Trods en alt for tidlig død (1958-2007) har den grønlandske kunstner Pia Arkes relativt lille værksamling formået at overleve primært i international sammenhæng. Nu præsenterer Louisiana en længe ventet retrospektiv samling af Arkes primært fotografiske, collageinspirerede og audiovisuelle produktion – og det er en rørende, morsom, ubærligt smertelig og absolut uomgængelig udstilling, som forhåbentlig vil tiltrække en stor og bred tilskuerskare.

Arke definerede sin kunst som ’etnoæstetik’, og hun placerer sig som en fusion af feminisme, identitetsarkæologi, postkolonial kommentar og bearbejdning af den traumatiske historie mellem Grønland og Danmark. Den evige splittelse mellem de to rum udtrykkes via nøgne performances, selvportrætter, camera obscura-stills af Grønlands naturlandskaber, der giver et uncanny men samtidig kærligt blik på Arkes folk og familie, der både viser lokal folklore, kultur og steder, ligesom man hele tiden aner fraværet af autonomi, sorgen, undertrykkelsen af den danske kolonimagt og Arkes modstand mod denne – ideologisk, æstetisk, kropsligt, åndsligt. Hun insisterer på at genindsætte sig selv og sit folk i det tabte landskab fysisk og åndeligt.

De vægstore collager fungerer som et kærkomment alternativ til Dronning Margrethes nationalt fejrede gobeliner. Arke har eksempelvis klistret fotografier af lokalbefolkning, stænk af lokale primære fødevarer og stofrester oven kort over Grønland, der udover topografisk bestemmelse vitterligt ligner smukke, knudrede arterier i blålige og rødlige nuancer; Grønlands/Arkes pulserende, kompleks sammensatte krop.

Tre værker skiller sig ud
Uden titel, selvportræt, afklædning i interiør (ca. 1989) er Arkes bud på det antikke motiv med kvinde på en stol. Den sort-hvide-portrætserie viser først Pia Arke siddende på en kurvestol i et hjørne iklædt hvid bluse og hvide bukser, og i baggrunden en vitrine med udstoppede fugle. Intet andet. Serien viser derefter Arke nøgen i forskellige positurer indtil sidste billede, hvor kunstneren og kroppen har forladt billedet og kun stol og vitrineskab er tilbage. Visualiseringen af jeg’et, kroppen som biologisk og metaforisk subjekt og aktivistisk redskab mod overmagten.

Arctic Hysteria (1996) er måske Arkes internationalt mest kendte værk – en videoperformance med en nøgen, kortklippet kunstner, der kravler hen over et kæmpe fotografi af Nuugaarsuk, et næs i Tasermiut-fjorden i Sydgrønland, hvor Arke voksede op. Hun kommer ind fra højre, kravlende, og begynder gradvist at lægge sig ned, svømme hen over, rulle ind i, snuser; indtil hun begynder at rive fotografiet istykker. Lydmæssigt er der kun reallyden af kroppen og sønderrivningen af fotoet. Seks hele minutter tager denne rørende, nærmest prænatale søgen efter ophav, sted, og så den voksne-kritisk reflekterede vrede og afmagt over tabet af selvsamme.

Scoresbysundhistorier (2003)er Arkes bud på en art identitetsforskning . Via billeder og fortællinger fra Arkes hjemegn genskabes hendes barndoms rum og Grønlands kolonihistorie; hun eskaverer historien, rummet, sjælene og giver sit mangfoldige bud på en grønlandsk identitet, for evigt hakket i stykker i tusindevis af enkeltdele, som Arke så samler og regenererer i den evige rejse mod et nyt metafysisk rum, hvor splintring og hjemløshed ikke længere er eneste meningsgiver.

Kurator Anders Kold var i sin presse-introduktion og i det officielle udstillingskatalog inde på hvordan Pia Arkes efterladte værker i høj grad har været genstand for den hvide mands kuratering, og at han har forsøgt at være tro mod kunstnerinden som kvinde, minoritet etc. Og Kolds intention lykkes langt hen ad vejen i en loyal fremstilling sammen med Arkes eneste efterladte, sønnen Søren Arke, om end han jo selv er… en hvid, vestlig-dansk mand, der har sammenstykket Arkes kunstneriske og personlige liv æstetisk og privat. Man kan kun gisne frydefuldt ved tanken om hvordan Arke selv ville have kurateret sit eget værk havde hun stadig været i live.