Hvad der for den ene er almindeligheder, er for den anden eksotisk. Vores baggrund bestemmer den måde, vi opfatter verden på, og det er der vel ingen, der kan tage skade af at få iscenesat på en ny måde. Uden for Mikkelbergs mure raser debatten om det multikulturelle. Indenfor på det danske kunstcenter nord for Husum lige syd for den dansk-tyske grænse støder flere kulturer på hinanden og det med sådan en eftertrykkelig kraft, at helt nye forunderlige og fantasifulde billeder løber om kap med hinanden.

Carsten Nash har atter indtaget Mikkelberg og denne gang i selskab med sin nevø, dansk-mexicanske Rama King Nash, og grønlænderen Mia Lindenhann. Sidstnævnte husker, hvordan hun som barn steg ud af flyvemaskinen i Danmark og blev overvældet af de store, mystiske planter, der hedder træer. Vinden, der blæste gennem blade og grene, gjorde et uudsletteligt indtryk på den lille Mia Lindenhamm, der i sin opvækst på Grønland aldrig havde set et træ før. De eneste planter, hun kendte, var det græs, der knasede under hendes fødder.

En ukendt verden
Fra Mexico via Danmark drog Rama King Nash den anden vej og blev overvældet af de enorme mængder is og sne og de majestætiske fjelde i Grønland. En indtil da ukendt verden for Rama King Nash, der der er født og opvokset i Mexico, hvor han også gik på kunstakademiet. Hans baggrund i det mellemamerikanske land lyser ud af de farvemættede billeder, hvori han lever op til Mikkelberg-udstillingens titel, Fra Grønland til Middelhavet.

Motiver af Barcelonas ufuldtendte kirke, La Sagrada Família, og ærkespanske gyder krydres med en tupilak - små mystiske og delvist groteske figurer fra den grønlandske inuitkultur ofte udskåret i tand, ben, sten eller træ.

Udstillingen handler om sammensmeltning mellem flere kulturer og naturområder. Verden er blevet lille.

Det var Carsten Nash, der fra sin vingård i den sydfranske by St. Vincent d’Olargues sendte bud efter nevøen, der på det tidspunkt havde boet i  Nuuk i en længere periode.

På Grønland havde Rama King Nash mødt kunstfotografen Mia Lindenhann og blevet så fascineret af hendes kunstneriske univers, at han lagde et godt ord ind for hende hos sin onkel.

Mia Lindenhanns fascination af træer bliver eksponeret gennem en serie med fotogravure - en særlig fotomekanisk reproduktionsmetode til kvalitetsgengivelse af fotografier i dybtryk. Teknikken giver fotografierne et lækkert og levende udtryk. Originalfotografierne er optaget analogt og derefter digitaliseret og har derefter gennemgået en traditionel fotogravure.På den måde har det været en proces fra det gamle til ny teknologi og tilbage til det gamle igen.

Mina Lindenhann er tiltrukket af det udtryk, der ligger i analoge fotos. Det giver en særlig struktur.

Hendes sort-hvide verden med struktur og kontrast ligger mellem de to herrers udtrykte glæde ved farver. Til gengæld øser Rama King Nash af den magi, han fandt i Grønland.

Magien ligger over det hele i Grønland, magien, lige meget hvor man bevæger sig hen. Det er en følelse, man ikke opnår på samme måde på det europæiske kontinent. I de to år, Rama King Nash boede i Grønland, blev det klart for ham, at den grønlandske kultur havde langt mere tilfælles med den oprindelige nordamerikanske kultur. Det er denne tilstedeværelse i grænseområder, der gør dansk-mexicaneren godt tilpas.

Livlighed i flade, form og farve
Carsten Nash deler sin tid mellem middelhavsklima og Tibirke ved Grib Skov. Han havde en begivenhedsrig ungdom i en familie, som aldrig har ladet livet vente på at blive brugt. Hans far var “havfruemorderen” og den stærk ekspressionistiske maler Jørgen Nash.

Carsten Nash er opvokset med kunst omgivet af de berømte Cobramedlemmer og med den livlige og tætte trafik af skæve eksistenser på Drakabygget. Frihedens værksted, i Skåne, hvor faderen fabrikerede den ene skandale efter den anden og på denne baggrund udnævnte sig til massemediernes mæcen.

Hans viltre og til dels Cobra-inspirerede og stærkt livsbekræftende malerier flankeres af nye små bronzeskulpturer, som han selv har støbt på Vestsjællands Arbejdende Kunstværksteder i Jyderup. Her kan kunstnerne selv mod en beskeden betaling for bronzens vægt selv fuldende deres skulpturer.

Carsten Nashs billeder er fyldt med tæthed og livlighed i flade, form og farve, og det giver tilsammen hans værker stor kunstnerisk værdighed. Nysgerrighed og et positivt menneskesyn springer beskueren imøde. For som han selv har sagt “Hvorfor fanden skal det være så kedeligt?”

Man skal da også være temmelig grumpy for ikke at kunne se det fantastiske i den udstilling, som Mikkelberg præsenterer her i de første rigtige forårsmåneder.