´

Mest læste
[Udstillingsanmeldelse]

1 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde og Danmark
2 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde – maler mellem Seebüll og Berlin
3 - Udstillingsanmeldelse
Off Location
4 - Udstillingsanmeldelse
25 år Ib Braase - Oh no, that shit again
5 - Udstillingsanmeldelse
Carlo Wognsen – i krig og fred
6 - Udstillingsanmeldelse
Grænseegn
7 - Udstillingsanmeldelse
Et stykke forelsket Danmark
8 - Udstillingsanmeldelse
Dialog
9 - Udstillingsanmeldelse
Spatial Relations
10 - Udstillingsanmeldelse
Sommerudstilling på Mikkelberg

Maler og grafiker Emil Nolde
Nolde Stiftung Seebüll 18/3 - 21/10 - 2021
Anmeldt 18/3 2021, 10:05 af Hans Christian Davidsen

Et fascinerende vekselspil


Et fascinerende vekselspil

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Årsudstillingen 2021 på Nolde-museet i Seebüll byder på en nyskabelse. For første gang nogensinde sættes et udvalg af Emil Noldes grafiske produktion op ved siden af hans oliebilleder.

Raderinger, litografier og træsnit hænger side om side med farvemættede malerier og viser, at hans motiver ofte opstod parallelt med hinanden udført i de forskellige teknikker. Nogle gange kom det grafiske billede før maleriet, andre gange var det omvendt. Man ser dog, at Emil Nolde (1867-1956) ofte har arbejdet med motivet i én teknik, før han transporterede motivet videre over i en anden teknik.

Frem og tilbage er det gået, og hvis man tror, at grafisk kunst er noget sort-hvidt og halvkedeligt noget, så bliver der rokket ved ens fordom under et besøg i Seebüll i år.

Man vil forundres over, hvor farverig Emil Nolde kunne være i raderinger og træsnit, der ellers ikke er teknikker, man forbinder med farver. Som museumsdirektør Christian Ring formulerer det:
“Vi beskæftiger os kun lidt med den grafiske side af ekspressionismen, og det er en skam. Emil Nolde var ekspressionist, også selv om han på et tidspunkt sagde, at han ikke betragtede sig som ekspressionist.”
Vi tror altid, at Emil Noldes værker lever gennem de stærke farver, men strukturerne og udtrykket lever også i raderingerne.

Nye muligheder
I kunsthistorien er Nolde kategoriseret som en af de tyske ekspressionister med det stærkt forvrængede formsprog, ofte grelle farver og en intensitet i udtrykket, som man aldrig havde set, da retningen groede frem i begyndelsen af 1900-tallet.

Maler og grafiker er titlen på Seebüll-udstillingen, der er nummer 65 i rækken. Igen i år vises udstillingen ikke i Emil Noldes funkis-hus, hvor han boede og arbejdede. Huset er ved at blive istandsat.

I stedet for er der helt andre og nye muligheder i den moderne bygning, hvor der også er café og museumsbutik. Og disse nye muligheder har udstillingens tilrettelæggere benyttet sig af. Ud over Christian Ring er det vicedirektør Astrid Becker, og Sören Gross, der er videnskabelig volontør.

Mens den gamle bygning med sine små rum ikke levner plads til mange eksperimenter, er der i den nye bygning flere lange og store vægge, som kuratorerne har kunnet bruge til at hænge oliemalerier og akvareller op ved siden af de grafiske værker. Og denne ophængning gør 2021-udstillingen til en helt særlig oplevelse.

Spejlvendt
Udstillingsgæsterne indbydes til at sammenligne billederne og de grafiske værkers motiver, og det er en fornøjelig forteelse. Man kan se, hvordan Nolde har sammenblandet, afprøvet og leget med de forskellige forlæg med frie associationer, impulser og farveklange.

Tag for eksempel et kig på raderingen Mann und Frau fra 1911. Raderingen er frembragt ved tryk på en metalplade, hvori Nolde har ætset det oprindelige billede, hænger klos op ad oliemaleriet Vater und Tochter fra 1911.

Sådan genopstod et grafisk værk i et maleri - blot spejlvendt. Andre gange kom maleriet før de grafiske værker.

På udstillingen er også sammenstillet litografier, akvareller og oliemalerier, der alle har en hollandsk mølle i den flade marsk som motiv. Her er kun ganske små og subtile ændringer i udsnit eller klangfarve, der får de forskellige billeder til at have en meget forskellig karakter.

Hengivenhed
Der er solsikker udført i såvel akvarel som olie, og det berømte havbillede Meerweib fra 1922 er nært beslægtet med Meer fra 1926, en litografi, det vil sige et produkt af et stentryk, hvor fedtholdig farve og vand skyr hinanden. Her spillede Nolde virkelig på nuancerne. Det er ikke uden grund, at han bliver betegnet som ‘en mester i farver’.

Malerier genopstod i raderinger, og i et tilfælde mundede et træsnit ud i en glasmosaik med marmorindfatning, nemlig et Madonna-motiv fra henholdsvis 1906 og 1912. Her ser man et tilbagevendende tema i Noldes værk: Forholdet mellem mor og barn og den ømme hengivenhed mellem de to.

