Mange tyskere forbinder den dag i dag Weimarrepublikkens tid fra 1919 til 1933 med kaos, modsætninger og et demokrati, der på papiret var godt, men som i virkeligheden ikke fungerede. Tilmed var der nød, elendighed og økonomisk krise. Inflationen var som en ond feberdrøm, og der var vold og kriminalitet på gaderne.

De seneste årtier er billedet af Weimar-perioden dog blevet mindre kategorisk og knap så ensidigt. At det var en tid med kolossale modsætninger har længe været kendt. Det slog gnister. Radioen kom frem. Der blev produceret film som aldrig før. Litteraturen beskæftigede sig med temaer, som man førhen nødig talte om i offentligheden. Og kunsten bevægede sig i et spændingsfelt med et væld af strømninger og stilarter - fra ekspressionismen, der allerede havde sin blomstringstid før og under Første Verdenskrig, over impressionisme til Neue Sachlichkeit, der var præget af strenge kompositioner, en tydelig tegnemåde og en skarp ofte nøgtern observation.

I 100-året for Weimarrepublikkens dannelse viser Slesvig-Holstens landsmuseer i Kreuzstall ved Schloss Gottorf i Slesvig en særudstilling med titlen Spannungsfeld Weimar. Den kommer i en tid, hvor tv-serien Babylon Berlin trækker millioner af seere ikke blot i Tyskland, men også i Danmark. Udstillingen er derfor ren guf for Babylon Berlin-fans.

Udstillingen er kurateret af den unge kunsthistoriker Thekla-Christine Hansen og Dr. Thomas Gädeke og stærkt konceptuelt opbygget - det vil sige opbygget efter en ide eller et begreb i modsætning til at at være en ren kunstudstilling. I dette tilfælde spiller det politiske en central rolle. Otte afsnit med hver deres overskrift hjælper gæsterne godt på vej - fra første station med overskriften “Krig og krigserindring” over “social nød” og “natteliv og underverden”, til “kunstens nye veje”.

  Social indignation
Det var en tid, hvor kunstnerne ikke længere blot dyrkede det æstetiske, men for første gang også ville en anden samfundsmodel - og her var kunsten et middel til målet. Vi nævner i flæng kunstnerpersonligheder som George Grosz, Max Liebermann, Georg Tappert, Wenzel Hablik, Ernst Barlach og den socialt indignerede Käthe Kollwitz.

Der udstilles 123 kunstværker fra grafik over malerier til skulpturer, fotos og møbler. 60 af værkerne - primært de grafiske værker - stammer fra den private Bönsch-samling, som Slesvig-Holstens landsmuseer i 2016 underskrev en samarbejdsaftale med. Det er den femte udstilling på Gottorp Slotsø, hvor man nyder godt af udlånene fra den tyske kunstsamlerfamilie Bönsch.

Ikke gyldent for alle
1920erne bliver i Tyskland ofte kaldt for “die goldene Zwanziger”. Udtrykket refererer til opblomstringen inden for kunst, kultur og videnskab. I virkeligheden var perioden kun “gylden” for et meget lille udvalg af tyskere, hvilket også formidles på en virkningsfuld facon på udstillingen. Der er for eksempel satiriske billeder af George Grosz - et af dem døbte pressen “Christus med gasmaske” - en kommentar til de uhyrligheder og ikke blot fysiske, men sjælelige ar, som Første Verdenskrig havde pådraget mange mennesker. Millioner af soldater skulle tilbage på det civile arbejdsmarked. Käthe Kollwitz skildrer i tegningen Gefallen de efterladte efter krigen. Käthe Kollwitz mistede selv en søn i den krig, der blev kaldt “det 20. århundredes urkatastrofe”.

  Man bliver ikke blot klogere på kunsten ved at besøge denne udstilling, men også på historien og det første tyske forsøg på demokrati.