1 udstilling, 2 lande, 3 lokaliteter Sina Heffner
Museumsberg Flensburg og Museum Sønderjylland i Tønder 21.2.-29.5. / 16.4.-29.5.2016
Anmeldt 19/2 2016, 12:15 af Hans Christian Davidsen
Dyr og andre dimensioner
Dyr og andre dimensioner
« TilbageDyr her og dyr der. Fugle forvandler sig fra to-dimensionelle til tre-dimensionelle væsner. Gazeller springer som konturer i papiret, og monumentale installationer abstraherer og reduceres naturens former, så museumsgæsterne selv bliver sat til at tænke med.
Den tyske kunstner Sina Heffner udstiller i foråret tre steder i grænselandet, men som titlen mere end antyder, så skal de tre udstillinger ses som én. 1 udstilling, 2 lande, 3 lokaliteter hedder det grænseoverskridende udstillingsprojekt, der vises på Museumsberg og i foreningen Kunst & Co. i Flensborg samt på Museum Sønderjylland i Tønder.
Rammerne for hver udstilling kunne næppe være mere forskellige. I Tønder vises Sina Heffners kunst i moderne nordisk museumsarkitektur med lys og luft. I Flensborg vises den i museets Heinrich-Sauermann-Haus, en monumental bygning opført i den tyske kejsertid, hvor gulvet i udstillingslokalerne er lagt med røde teglsten fra et 500 år gammelt kirkegulv. Samt i foreningen Kunst & Co., et lille privat udstillingslokale, hvor man helliger sig den moderne og ofte mere eksperimenterende kunst.
Sina Heffner er uddannet på kunstakademiet i Braunschweig, hvor hun fortsat bor og arbejder. Hun er årgang 1980, men har allerede fået tildelt et væld af kunstpriser og fået store opgaver til kunst i det offentlige rum. Gennem dyreformer tematiserer hun begrebet »rummet« og vort forhold til dette. Andre emner er overflade og indhold.
Materialerne er mangfoldige. Filigrane papirarbejder og sarte akvareller er kontraster til voluminøse skulpturer af træ og metal. Sina Heffner reducerer og eksperimenterer med enkle materialer som tråd, papir, plastic og latex.
Farver mangler
Begynder man rundturen til de tre udstillinger på Museumsberg i Flensborg, bemærker man allerede i museets første udstillingsrum en total mangel på farve. Sina Heffner holder sine skulpturer og papirarbejder helt i hvidt. Meget usædvanligt. Med udskårne konturer i papir spiller den tyske kunstner på lys og skygge i rummet, og grænserne mellem udtryksformerne opløses. Hvad er skulpturer, og hvad er relief? Hvad er fotokunst, og hvad er installation? Spørgsmålene er vanskelige at besvare, for eksempel når Sina Heffner gør et foto af sin afgangsopgave fra kunstakademiet, en stor hvid giraf, til et selvstændigt stykke kunst. Betragterens ståsted spiller en rolle i Sina Heffners leg med lys og skygge og udfordringen af den klassiske billedhuggertilgang med tredimensionelle former.
Mellem udstoppede dyr
I Tønder vises blandt andet en tre-dimensionel tegning, og hvordan kan sådan noget lige lade sig gøre? Jo, med streger i luften fremtræder en elefant i naturlig størrelse.
Sina Heffner bygger på en fascination af dyr, der vel ligger i os alle. Dyr er en del af vores socialisering. Hvis ikke vi vokser op med dyr i nærheden, er deres former kommet til os gennem børnebøger, zoologisk have og visuelle medier. Museumsberg huser en naturvidenskabelig samling af dyr, og her har Sina Heffner drysset sine værker ind imellem udstoppede storke, ugler, falke, svaler eller lærker. De hænger på væggene i kulturhistoriske afdelinger - et dyrehoved som et trofæ over en kamin eksempelvis.
Hvis man vil se, hvad der rører sig i vort store naboland mod syd, er dette grænseoverskridende udstillingssamarbejde en fremragende mulighed.
Tyskland har - som det store land det er i forhold til Danmark - flere større kunstcentre, hvor hvert center har sit at byde ind med. Det er primært Berlin, Hamborg, Düsseldorf og München, der sætter dagsorden, og her er et eksempel på en ung kunstner uddannet på et af de større nordtyske kunstakademier og bevidst har valgt provinsen frem for metropolerne. Sina Heffner er vokset op på landet og giver i sin kunst udtryk for en klar forbindelse til naturen og til roen. En niche, som kun få andre har sat sig på, som Sina Heffner gør det.
Museumsgæsterne tilbydes en busshuttle-service mellem Tønder og Flensborg, så man kan besøge alle tre udstillinger i én pakke. Udstillingen er støttet af euroregionen Sønderjylland-Schleswig og EUs interreg-fond med det formål at skabe større kulturel forståelse mellem to nabolande.