsfæstede Jesus og er domineret af fire figurer. På billedet ser man en repræsentant for hellenismen (den græske oldtidskultur) og en repræsentant for jødedommen. I forgrunden ses de enfoldige og fornedrede, som oplevede en forløsning gennem Kristus på korset.

  De tre tavler har en varm rød tone, som om de var dyppet i de martredes blod.

Billederne på dette års udstilling - nummer 66 i rækken siden Noldes død i 1957 - er ikke ophængt tematisk. Der ligger i højere grad æstetiske grunde bag den måde, billederne bliver præsenteret på.

Det kan man godt forsvare. “Emil Nolde har jo heller ikke malet sine billeder i en tematisk rækkefølge, men ofte mere tilfældigt”, siger Christian Ring.

I 1911 malede Emil Nolde et billede af en Buddha-figur. Det var to år før, han drog med på en tysk ekspedition tværs gennem Sibirien til Det fjerne Østen og senere det sydlige Stillehav.

Hans møde med den oprindelige befolkning på Papua Ny Guinea skildres også med værker på udstillingen i år. Sidste år satte Statens Museum for Kunst i København med en dobbeltudstilling et kritisk lys på Emil Noldes og Ernst Ludwig Kirchners møde med kulturer uden for Europa.

Udstillingen i København affødte en offentlig debat. Mange kunstkritikere skrev dengang, at Emil Nolde og Ernst Ludwig Kirchner malede mennesker fra den anden side af jordkloden “forvrænget” og “nedladende”. Det forvrængede var dog et virkemiddel, ekspressionisterne generelt benyttede sig af - uanset om de skildrede det løsslupne natteliv i Berlin, mennesker ved Østersøens strande eller som Nolde gjorde, jøderne i de religiøse billeder.

Både Nolde og Kirchner kaldes i kunsthistorien for ekspressionister, selv om Nolde ikke helt delte den opfattelse, at han skulle have været ekspressionist.

Primitivt
Kunstredaktør Birgitte Ellemann Höegh skrev for eksempel i Berlingske (23. april. 2021): “Nolde og Kirchner gjorde det til deres eget og lod det læne sig tæt op ad det tyske kejserriges generelle følelse af europæisk overlegenhed”, og hun fortsatte: “Og hvad er der så galt i Nolde og Kirchners fascination af friskt og fornyende input udefra, kan man spørge … En hel del, viser udstillingen os. Dels bliver de mennesker, de vælger at portrættere, fremstillet så primitivt og konturløst, at det grænser til det nedladende, og dels interesserede de sig ikke ret meget for individet i deres værker. Man får i billedtitler meget sjældent deres navne gengivet, og indholdsmæssigt kredser Nolde og Kirchner aldrig om deres identitet. Hvem var de? Hvad kom de fra, og hvilket liv levede de?”

“Det virker med andre ord som om, at deres nye ‘muser’, der vel at mærke var altafgørende for deres kunstneriske gennembrud, ikke interesserede dem som mennesker. Sammenligner man for eksempel de portrætter, Nolde malede af lokalbefolkningen på Papua Ny Guinea, med de europæiske kolonister, overraskes man over den nuance- og detaljeringsgrad, han tildeler europæerne, mens lokalbefolkningen er gengivet i en mere forsimplet streg”.

Dette synspunkt deler jeg ikke. Jeg mener derimod, at Emil Nolde rejste til Papua Ny Guinea med et meget åbent sind.

Det er urimeligt at karakterisere Emil Noldes billeder af mennesker fra det sydlige Stillehav som karikaturer eller nedladende. Nolde mødte menneskene i Papua Ny Guinea med en meget stor nysgerrighed og åbenhed. Den måde, han skildrede menneskene på, ser jeg som et belæg for, at han havde en oprigtig interesse i at se og forstå kulturer, der på den tid var meget fremmede for europæere.

Barndomshjemmet
Hvor stort et spring, det ikke blot geografisk, men også mentalt på have været, at rejse om på den anden side af kloden i 1913, kan man også få illustreret på udstillingen - hvis man har øje for det.

Sidste år købte Nolde-museet i Seebüll et maleri, som Emil Nolde malede af sit barndomshjem i landsbyen Nolde. Det viser indkørslen med hans families gård i baggrunden. Billedet er ikke blot kunsthistorisk interessant, fordi det viser, hvordan Nolde kort før århundredeskiftet begyndte at arbejde med penselstrøg, der trak farverne ud i længden. Billedet viser også, hvilke kår Nolde kom fra. Hans baggrund i en landlig og - også set med nutidens briller - meget afsondret verden. Hvem havde gættet på, at en af de allerstørste ekspressionistiske kunstnere skulle formes af det flade og karske landskab øst for Tønder?

Noldes barndomshjem findes i øvrigt ikke mere. Det blev ramt af et lyn i 1946, og efter en voldsom brand blev det ikke genopført.

Fra hans tid på Als, hvor han boede fra 1903 til 1916, ser vi et oliemaleri af en skovbund.

Emil Nolde levede fra 1867 til 1956.