I begyndelsen var de offentlige museer noget kølige over for Emil Noldes ofte utraditionelle trykteknikker. Men i Hamborg var der en herre, der tidligt fik øjnene op for Noldes grafiske univers. I 1906 begyndte landsretsdommeren Gustav Schiefler som en af de første at samle på Noldes grafiske kunst, og Schiefler udarbejdede en værkfortegnelse over Noldes værk i to bind.

Indblik i værkstedet
Schiefler og Nolde skrev cirka 1500 breve til hinanden. Cirka halvdelen af brevene befinder sig i Nolde-museets righoldige arkiv i Seebüll. Kun få af disse 1500 breve er blevet offentliggjort.

Til efteråret udsender kunsthistorikeren India Woesthoff den komplette brevveksling i bogform, og heri vil læseren få enestående oplysninger om, hvordan Nolde selv så på sin kunst - og hvordan den blev modtaget af en af Nordtysklands største kunstsamlere.

Nolde lavede særlige træsnit til udsmykning af værksfortegnelserne, der udstilles i Seebüll sammen med noget af det værktøj og nogle af de plader, Nolde har brugt i sit grafiske værksted.

Her får gæsterne et indblik i arbejdsgangen, hvor Nolde med knive, skår og stålbørster bearbejdede kobber- og jernplader. Med et syrebad opnåede han flade strukturer, så grafikkernes stærke betoning på linjerne blev ophævet.

Han dæmpede også den hårde kontrast mellem lys og mørke i sine træsnittene, hvor årringe og knaster nærmest taler med i trykket. I nogle af raderingerne kommer der næsten et farvespil ud af det sort-hvide, og spændende er at se, hvordan Nolde arbejdede med lyset i de forskellige motiver

En aha-oplevelse
Den litografiske serie Junges Paar fra 1913 fremstillede Nolde med akkurat samme grundmotiv, men med meget forskellige farvekombinationer. Hvert tryk udkom kun i få eksemplarer. Der findes over 90 kombinationer i serien. Et dusin af dem udstilles i år på museet i Seebüll med deres varierende nuancer. Det er en aha-oplevelse at stå i flere minutter og sammenligne nøjagtig det samme grundmotiv krydret med forskellige farver og derfor også med en virkning, der aldrig er ens.

Nolde formåede som få andre at oversætte øjeblikkets spænding og intensitet til farver. I dag regnes han verden over for en af de vigtigste ekspressionistiske malere og som en virtuos akvarelmaler.

Selv om han holdt af at rejse og gerne langt - 1913-1914 helt til det sydlige Stillehav - og tilbragte vintrene i Berlin, er det oprindelige marsklandskab i Sydtønder Amt forblevet hans hjemegn.

Han stammede fra landsbyen Nolde nord for den nuværende dansk-tyske grænse, men bosatte sig senere i Sjellerupskov på Als og i huset Utenwarf ved Vidåen, ligeledes nord for 1920-grænsen.

I 1927 flyttede han og hustruen Ada til Seebüll. Begge forblev dog danske statsborgere helt frem til deres død.

Det var Emil Noldes udtrykkelige ønske at gøre sin kunst samt huset i Seebüll med tilhørende have tilgængelig for offentligheden. Her vises hvert år en ny udstilling med nye konstellationer og et nyt tema.

Det er således ikke den samme udstilling, man ser i Seebüll alt efter, om man har besøgt stedet i 2020 eller kommer på besøg igen i 2021. Ægteparret Noldes hus har siden åbningen i 1956 taget imod over fire millioner gæster, og det har kunnet mærkes på bygningen, der ikke er konstrueret til at kunne tage imod så mange besøgende.

Renoveringen omfatter blandt andet en ny indgang, og østfacaden bliver rekonstrueret. Billedsalen bevarer dog sin nuværende form og funktion.

Sammenlagt udstilles på 2021-udstillingen Maler og grafiker 120 værker, og selv om man skulle tro, at næsten alt efterhånden har været vist på Nolde-museet, så er ikke desto mindre 72 værker at se for første gang på væggene i Seebüll.

Noldes anden hustru
En lille afdeling på udstillingen helliges Jolanthe Nolde (1921-2010), født Erdmann. Hun var Emil Noldes anden hustru efter danske Ada Noldes død i 1946.

Jolanthe Nolde kom allerede som barn ofte på besøg i Seebüll. Hendes forældre, komponisten Eduard Erdmann og hans kone Irene, var nære venner med Emil og Ada Nolde. I 1948 blev Jolanthe gift med Emil Nolde, og hun kom til at spille en betydningsfuld rolle i de sidste år af kunstnerens liv.

Efter Emil Noldes død i 1956 flyttede Jolanthe Nolde hurtigt fra Seebüll for at gøre plads til indretningen af det museum, som Emil Nolde havde ønsket i sit testamente.

Han testamenterede dog også sin anden hustru 20 malerier som et repræsentativt udsnit af sine værker, blandt andet det kendte oliemaleri Stilleben (med stribet ged), der i 2015 blev købt af Nolde-stiftelsen.

Derudover fik Jolanthe Nolde lov til at vælge de akvareller og grafikker, som hun syntes bedst om, og nogle af dem vises på udstillingen i år.

Forrige anmeldelse
« Kunst uden nation - Thorvaldsen... «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser