Hans Horn blev i 2017 hovedpersonen i en dokumentarisk bog af forfatteren og historikeren Tom Buk-Swienty. Horn blev født i Kiel i 1921 og deltog i Anden Verdenskrig på østfronten som tysk soldat. Efter krigen flyttede han til Danmark og slog sig i Padborg ned som læge. I fritiden slap han den kreative side af sig selv løs: Han spillede klassisk musik, skrev og malede allerede under krigen nogle stærke ekspressive billeder.

Hans Horn talte sjældent om sine oplevelser på østfronten, men efter hans død i 1989 fandt hans familie over 5000 sider med tekst og malerier, der var præget af det formsprog, som kunstnerne Otto Dix og Georg Grosz benyttede sig af. Familien var selv overrasket over de malerier specielt om opvæksten under nazismen og Anden Verdenskrig, som de fandt efter hans død. Eftersom der næsten aldrig var blevet sat ord på oplevelserne.

Lægen havde en kunstner gemt i sig, og de kommende fem måneder kan man få syn for sagn på Sønderborg Slot. Her udstilles Hans Horns næsten morbide billeder. Arbejdet med tekst og billeder gjorde det muligt for Hans Horn at komme igennem de traumatiserende oplevelser ved fronten og ikke mindst de oplevelser, han som kirurg fik i krigslazaretterne imod slutningen af Anden Verdenskrig.

På et par måneder var han med til at gennemføre 2000 operationer - især amputationer.

Det er råt, bizart og uden filter, og alene værkernes stærke udtryk er en af grundene til, at kunsthistorikerne på Museum Sønderjylland mener, hans værker fortjener at komme på udstilling. Hans Horn - og den evige krig er titlen på en særudstilling af de sjældne: Af en kunstneres værk, som aldrig har været udstillet før, men som har et så højt kvalitetsniveau, at man skulle tro, der var tale om en renommeret kunstner, hvis værker for længst havde fået et gennembrud.

Hans Horns kunst og liv er uadskillelige. Kunsten afspejler hans liv og hans indre dæmoner. Ligesom hans erindringer i tekstform illustrerer kunsten også hans fortællinger på en grusom, fængende og sarkastisk måde.

Hans fortælling handler om at blive reduceret fra et menneske til et nummer, om angst og om at se lidelse og død overalt – men også om at finde kærligheden midt i et helvede og etablere et liv som læge i Danmark på den anden side af krigen. Han krængede vrangen ud på sig selv og overførte den til papir og lærred. Kunsten kan derfor ses som et terapeutisk rum for det traume, der havde sat sig i Horn under Anden Verdenskrig.

Horns ekspressionistiske billeder fungerer som et rum til at udtrykke den smerte, han har følt i årtier efter krigen. Skildringerne er ikke blot groteske og gruopvækkende, men også farverige og humoristiske. De viser et menneskes kamp for at forstå og bearbejde krigsoplevelserne. Tom Buk-Swienty fik overladt alt Hans Horns efterladte materiale - det skriftlige og de enestående akvareller - tilsendt af Hans Horns børn, der i dag bor i Sønderjylland. Resultatet er blandt andet blevet bogen Det ensomme hjerte, der er blevet solgt i over 30.000 eksemplarer.

Hans Horn var et grænselandsmenneske, der både havde dansk og tysk i sig. Faren var fra Broager, dansksindet, men tysk postembedsmand i Nordslesvig. Moren var fra Gråsten og tysksindet. Som postembedsmand havde faren en sikker pension - troede han. Men efter afstemningen i 1920 kunne han ikke fortsætte i det preussiske postvæsen. Medmindre han flyttede syd for den nye dansk-tyske grænse, og det gjorde han så - til Kiel.

En af akvarellerne fra Hans Horns tid som kirurg viser, hvordan han fik opereret granatsplinter ud af en tysk soldats hjerne. Beskrivelserne fra lazarettet er som at rejse ind i en grotesk opera. Lazarettets cheflæge drak sig fra sans og samling om aftenen, mens hans underordnede skulle sidde og kigge på hans optrin. Hans Horn havde en absurd humoristisk sans og altid øje for det skøre og det overdrevent uhyggelige.

Efter krigen slap Hans Horn til Flensborg og vendte her sin tyske baggrund ryggen. I 1952 flyttede han med familien til Danmark. I 1961 blev han dansk statsborger.